Debat

Portræt af en snyder

Fordummelse begynder et sted. For eksempel med affaldssortering. Og erhvervslivet får sorteret de besværlige fra.

Vi var nået til det tidspunkt på aftenen og chefseminaret, hvor dem, der var småbørnsforældre, var færdige. Møre. Af arbejde og søvnunderskud. Og hvor den chef, der ikke havde børn, delte minder marineret i rødvin om sin far, der ikke var hans far, da hans mor havde fortalt sandheden.

På dét tidspunkt fortæller HR-chefen, at nu kommer der en lille sjov, øvelse, og den er, at vi næste morgen vil blive vækket klokken 05.30 og skal sejle i kano. Jeg siger så, pænt og høfligt, at det magter jeg vist ikke. HR-chefen svarer så, pænt og høfligt, at det er der ikke noget, der hedder, og at hun skal have vores værelsesnummer af hensyn til vækningen. Jeg svarer, pænt og høfligt: Nummer 32.

Snydere er virksomhedens soloryttere og samfundets solister. De er besværlige at omgås, besværlige at lede og besværlige at motivere.

Anders Heide Mortensen

Da chefgruppen næste morgen kommer tilbage fra kanotur, er jeg nået til kaffen og erhvervssektionen. Chefgruppen er nået til at diskutere, om regntøj havde gjort en forskel. Hende i værelse 32 havde taget vækningen pænt, og jeg synes, taken as a whole, at det har været et godt seminar.

Sådan gør en snyder.

Snydere er virksomhedens soloryttere og samfundets solister. De er besværlige at omgås, besværlige at lede og besværlige at motivere. Snydere sætter sig på en stol, sten, bordkant eller træstub og tænker over, om det, de bliver sat til, giver mening. Det er her, at problemerne med snydere begynder.

Snydere er ikke nemme at udvikle. Man kan for eksempel sige til dem, at nu gør du, som der bliver sagt, forstået? Eller også får du ikke nogen bonus, eller du bliver fyret, eller vi bliver skilt. Og så gør de muligvis, som der bliver sagt. Men muligvis vælger de at gå videre i livet uden bonus og partner m/k. Man ved ikke med snydere. Det er her, at problemerne med snydere bliver alvorlige.

Men nu går det mod enden. Jeg ved det. Snyder-kulturen er en gammel aflægger af stoicismen, som både har overlevet 1930’ernes begejstring for at gå i takt og 1970’ernes intellektuelle ensretning. Men de nye regler for affaldssortering overlever den ikke.

Snydernes endeligt bliver de ti spande til ti slags affald. Dansk erhvervsliv vil mærke det om nogle år. Topledere vil spørge deres HR-afdeling, om der virkelig ikke længere kan findes medarbejdere, der sætter sig på en stol, sten, bordkant eller træstub, før de siger ja til et kanindræberkursus i Kabul eller foreslår samarbejdsudvalget, at alle MUS-samtaler holdes i en pyramide.

”Nej”, vil svaret være, ”desværre, men vi har ansøgere, der lugter af madaffald og vil sejle i kano i stormvejr. Var det noget?”

De ti spande til de ti slags affald kan der ikke argumenteres imod. De er vedtaget af alle partier i Folketinget minus Nye Borgerlige og Enhedslisten, og de udstråler God Vilje. Derudover er de meningsløse. Det kan danskerne læse i avisen.

Men det, der står i avisen, får ikke danskerne til at sætte sig på en stol, sten, bordkant eller træstub og tænke. De gør, som der bliver sagt. Sorterer deres husholdningsaffald i ti fraktioner. Hver husholdning for sig.

Det er dyrt, ineffektivt og dårligt for miljøet at sortere affald på den måde. Det ved de i Norge og Holland. Derfor bruger de robotter til arbejdet.

Centrale robotanlæg kan sortere mere præcist - særligt plastic – og robotter mister ikke motivationen. De enkelte husstande kan nøjes med få containere, og samfundet sætter ikke borgerne til at udføre idiotisk nipsarbejde.

Fordummelse begynder et sted. Et sted er at sætte husholdninger til at sortere deres affald i et endeløst antal bunker, når robotter kan gøre arbejdet bedre og billigere. Et andet sted er at sætte udkørte chefer til at sejle i kano kl. 05.30, i regnvejr, fordi en HR-chef har fået idéen fra et tv-program, men ikke kan huske pointen. Det er i mødet med det meningsløse, at virksomheder og samfund disciplinerer sine undersåtter.

Her skilles velafrettede og snydere. Snydere er besværlige at omgås, besværlige at lede og besværlige at motivere. Spørgsmålet ”hvorfor” går jævnligt gennem deres hoveder, og at alle partier mellem Liberal Alliance og SF har bestemt, at vi allesammen skal tidligt op og sejle i kano, slukker ikke for strømmen.

Men den nye affaldssorteringsordning overlever snyder-kulturen ikke. Idioter på række, der står bøjet over stinkende spande og gør et arbejde, som robotter gør bedre og billigere, kalder ikke på spørgsmål, men en konstatering: Tænk at vi nåede langt.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også