Tårnhøj amerikansk inflation er et midlertidigt problem
Inflationen i USA er drønet i vejret til det højeste niveau siden finanskrisen. Hvor vedvarende problemet er, splitter analytikere. Mest tyder på, at midlertidige eftervirkninger af krisen er forklaringen, og at inflationen vil falde igen.
Inflationsraten i USA nåede i maj op på knap 5 pct. Det er ikke hverdagskost. Kun kortvarigt i 2008 så vi samme høje inflation. Kigger man på kerneinflationen – fraregnet energi og fødevarer – skal vi helt tilbage til 1992 for at finde et niveau, der matcher de 3,8 pct., vi så i maj.
Det er mest udtalt i USA, men det meste af verden inklusive Danmark ser p.t. højere inflation. En stor del kan forklares ved råvarepriser og flaskehalse i enkelte brancher eller ved, at de dele af økonomien, der har været lukket ned, nu kan hæve de priser, de sænkede for et år siden. Derfor venter vi også, at det gradvist løjer af.
Graver man ned i USA’s inflationstal, finder man, at en håndfuld varegrupper står for en meget stor andel af stigningen i inflationsraten. Faktisk drejer det sig om præcis de kategorier, som bragte inflationen ned omkring nul for et år siden. Foruden energi, som ofte bidrager til udsving, drejer det sig især om brugte biler og lastbiler og om billeje, flybilletter og hoteller.
De ret få og snævre komponenter har en vægt på ca. 10 pct. i den samlede inflation, men de står for stort set hele stigningen i inflationsraten fra under 2 pct. i februar til nu knap 5 pct. Samlet bidrager de med ca. 3 procentpoint af den samlede inflation på 5 pct. Bilsektoren spiller en ekstraordinært stor rolle. Den er i særlig grad ramt af den globale mangel på chips. Flaskehalse er her skabt af en enorm efterspørgsel på computere, fladskærme og anden elektronik under nedlukningen. Det har presset forsyningsevnen hos chipproducenter. Oveni kommer stigende priser på transport og stål.
Høj inflation i nogle få led i det økonomiske system kan lede til såkaldte andenrundeeffekter, hvor stigningerne breder sig til andre led og ender i bred og vedvarende inflation. Tendensen har været langt mindre udbredt de sidste årtier, bl.a. fordi vi ikke længere har samme automatik i løndannelsen. Fortidens dyrtidsregulering, hvor lønninger blev justeret ved høj inflation, var en stærk faktor, men findes stort set ikke i dag.
Vedvarende inflation går typisk gennem lønnen. Og selvom nogle brancher de seneste par måneder har set højere lønstigninger, og flere virksomheder melder om problemer med at skaffe arbejdskraft (trods høj ledighed), er det svært at få øje på inflationspres fra lønsiden. De bedste mål for lønvæksten vidner om en moderat udvikling – ikke mindst blandt dem, der skifter job.
Selvom den skyhøje inflation efter alt at dømme er midlertidig, er der tegn i sol, måne og stjerner på et skifte i dynamikken. På tværs af Vesten er synet på offentlige investeringer, ulighed og ukontrolleret globalisering ændret. Det vil påvirke inflationsudviklingen, men kun langsomt. Lige nu venter vi som Federal Reserve, at inflationen falder tilbage. Viser det sig at være forkert, og skal centralbanker pludselig stramme renteskruen, kan det give chokbølger i finans- og boligmarkeder verden over.
Frederik Engholm