Forbered din virksomhed på den næste krise
Covid-19 er på retur, men bliver næppe den sidste globale krise. Så hvordan forbereder man sin virksomhed bedst på at håndtere lignende situationer i fremtiden? Her er fem måder at gøre det på.
Coronapandemien har vist os, at vi skal være forberedte på uforudsete hændelser, der kan få vidtrækkende konsekvenser. Den har også lært os vigtigheden af at håndtere en krise, og hvad der skal til for at få os på benene igen. Nu, da vi endelig kan se lyset for enden af tunnelen, bliver vi nødt til at kigge kritisk på os selv og vores krisehåndtering. Hvad har vi lært, og hvordan bruger vi det næste gang, en pandemi rammer os?
For vi skal med al sandsynlig indstille os på, at det ikke er sidste gang, en global sundhedskrise tvinger verden i knæ. Her er fem principper, der efter min mening, er helt centrale for, at virksomheder kan lykkes med at bygge det fundament, som er nødvendigt for at komme godt gennem fremtidige kriser.
Byg bro mellem den fysiske og digitale verden
Det er ingen hemmelighed, at coronapandemien har sat turbo på digitaliseringen af virksomheder. Virksomhedsledere, der tidligere uddelegerede den digitale strategi, ser nu i stigende grad vigtigheden af at implementere den på direktionsniveau. Det er et naturligt skridt, når alle dele af en virksomhed efterhånden hviler på en velfungerende digital struktur.
I min optik kommer vi også til at se et større overlap mellem det fysiske og digitale. Fremover vil hjemmearbejde bare være arbejde. E-handel vil bare være handel. Videomøder vil bare være møder.
Vindervirksomhederne bliver dem, der omfavner denne nye normal. Dem, der anerkender, at fremtiden først og fremmest er digital. Og dem, der anerkender, at arbejdspladsen ikke kun er det åbne kontorlandskab og 9-17, men hvor- og når-som-helst.
Styrk samarbejdet mellem it og ledelsen
De fleste har set, hvor vigtigt det er, at teknologien er i sync med forretningsstrategien og arbejdsprocesserne. Dette kræver, at de it-ansvarlige følger forretningsplanerne nøje, når de planlægger deres digitalisering, og derefter formår at integrere planerne i virksomheden og blandt medarbejderne. Teknologi skal lette de ansattes arbejdsgange og imødekomme deres behov i højere grad end før.
Prioriter data og kompetencerne til at håndtere den
Data hjælper virksomheder med at finde helt nye forretningsmodeller og måder at tjene penge på. I dag spiller data hovedrollen i bestræbelserne på at forstå, fastholde og vækste kunder. Men datadrevne virksomheder har brug for datakyndige medarbejdere. For at drage fordel af data og information på den bedst mulige måde, skal virksomheder prioritere videreuddannelse eller omskoling af medarbejdere.
Øg diversiteten og giv de ansatte øget mandat
Harvard Business Review har kigget nærmere på temaet diversitet. Med en undersøgelse af flere end 1700 virksomheder på tværs af otte lande har de set på, om diversitet også kan lede til profit. De konkluderer, at virksomheder med en høj grad af diversitet (målt på forskellighed i bl.a. køn, alder, uddannelse osv.) har op til 9 procentpoint højere ebit-margin end virksomheder med lav diversitet.
Fokus på ligestilling og diversitet i virksomheder giver pote både internt og eksternt samt på bundlinjen. Men det giver også flere perspektiver på muligheder og risici, når det uventede opstår.
For at udnytte disse værdifulde perspektiver bør flere medarbejdere få adgang til information, der ellers normalt kun ligger hos få personer eller afdelinger. Når viden deles, får organisationen bedre beslutningsgrundlag på tværs af afdelinger og lag.
Brug teknologi til at styrke samarbejdet
Vi kan ikke beskytte os mod alt, men vi kan skabe lidt mere spillerum til at reagere på kriser og minimere de værste virkninger af dem. Nøglen her er samarbejde og teknologi. I Danmark er vi traditionelt gode til at samarbejde. Vi har en tradition med flade strukturer og et godt klima for dialog. Hvis vi også ruster os med digitale værktøjer, vil vores konkurrenceevne kun blive styrket.
Hvis jeg skal pege på én ting, der for alvor kommer til at præge fremtiden, er det den hastigt voksende cloudteknologi. Den giver dine teams mulighed for at samarbejde på tværs og servicere dine kunder, uanset hvor de er. Cloudteknologien har allerede bragt en lang række virksomheder styrket gennem coronakrisen, og det vil den blive ved med.
At store, livsændrende og ofte helt uventede situationer vil møde os i fremtiden, er ganske sikkert. Hvad der adskiller succes fra fiasko er, om vi har gjort, hvad vi kan for at minimere konsekvenserne af dem. Her er jeg optimistisk på de danske virksomheders vegne.
Jacques Soelberg