Selv under corona ses investorers higen efter afkast

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

De seneste uger har været en turbulent omgang på de finansielle markeder. Allerede i januar reagerede aktiemarkederne med fald oven på nyheden om den nye coronavirus, som havde ramt Kina. Kinas indsats med at inddæmme virussen gav ængstelse for økonomiske effekter i Kina med spill over til resten af verden.

Det satte straks spor i markederne med aktiekurs- og rentefald. Men betrygget af det lavere renteniveau genvandt aktiemarkedet hurtigt det tabte igen, og toneangivende aktieindeks i USA, Europa og også herhjemme nåede midt under coronaudbruddet endda nye rekordniveauer.

Den udvikling viser investorernes store higen efter afkast i en tid med meget lave – og mange steder endda negative – renter på sikre investeringer.

Cornavirussens smittespredning har skabt voldsomme markedsudsving fra dag til dag, store fald i statsrenterne, der i USA har nået de laveste niveauer nogensinde, og over de seneste uger en mærkbar nedtur i aktier.

Zoomer man ind på markedsudviklingen i den første del af coronaudbruddet, giver den mindelser om det, vi så under handelskrigen. Efter en initial reaktion, hvor aktier og renter faldt i forening, så vi relativt hurtigt aktiemarkedet komme sig.

Renterne derimod forblev lave i forventning om rentenedsættelser eller anden hjælp fra centralbankerne.

Den dynamik sendte som nævnt aktiemarkederne i nye rekorder to uger inde i virusudbruddet, selvom der allerede på det tidspunkt var bred enighed om mærkbare økonomiske konsekvenser.

Konsensus var, at karantæner, produktionsstop og rejseforbud ville påvirke ikke bare den økonomiske aktivitet i Kina, men også smitte negativt af på resten af verden og trække ned i indtjeningen i flere branchers indtjening.

Bedringen i aktiemarkedet var også understøttet af tegn på, at smittespredningen i Kina bremsede op, men havde det været hele historien, så burde både renter og aktier stige. Det gjorde altså primært aktierne.

Den dynamik vidner om to forhold, der er værd at notere sig.

For det første virker det til, at aktiemarkederne i perioder med uro forventer at blive reddet af centralbankerne, der ovenikøbet synes mere følsomme over for udviklingen i markedet.

For det andet ser vi, at investorerne meget hurtigt søger tilbage imod aktier, fordi mere sikre alternativer forekommer ganske uattraktive. Statsobligationer med negative renter og bankindskud, der giver ingenting (eller mindre), er uinteressante for de fleste som andet end en kortvarig parkeringsplads eller til at sikre balance i porteføljen.

En del institutionelle investorer - f.eks. pensionskasser og forsikringsselskaber - vil af regulatoriske årsager være tvunget ud i obligationsinvesteringer med negativ rente, men for investorer med større handlefrihed er det en anden sag.

Den form for markedsligevægt kan give anledning til uro på sigt. For det første er centralbankernes arsenal af virkemidler ikke længere så stort eller effektivt, som det har været. Styringsrenter ligger hos mange centralbanker allerede under nul - f.eks. Bank of Japans og ECB's.

Andre såsom Federal Reserve i USA har lidt mere luft til at sænke renten, men der er ikke langt ned. Som vi så under finanskrisen, er der andre virkemidler som opkøb af obligationer, som allerede benyttes, men effekten af den politik er nok også aftagende.

I det omfang politikken primært sigter mod at stabilisere de finansielle markeder, kan centralbankerne også påbegynde opkøb af mere risikable aktiver – i sidste ende direkte i aktiemarkedet. Bank of Japan er allerede trådt ud på den sti, men det forekommer ganske kontroversielt mange andre steder.

For det andet betyder det ekstremt lave afkast på sikre investeringer, at flere investorer i deres jagt på afkast har påtaget sig større risiko, end de egentlig bryder sig om.

De kaldes "turistinvestorer", som har begivet sig ind i markeder, de ikke er hjemmevante i. De har måske købt aktier med højt udbytte eller virksomhedsobligationer i selskaber med lavere kreditværdighed som alternativ til statsobligationer med minusrente.

Netop den gruppe af investorer skal nødigt vokse sig for stor, for er man investeret i aktiver, der udviser større udsving, end maven kan tåle, ja så risikerer man at panikke og dermed forstærke perioder med markedsuro.

Så længe det kun handler om mindre korrektioner eller skvulp på markedet, vil andre investorers jagt på afkast kunne stabilisere markedet.

Men når den næste større økonomiske dukkert rammer, og indtjeningen i selskaberne for alvor kollapser, kan gruppen af investorer, der har påtaget sig mere risiko, end de reelt bryder sig om, medvirke til, at faldet i aktiemarkedet bliver noget større end normalt.