Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Waoo for en direktørfyring. Nu bliver den helt sort

Energiselskabet Norlys sætter i dag, fredag, lys på årets mest advokatuldne direktørfyring. Vist nok. Måske.

Mens du læser disse linjer, er noget sært og mærkeligt i tv- og bredbåndsselskabet Waoo ved at blive endnu mere sært. Som en film af Lars von Trier. Nej, endnu mere sort. I tilfældet Waoo er afdøde både bisat og kremeret, da et medlem af familien pludselig går til pressen og kræver liget obduceret.

von Trier-filmen begyndte for godt tre uger siden, da Waoo’s direktør gennem ti år, Jørgen Steensgaard, blev fyret med en pressemeddelelse, som godt kan kaldes årets mest advokatuldne og kryptiske uden at træde nogen over tæerne. Den mest klare formulering var åbningssalutten fra Waoo’s bestyrelsesformand Casper Holst-Christensen. Derfra kan man danne sig et billede af resten:

"Vi blev opmærksomme på potentielle uregelmæssigheder og bad på den baggrund vores advokater om at gennemgå en række forhold. Vi har herefter fået en skriftlig redegørelse fra den nu tidligere administrerende direktør og på baggrund af det samlede materiale, har vi besluttet at afslutte ansættelsesforholdet øjeblikkeligt."

Casper Holst-Christensen og advokatfirmaet Gorrissen Federspiel satte ikke ord på, hvad Jørgen Steensgaard havde gjort. Dette stod aldeles åbent for spekulationer. Havde Jørgen Steensgaard disponeret mod sin bestyrelses instrukser, investeret i skuffeprojekter, givet udvalgte medarbejdere uforklarligt store gaver eller spillet poker for penge fra repræsentationskontoen? Eller var Jørgen Steensgaard i virkeligheden gået i en fælde, som var sat op for at bestyrelsesformanden, Casper Holst-Christensen, hurtigt og billigt kunne slippe af med ham?

Norlys’ pludselige interesse føjer et nyt mysterium til sagen.

Dér stod sagen. Jørgen Steensgaards exit var besynderligt, men ingen havde øjensynligt interesse i at pille i årsagen. Altså før energiselskabet Norlys i tirsdags pludselig trådte ind på scenen med krav om ekstraordinær generalforsamling og fuld opklaring. Norlys’ begrundelse holdt i klarhed mål med Gorrissen Federspiels formuleringer:

”Som andelsejet selskab har vi behov for at få vendt hver en sten og få vished om, at tingene foregår ordentligt. Der er behov for, at vi finder ud af, hvad der er op og ned. Det bør ske i kredsen af ejere,” som Norlys’ presse- og public affairs-chef forklarede selskabets behov for at få gravet kisten op og få lyst på indholdet.

Norlys’ pludselige interesse for ”som andelsejet selskab at få vendt hver en sten” føjer et nyt mysterium til sagen. Mysteriet er, hvorfor Norlys’ 700.00 andelshavere skulle have et brændende behov for at få opklaret, hvorfor konkurrenten Fibias direktør, Casper Holst-Christensen, der samtidig er formand for Waoo, 25.oktober bekendtgør at have fyret sin direktør Jørgen Steensgaard. Retfærdighedssansen må være meget stærk. Blandt andet set i lyset af at Norlys’ bestyrelse 11.august meddelte omverdenen at have besluttet at forlade Waoo som tv- og bredbåndsleverandør for i stedet at satse på konkurrenterne Stofa og Boxer. Som Norlys selv ejer. For Norlys er Waao altså en død sild nu. Fortid. Historie.

I dag, fredag, afholdes den ekstraordinære generalforsamling i Waoo’s ejerkreds, som Norlys har forlangt. Om den reelle årsag til at Jørgen Steensgaard blev fyret. Man må ønske bestyrelsesformand Casper Holst-Christensen, Norlys’ pressechef og Gorrissen Federspiel held og lykke med at finde de rette ord. 700.000 andelshavere brænder åbenbart for, at sandheden kommer frem. Eller i hvert fald brænder de for, at Casper Holst-Christensen får en tændt projektør lige i bøtten, inden Norlys forlader butikken.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

BRANCHENYT
Læs også