Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Coronakrisen udstiller systemers svagheder

Skrøbeligheder afsløres under pres. Coronakrisen er det indtil nu alvorligste vidnesbyrd på inkompetencen hos USA’s leder. Ligeledes udstiller den problemerne i det europæiske fællesskab.

Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit

USA betaler lige nu prisen for, at dets leder i årevis har gjort en dyd ud af ikke at lytte til specialister. Han synes at mene, at mavefornemmelser eller indskydelser – særligt hans egne – ofte er bedre end faktuel viden. At faglighed er en mindre vigtig egenskab hos toprådgivere end absolut loyalitet.

Det har på det økonomiske område givet anledning til et væld af dårlige beslutninger baseret på forenklede slutninger. Og på sigt vil det uden tvivl koste USA velstand. Værre er det, at samme tilgang nu risikerer at koste menneskeliv. Den aktuelle situation har udstillet en leder, hvis ledelsesmæssige inkompetence har medvirket til at underminere funktionalitet og fagkundskab i hele den amerikanske centraladministration i en grad, så den i dag står ringe stillet i kampen mod coronavirus.

Under coronakrisens godt to måneder lange forløb har vi set, hvordan forskellige dele af verden har reageret forskelligt på krisen. Det har givet anledning til debat og kritiske røster overfor sundhedsmyndigheder.

Flere eksperter peger dog på, at såvel kulturelle, systemmæssige som praktiske forhold spiller ind, når lande – ofte på meget kort tid – skal give et modsvar på coronaudbredelsen. De fleste vestlige lande har valgt strategier, der i hovedtræk ligner hinanden.

Det kan dog umiddelbart undre, at USA’s indsats har virket så svag. Med tanke på, at smitten først bredte sig i Kina, så i Sydkorea, Iran og Italien, inden den efterfølgende med stor kraft ramte resten af Europa, så havde USA ekstraordinært god tid til at forberede sin respons.

Men USA’s præsident underkendte eksperternes efterretninger, nedtonede risikoen i stedet for at forberede landet, og misinformerede endda befolkningen under pressemøder, da han – end ikke i en kritisk situation – formåede at holde sig til manuskriptet.

Rundt om ham mangler toneangivende institutioner, der skal koordinere indsatsen, samt afgørende ledende medarbejdere. Ligesom indenfor diplomatiet og en række andre ministerier og styrelser, så er dygtige folk flygtet fra administrationens manglende tiltro til faglighed og erfaring. Så trods en længere forberedelsestid og gode muligheder for at bygge på erfaringerne fra resten af verden, så peger tallene på, at USA vil opleve et forløb, der bliver værre end i mange andre vestlige lande.

Det er ikke kun det amerikanske lederskab, der udstilles i denne tid. Svagheden i både det amerikanske sundhedssystem og i dets socialpolitik risikerer også at forstærke krisen i landet.

Omkostninger til test og eventuel efterfølgende hospitalsindlæggelse har med stor sandsynlighed afholdt mindrebemidlede fra at lade sig undersøge for virussen tidligt i forløbet, og dermed forværret udbredelsen.

Et meget grovmasket socialt sikkerhedsnet i USA ansporer heller ikke til, at økonomisk udsatte gladeligt røber symptomer, da konkursen hurtigt truer, hvis jobbet ryger. Hjælpepakkerne har heldigvis mindsket disse institutionelle uhensigtsmæssigheder, men langtfra afhjulpet dem helt.

Europas svagheder udstilles også i krisen. Ikke i forhold til det nationale lederskab – her har selv italienerne overgået USA. Men manglerne i eurozonens institutionelle setup står i dag – mindre end 10 år efter gældskrisen var ved at rive regionen fra hinanden – igen tydeligt frem.

Selv i en krise, hvor omfanget i det enkelte land beror på tilfældigheder snarere end uansvarlighed eller dumme politiske valg, ja, da kan man vanskeligt finde frem til solidariske løsninger.

Blandt andet Holland og Tyskland står (indtil videre) fast på modeller, hvor regningen for sundhedsindsats, nedlukning og genopretning lander hos det enkelte land, og det er vel vidende, at nogle vil have vanskeligt ved at betale den.

Hvis ikke den holdning ændres, risikerer det at skabe den svageste økonomiske genopretning hos dem, der i forvejen har rejst sig mindst siden gældskrisen. Det vil bidrage til ny euroskepsis, hvor den allerede er stærk.

Hver region har sine svagheder. På kort sigt vil de amerikanske give de største udfordringer og sandsynligvis føre til et forværret kriseforløb. Men hvis det ender med at resultere i et magtskifte, så kommer der i det mindste også noget godt ud af det.

På bare lidt længere sigt risikerer Europas svagheder at plage os i genopretningen efter krisen. Det kan true hele eurozonens samhørighed , hvis ikke snart de politiske vinde blæser i retning af større solidaritet.

Frederik Engholm

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.