Aalborg Portland tørrer klimaregningen af på forbrugerne og de små og mellemstore virksomheder

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det er næppe realistisk, at den energitunge industri når at reducere sine udledninger med 70 pct. til 2030. Sådan lød konklusionen forleden fra det klimapartnerskab, hvor Aalborg Portlands direktør Michael Lundgaard Thomsen sidder for bordenden. Forklaringen er, at det er ”teknologisk vanskeligt” og ”ikke økonomisk rentabelt” for den energitunge industri at reducere CO2-udledningen.

Udtalelsen var nedslående, men ikke overraskende. Som påpeget af miljøøkonomisk vismand, professor Lars Gårn Hansen, kan man jo selvsagt ikke forvente, at industriens største CO2-udleder »skal sidde og bede om afgifter«. Det bør derfor være op til »regeringen og Folketinget« at »skrue reguleringen sammen«. Men hvorvidt politikerne sætter sig igennem overfor Aalborg Portland, er jeg usikker på. »Vi kommer ikke til at lukke Aalborg Portland,« lod Mette Frederiksen i efteråret forstå med henvisning til, at Danmark er en stolt industrination og omstillingen ikke må være på bekostning af konkurrenceevne og arbejdspladser.

Men uanset hvad bliver klimaomstillingen dyr. CEPOS’ Otto Brøns-Petersen har tidligere beregnet, at det samfundsøkonomisk vil koste 26 mia. kr. at indfri 2030-målet. Omstillingen vil ikke alene være teknologisk krævende og bekostelig, men også koste konkurrenceevne og arbejdspladser. Spørgsmålet er bare hvor?

Udmeldingen fra Aalborg Portland må ses som et forsøg på at vælte afgifter og byrder fra virksomhedens egen klimabelastning over på resten af samfundet. Konkret vil det være forbrugerne og de små og mellemstore virksomheder, der ender med regningen. Og det er grundlæggende ikke i orden.

På et højere niveau er det et udtryk for den udfordring, vi så ofte møder, at de store virksomheder generelt har let ved at gøre sig gældende politisk. Det er f.eks. konsekvent de store virksomheder, der sidder for bordenden i de 13 klimapartnerskaber, selvom de små og mellemstore virksomheder udgør 99 pct. af alle danske virksomheder.

De fleste økonomer – røde som blå – mener, at den mest omkostningseffektive måde at nå reduktionsmålet på 70 pct. er en flad afgift på CO2. Det grundlæggende princip er, at vi hver især skal betale for den skadevirkning, vi har på klimaet – også hvis man er Aalborg Portland. Det er kun rimeligt. Alternativet er jo, at andre skal betale for en. Men sådan ser Aalborg Portland det vist ikke.

I 2017 stod hele sektorpartnerskabet for energitung industri for 3,12 millioner ton CO2, hvoraf Aalborg Portland alene stod for ca. 2,3 millioner ton CO2. Gør Aalborg Portland intet, vil virksomheden i 2030 stå for ca. 10 pct. af Danmarks samlede CO2-udledning, som ifølge Klimarådets nye rapport i 2030 gerne skulle ligge på godt 20 mio. ton CO2.

Hertil kommer landbrugets ikke-afgiftsbelagte udledninger udenfor kvotesystemet. Landbrugets udledning bidrager med omkring 10 mio. ton opgjort i CO2-ækvivalenter og forventes i 2030 at stå for ca. 50 pct. af Danmarks samlede udledning, hvis landbruget fritages for forpligtelser, ikke indfrier deres mere løse hensigtserklæringer og hvis vi i øvrigt når reduktionsmålet. Det betyder, at de resterende 40 pct. af samfundet skal bære hele udgiften på 26 mia. kr. for at nå 2030-målsætningen.

Risikoen er, at det bliver forbrugerne og de små og mellemstore virksomheder rundt om i landet, der må til lommerne, når de store virksomheders klimaregning skal betales. På linje med de økonomiske vismænd mener jeg, at generelle afgifter er den rigtige vej til at sikre en reduktion af CO2-udledningen. Løsningen skal være markedskonform. Man skal selv bære byrden af den skadevirkning, man har på klimaet.