Fortsæt til indhold

Hvordan bliver Grøn Gas Lolland-Falster et dyrt bekendtskab for husejerne?

Stigningen i gasregningen som følge af ny gasledning vil med de gennemsnitlige distributionstariffer udgøre 3-4 kroner om måneden for en gennemsnitsvillakunde, skriver direktører fra Evida og Energinet.

Arkivfoto: Stefan Sauer/picture-alliance/dpa/AP Images
Debat
Jeppe Danø, Markedsdirektør i Energinet, og Søren Hylleberg Sørensen, driftsdirektør i Evida

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

JP/Finans skriver, at en ny gasledning til Lolland og Falster bliver et dyrt bekendtskab for 380.000 husejere i hele Danmark. Det er ærgerligt, at avisen vælger en så dramatisk overskrift, når der ikke er belæg for det såkaldte dyre bekendtskab.

JP/Finans bruger som argument, at tarifbetalingen bliver tæt på dobbelt op i forhold til det faktiske gasforbrug. Intet sted i artiklen nævner avisen, at distributionstariffen kun udgør en mindre del af forbrugerens samlede gasregning, og at tarifstigningen - med de nuværende gennemsnitlige distributionstariffer - udgør en stigning på ca. 30-40 kr. om året for en gennemsnitsvillakunde.

Til sammenligning vil vi gerne gøre opmærksom på, at en gennemsnitsvillakunde betaler mellem 11.600 kr. og 13.700 kr. om året i sin samlede gasregning.

Selvom vi må tage forbehold for Forsyningstilsynets godkendelse af de tarifmæssige konsekvenser for forbrugerne, skyder JP/Finans for os at se gråspurve med kanoner ved at omtale dette som et dyrt bekendtskab.

Fakta er, at stigningen som nævnt - med de nuværende gennemsnitlige distributionstariffer - udgør et beløb på 3-4 kroner om måneden for en gennemsnitsvillakunde. Et beløb som vil sikre, at Lolland og Falster for første gang nogensinde bliver koblet på det danske gasnet.

Vi ser frem til at arbejde videre med projektet. Første offentlige høring er skudt i gang, og vi glæder os til at modtage forslag og input fra lodsejere, naboer og alle andre.