Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Tænk at eje et fængsel. Og putte nogen i det

God plads, mange værelser, udsigt til Albertslund Genbrugsstation. Kom med et frisk bud.

På adressen Egon Olsens Vej 39 venter en spændende ejendom fra 1859 på den rette køber. Her er plads til den store familie, der værdsætter god plads, en nem have og mange værelser. 241 for at være præcis. Ejendommen byder på en unik arkitektur, hvor blandt andet de specielle vinduespartier kan fremhæves. Fra den ene af fløjene er der udsigt til Albertslund Genbrugsstation.

Vridsløselille Fængsel er til salg. Ejendomsmægleren fremhæver den ”yderst centrale beliggenhed” og meddeler, at salget vil ske ”i en struktureret salgsproces”. Altså ikke ustruktureret. Altså ikke ved at lokke alle, der kigger efter hus en time fra Rådhuspladsen, ud til fremvisning af sag nummer 290883. Så kunne unge par, der egentlig havde tænkt sig noget overskueligt i Glostrup, stå der og lade sig friste.

Tænk at eje et fængsel. Det er der format over. Jeg har gennem tiden set endda nogen sommerhuse og lystbåde, som en køber lige havde anskaffet, og hvor man skulle udbryde ”nej, hvor spændende!” og ”den detalje er virkelig godt tænkt”. Også selv om anskaffelsen sommetider mest har været afskallet bundmaling, rådne vinduesrammer eller en fremvisning af rå købekraft. Upersonlig.

Et fængsel derimod. Prøv selv sige sætningen: ”Jeg har købt et fængsel – vil du med ud og se det?” Svaret giver vist sig selv. Og dog. Jeg har en ven, der kunne tænkes at svare, at han har travlt med at støvsuge kælderen, og næste weekend får de gæster. I den familie slår forudsigelighed alt.

Nu må vi se, hvordan den strukturerede salgsproces går. Hvis den går skidt, vil der komme et bud fra undertegnede. Jeg byder en million kontant for herligheden, inklusiv tårnur og tremmer og nøgler til de 241 celler. Fleksibel overtagelse.

Dansk Privatfængsel skal ejendommen på Egon Olsens Vej så hedde. Her skal Kriminalforsorgen kunne anbringe indsatte, og så vil der være enkeltværelser til personer, der efter min opfattelse kan trænge til en periode med faste spisetider og plads til eftertanke.

Blandt de sidstnævnte vil der være en række såkaldte corona-indsatte. De er ikke smittet med covid-19, men af de følgevirkninger, som den kinesiske virus har vist sig at have på debatklimaet i Danmark og respekten for andres synspunkter. Danskere, som normalt kan se en sag fra mere end én side, har udviklet sig til corona-ideologer og hadske demagoger. De er færdige med sagen og har været det længe - nu går de efter manden m/k, der skal dæmoniseres ned i et flammende helvede.

Til denne type personer har Dansk Privatfængsel et antal forhåndsreserverede celler i vestfløjen. Der er gratis morgenvækning kl. 06.30 og fri adgang til at kigge ind i væggen eller slå græsset på de grønne udenomsarealer frem til frokost Der er derimod ikke frit internet og ikke adgang til facebook. Hver dag klokken 12 serveres der smørrebrød af venligt personale, der diskret vurderer, om den indsatte er ved at genfinde evnen til at se en sag fra flere sider.

Østfløjen i Dansk Privatfængsel er forbeholdt indsatte fra Kriminalforsorgen. Her skal ikke mangle noget, for staten betaler til tiden, og fængsler kan efter min beskedne erfaring gøre ting ved folk, som ordentlig forplejning kun delvist kompenserer for.

Jeg kendte for eksempel en mand, der kom i fængsel for et godt aktietip. Køb, køb! Tippet gav han til sin kone, og aktierne var udstedt af en stor finansiel virksomhed, som han tilfældigvis sad i bestyrelsen for. Nå. Man kan sammenfatte historien sådan, at manden kom ud af fængslet, men fængslet kom aldrig ud af manden. Han fandt ikke længere ro. Penge havde de nok af, så de prøvede med rejser til fjerne destinationer og oplevelser, som de færreste får prøvet. Nej. Det virkede ikke. De seks måneder i Nørre Snede sad på tværs.

Derfor vil Dansk Privatfængsel ikke være fedtet med mad og drikke. Særligt ikke i afdelingen for de kriminelle, der næppe nogensinde bliver låst ud igen. Her vil meget ligne samfundet uden for murene. Der må festes og holdes sammenkomster, og fangerne må klumpe sig 40 sammen på 20 kvadratmeter. Hvis de vil. Ork. Afdelingen hedder ”Lille Sverige”, og der er kun én regel i ”Lille Sverige, og den er, at døde indsatte skal fjernes mindst én gang i døgnet. Ellers må de gøre, som de vil, selv om ingen andre gør som dem.

Vridsløselille Fængsel er til salg. Kom med et bud. Ellers gør jeg.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også