Debat

Kan du bruge en spand?

Virksomheders ansvar handler ikke længere kun om at forhindre, at klimaforandringerne bliver værre. For det gør de. Det bliver en bunden opgave at demonstrere tilpasningsevne.

Forestil dig, at du en smuk sommerdag er sejlet afsted i en lille båd, fast besluttet på at nå ud til en ø i horisonten. På vej væk fra kysten hører du en skrabende lyd mod bådens bund, og netop da du når ud på åbent hav konstaterer du et stort hul i bådens bund. Vandet fosser ind med en hast, som gør det umuligt at nå sikkert tilbage i land.

Ved siden af dig har du spand, som du kan bruge til at tømme vandet ud af hullet, omtrent i den hast som det trængte ind med. I den anden ende af båden findes der en værktøjskasse, som sikkert kan bruges til at reparere hullet med – men det kræver at du er dygtig, og mens du får bakset grejet hen til hullet, vil ganske meget vand være sivet ind, og reparationen være endnu vanskeligere. Så hvad gør du?

Dilemmaet er et nyttigt billede på klimakrisen og den uheldige fritidssejler et alter ego for internationale beslutningstagere, men også for investorer og virksomhedsledere. Endda for husejere. For som sommerens rædselsbilleder fra bl.a. Canada, Tyskland og Grækenland har mindet os om, er de fysiske konsekvenser af klimaforandringerne ikke længere hypotetiske. De er destruktive og disruptive, allerede nu. Hullet i bunden er en realitet.

Den bedste løsning for vores søfarer havde selvfølgelig været at forebygge at uheldet overhovedet skete. Det næstbedste at reparere hullet mens det stadig var en lille revne. Den form for løsning af problemet hedder på klima-fint mitigation. Det er under dén overskrift, at den danske klimamålsætning EU’s ”Fit for 55”-plan og eksempelvis skiftet til grøn energi, reduktion af landbrugets metan-udledninger osv hører hjemme.

Spanden er et billede på det, som hedder adaptation – altså omstilling til en verden med ekstremt vejr, skovbrande, stigende vandstande osv. gennem eksempelvis dæmninger, sikring af vital infrastruktur og investeringer i køleløsninger. Det er dyrt, men det er 10 gange så dyrt at lade være, viser opgørelser.

Investorer, lovgivere og kunder er alle begyndt at interessere sig for, om virksomhederne er lige så dygtige med spanden som med værktøjskassen.

Christian Sparrevohn

Man vil ikke kunne fortænke virksomhedsledere i at vurdere, at klimakrisen indtil nu mest handlede om at adressere de underliggende problemer; at udvikle produkter og forretningsmodeller, der reducerer problemerne, og som minimum undgå at udlede drivhusgasser og anvende ressourcer i et højere tempo end Jorden kan følge med. Det er den forventning, der er kommunikeret til dem i mange år.

Men det billede er ved at ændre sig. Investorer, lovgivere og kunder er alle begyndt at interessere sig for, om virksomhederne er lige så dygtige med spanden som med værktøjskassen.

Begrebet kaldes dobbelt materialitet og dækker over, at det både er vigtigt at virksomheden forholder sig til, hvordan den bidrager til at undgå klimakrisen og hvordan klimakrisen påvirker virksomheden. I virkeligheden er det simpel risikotransparens: Ligesom en virksomhed er forpligtet til at informere omverden om eksempelvis verserende retssager eller produktproblemer, skal den også forholde sig til risici, der relaterer til en verden, der er blevet mere ustabil på grund af klimaforandringer. Og helst have en plan for, hvordan den håndterer dem.

Hullet i bunden af båden har potentiale til at blive langt større, og hurtigere end vi hidtil troede.

Christian Sparrevohn

Det kan f.eks. være kernemarkeder eller nøgleleverandører, der befinder sig i områder med risici for skovbrande, ekstreme eller oversvømmelser – men det kan også være mere indirekte: Hvor eksponeret er selskabet over for eksempelvis indførelsen af en CO2-skat? Stigende priser på fossile brændstoffer? Naturfredninger? Ændringer i forbrugerpræferencer? Forsikringsselskaber, som må forventes at afspejle klimaforandringer i deres prissætning?

Det kan lyde vældig teoretisk alt sammen. Men i takt med, at visheden om fremtiden bliver stadig større, træder den ind i den tidshorisont, investorer interesserer sig for. EU varsler, at store virksomheder i en nær fremtid skal rapportere om deres arbejde med klimasårbarhed. Schweiz og England kræver det allerede.

Og store kapitalforvaltere har sluttet sig sammen i krav om, at bestyrelser og revisorer kan holdes ansvarlige, hvis de ikke i tilstrækkelig grad skaber den fornødne transparens om virksomhedernes tilpasningsdygtighed. Krav, der kun er vokset i styrke efter at pandemien har udstillet de globale forsyningskæders sårbarhed.

Så du skal have en tilpasningsplan. Og du skal sikre dig, at dine underleverandører også har en. Men inden du kaster dig over spanden og øser på livet løs, så husk: Det besværlige reparationsarbejde af det fundamentale problem er der stadig. Hullet i bunden af båden har potentiale til at blive langt større, og hurtigere end vi hidtil troede. Uden flittig brug af værktøjskassen kommer ingen tørskoet i land.

Læs også