Debat

Alle virksomheder bør skride til klimahandling nu

Vi kommer til at træffe vidtgående beslutninger både som nation og som virksomhed. Her og nu fører nogle logiske, mindre skridt mod den fundamentale forandring. Også i den lille virksomhed.

Vi ved vist alle, at klimakrisen er truende og kræver handling nu. Men hvad er det lige, virksomheden selv kan gøre i morgen? Udsigten til store og vidtrækkende forandringer kan sagtens føre til handlingslammelse, for er det os, der skal gøre noget nu? Og hvad nu hvis de andre bare fortsætter som hidtil? Det aktuelle, langstrakte forløb om klimaomlægning af det danske landbrug viser i stor skala, hvad mange virksomheder også slås med. Hvad må det koste, og hvor vidtgående skal det være?

Lær målestokken at kende

Omvendt kan man sagtens handle nu. Hvis man køber ind på alvoren, og tror at forandringerne faktisk kommer, er der en masse viden, man kan begynde at suge til sig nu. EU har eksempelvis lavet en taksonomi – et sprog – for hvad bæredygtighed er helt konkret. Den består af godt 500 sider med kriterier for, hvornår økonomiske aktiviteter kan betragtes som grønne og miljømæssigt bæredygtige. Aktiviteterne ligger inden for 13 forskellige sektorer, bl.a. CO2-tunge sektorer som energi-, produktion-, transport- og byggesektoren. Vi er helt nede i specifikke produktdetaljer.

Både den lille og den store virksomhed kan med fordel sætte sig ind i denne ”bæredygtighedens målestok”, for den bliver en fælles europæisk standard, og den vil vokse. I første omgang skal kun cirka 60 store børsnoterede danske virksomheder rapportere efter den. Fra 2023 kommer yderligere cirka 1500 danske virksomheder til.

Grøn forandring i praksis

Selv om man som mindre virksomhed ikke får lovkrav om at bruge EU-målestokken, bør man alligevel begynde at sætte sig ind i det. Både fordi det vil give adgang til mere fordelagtige finansielle lånemuligheder fremover, og fordi målestokken kommer til at danne fundamentet for grønne forandringer i praksis i mange sektorer. Jeg ser EU-målestokken som en stor hjælp, så vi undgår, at grøn forandring bliver enkeltstående frivillige initiativer, der kan være - eller kan ligne - ”greenwashing”.

Virksomheder kan også med fordel sætte sig ind i metodikken fra Task Force on Climate-related Financial Disclosures, hvis ide er at samle og rapportere om, hvordan klimaforandringerne vil påvirke virksomheden i fremtiden. Den giver et fremadrettet perspektiv og giver virksomheder indsigt i, hvad en global temperaturstigning på f.eks. 1,5 eller 3-4 grader vil betyde for økonomi og forretningsmodel.

Hårde data om bæredygtighed

Udviklingen peger også på en logisk organisatorisk ændring, som alle virksomheder lige så godt kan foretage nu. Gør bæredygtigheden til økonomiafdelingens ansvar. Eller sørg i det mindste for et solidt samarbejde mellem de bæredygtigheds-ansvarlige og økonomichefen, for vi får brug for hårde fakta om klimabelastningen.

Vi står realistisk over for en CO2-afgift, som vil stige i de kommende år. Samlet set får vi brug for at kende, måle og reducere udledningen af drivhusgasser, og det bliver med direkte effekt på virksomhedens bundlinje. Klimaet er med 200 km i timen på vej ind i den ”hårde” kerne af årsrapporterne.

Det vil slå igennem for enhver underleverandør og partner: ”Hvis du ikke kender din klimabelastning, kan vi ikke handle med dig.” Mange økonomifolk får her i starten brug for en nervepille eller to, når de ser kvaliteten af data til at måle udledninger af drivhusgasser. Men det vil ændre sig. Politikere, store virksomheder og erhvervsorganisationer presser på. Vi får hårde data om bæredygtighed meget snart.

Start stort

Det vidensmæssige og organisatoriske forarbejde peger naturligvis mod forandringer i virksomheden og dens forretningspraksis. De største danske virksomheder er allerede i fuld gang med store forandringer. Og lige fra begyndelsen bør alle fokusere på de store forretningsområder og de afgørende produktområder.

Her er den store betydning for klimaet, og derfor skal vægten lægges her. Det er også her omsætningen og indtjeningen ligger, og virksomhedens langsigtede succes handler om plusser både på bæredygtighedens og på økonomiens bundlinje. Fremtiden belønner den bæredygtige kerneforretning. Sæt i gang!

Læs også