Lad være med at overmedicinere mod mangel på arbejdskraft
Der er kommet damp på kedlerne i dansk økonomi. Og allerede nu opleves der mangel på arbejdskraft. Men det vil være uklogt at handle overilet.
Der er efter genåbningen kommet godt gang i dansk økonomi. Danmark har udsigt til de højeste vækstrater siden finanskrisen i år og til næste år. Beskæftigelsen stiger hurtigere end forventet, senest med et spring på hele 35.000 personer i maj – det største nogensinde på en enkelt måned. Og junis ledighedstal viste et rekordstort fald på 13.900 fuldtidspersoner.
Ikke overraskende har den kraftige vending i dansk økonomi fået arbejdsgiverne til at råbe op om mangel på arbejdskraft. Nuvel, tal fra Danmarks Statistik peger også i den retning. Der har længe været mangel på arbejdskraft indenfor dele af byggeriet, hvor den samlede beskæftigelse nu er på sit højeste niveau siden finanskrisen. Det nye er, at der nu også lyder alarmmeldinger fra serviceområdet.
Dykker man lidt ned i tallene, må man dog konstatere, at udfordringerne indenfor serviceområdet kan være midlertidige og i vidt omfang løses af arbejdsmarkedet selv.
Det er især hotel- og restaurationsområdet, som – på trods af at beskæftigelsen steg med 13.000 i maj – fortsat melder om mangel på hænder. Det samme gælder inden for rengøring.
Men før man giver sig til at skrue alt for meget på knapperne i det politiske maskinrum, er det værd at bemærke, at flere ting peger i retning af, at problemerne vil blive løst i den kommende tid. Særligt hotel og rengøring er brancher præget af et stort islæt af udenlandsk arbejdskraft. Mange er taget hjem under corona og vender vel først for alvor tilbage, når vi har sagt helt farvel til rejserestriktionerne.
Giv nu arbejdsmarkedet tid og plads til selv at finde sit nye leje.
En anden udfordring er, at en stor del af den arbejdskraft, herunder fra studerende, som bl.a. restaurationsbranchen tidligere har trukket på, i øjeblikket arbejder som podere til væsentligt bedre lønninger. Omfanget af coronatest er imidlertid på vej til at blive droslet ned i løbet af kort tid i takt med, at flere og flere får første og andet stik.
Manglen på hænder har – naturligvis fristes man til at sige – ført til de sædvanlige krav om reformer og lempelser for tilgangen af udenlandsk arbejdskraft fra bl.a. Dansk Erhverv. Problemet er bare, at sådanne reformer ikke vil kunne løse noget som helst i forhold til den nuværende situation. Så lad os ikke overmedicinere patienten med piller, der ikke virker. Der er måske behov for at se på lønninger, som i en årrække har haltet bagefter den generelle lønudvikling. Giv nu arbejdsmarkedet tid og plads til selv at finde sit nye leje.
Ole Just