Serier

Udløser coronakrisen en statsgældskrise?

Regningen efter krisen bliver en stor belastning for flere EU-lande, men øger ikke den danske statsgæld til et alarmerende niveau.

Corona rammer verden

I kølvandet på de økonomiske konsekvenser af coronakrisen indføres der i alle lande forskellige former for hjælpepakker. Hovedformålet med pakkerne er at undgå, at husholdninger og virksomheder lider for store tab som følge af krisen.

For lønmodtagerne er det væsentligste element en indkomstsikring, som både giver sikkerhed, og understøtter efterspørgslen for at undgå en endnu større nedgang i den økonomiske aktivitet.

For virksomhederne tilføres der likviditet, og gives kompensation for tabt omsætning og faste omkostninger for at mindske risikoen for virksomhedslukninger, der kan gøre en økonomisk opgang sværere.

Under finanskrisen var der stor kritik af, at mange lande var nølende eller tilbageholdende med at føre en aktiv økonomisk politik for at understøtte aktiviteten. Situationen i dag er helt anderledes, med en ekspansiv finanspolitik ved hjælp af blandt andet hjælpepakkerne, og der føres en meget aktiv pengepolitik for at sikre likviditet og undgå store rentestigninger.

Omfanget af hjælpepakkerne er store, og det vil belaste de offentlige budgetter. Samtidig falder indtægterne fra skatter og afgifter som følge af den faldende aktivitet. Kort sagt, der kan ikke undgås store underskud på de offentlige finanser.

Det rejser spørgsmålet om coronakrisen også bliver til en statsgældskrise. Et relevant spørgsmål, da finanskrisen udløste en statsgældskrise – blandt andet som følge af behovet for at understøtte finansielle institutioner.

En lære fra finanskrisen er, at en høj statsgæld kan blive destabiliserende. Bliver gælden tilstrækkelig høj, stiger renten, og det udløser en sneboldeffekt med øget gæld, som giver endnu højere renter osv. På et tidspunkt mister man reelt muligheden for at styre økonomien, som nogle sydeuropæiske lande oplevede under finanskrisen

Der er således god grund til at vurdere, hvordan coronakrisen påvirker de offentlige finanser, og om det kan udvikle sig til et selvstændigt problem.

Lad os starte med Danmark.

Statsgælden er - opgjort ud fra de principper, der anvendes for eurolande - på ca. 35 pct. i forhold til bruttonationalproduktet. For EU-landene er den gennemsnitlige gæld mere end dobbelt så høj (lidt under 80 pct. baseret på foreløbige tal). Med andre ord: Danmark kommer ind i coronakrisen med et meget lavt gældsniveau.

Krisen vil helt klart øge statsgælden. For det første er der den helt grundlæggende mekaniske effekt, at når aktiviteten og dermed BNP falder, stiger gælden målt i forhold til BNP.

Hvis coronakrisen udløser et fald i BNP med f.eks. 5 pct. i 2020, vil det direkte øge gældskvoten med ca. 5 pct. Den effekt vil mindskes over tid i takt med, at aktiviteten stiger på den anden side af krisen.

For det andet betyder både den faldende aktivitet og alle hjælpepakkerne, at det offentlige får et betydeligt underskud på de offentlige finanser. Dette budgetunderskud betyder stigende gæld.

Det er svært på nuværende tidspunkt at sige, hvor stort underskuddet bliver. Men selv med et betydeligt underskud på f.eks. 5 pct. af BNP, vil gældskvoten komme på et niveau omkring 45 pct.

Det svarer i runde tal til det niveau, gældskvoten toppede på efter finanskrisen. Skulle gælden blive lidt højere, fordi krisen trækker ud, er det ikke et alarmerende niveau, hverken i forhold den gældsgrænse på 60 pct., som de finanspolitiske regler i EU er opbygget omkring, eller i forhold til EU-gennemsnittet, der allerede inden krisen lå på et meget højere niveau.

Det viser, at Danmark i kraft af den politik der er ført i de forløbne år, og som har medført en reduktion af statsgælden, har mulighed for en meget aktiv, økonomisk-politisk indsats, uden at de offentlige finanser kommer ud af kontrol.

Mere alvorlig er situationen for en række lande, der kommer ind i krisen med offentlige finanser i en helt anden forfatning – og i mange tilfælde også med mange andre økonomiske problemer.

Mange lande havde før coronakrisen en høj gæld, og har ikke fået reduceret gælden væsentligt i de mellemliggende år. Coronakrisen får gælden til at stige fra et allerede højt niveau. Samtidig har man uløste problemer knyttet til en aldrende befolkning. Gældsproblematikken er derfor ganske reel og betydningsfuld for disse lande.

I den usædvanlige situation coronakrisen har skabt, har EU dispenseret fra de normale regler, der bl.a. sætter grænser for, hvor stort budgetunderskud lande må have. Det giver på kort sigt bedre muligheder for at håndtere krisen via hjælpepakker m.m.

Det skaber underskud og gæld, der finansieres via udstedelse af statsobligationer, og dette øgede obligationsudbud presser renterne opad. Den effekt kan blive forstærket – som det skete under finanskrisen – hvis de finansielle markeder ikke har tillid til, at landene har den økonomiske situation under kontrol.

Stigende renter vil udløse en destabiliserende snebolde-effekt, og derfor foretager Den Europæiske centralbank (ECB) store støtteopkøb af obligationer. Den korte version er, at en stor del af de statsobligationer, der udstedes for at finansiere underskuddene, opkøbes af ECB.

På kort sigt bremser det stigningen i renten på statsobligationerne, hvilket primært er til fordel for lande med store finansieringsbehov, hvor stigende renter kan have alvorlige, destabiliserende konsekvenser.

Samtidig er modstykket, at der tilføres likviditet til markedet. Grundlæggende sker der det, at de offentlige budgetunderskud finansieres med indtægter fra salg af obligationer til centralbanken.

Denne politik har imidlertid også nogle indbyggede problemer. Landene er i meget forskellige positioner, og derfor er der både forskelle i behov og i synspunkter på denne politik. Nogle lande har foreslået en finansiering via såkaldte euro-bonds udstedt af euro-landende samlet.  Men det betyder en kollektiv finansiering og risikodeling, og derfor er der i lande med mere sunde offentlige finanser modstand mod dette forslag.

Selvom nogle af sneboldseffekterne ved høje gældsniveauer kan inddæmmes eller måske helt undgås for nogle lande, så fjerner det ikke gælden. Mange lande vil på den anden side af finanskrisen stå med store gældsbyrder, der samtidig forværres af manglende reformer for at håndtere en aldrende befolkning.

Dette indlæg er skrevet af Torben M. Andersen, professor, Aarhus Universitet og Michael Svarer, professor, Aarhus Universitet og Senior Fellow, Kraka.

Læs også