Serier

Dansk fiskeri på katastrofekurs: Lad nu havets egne ressourcer skabe vækst og afdrag på klimaregningen

Mens politikerne forsøger at placere klimaregningen for fortidens synder ved COP26 i Glasgow, fortsætter katastrofekursen for dansk fiskeri herhjemme. Men hvorfor dog?

Klimatopmøde i Glasgow

Det er nok ikke undsluppet nogen, at dansk fiskeri og danske fiskere er under et stort pres. I kølvandet på brexit lægger man an til at afmontere store dele af den danske fiskeflåde. Ønsket kommer især fra de dele af erhvervet, der bedriver fiskeri i Nordsøen. EU er kaldt til undsætning, for døden lader til at være nært forestående for store dele af det danske fiskerierhverv.

Men det er desværre langt fra det største problem. Det største pres på fiskeriet er, at der ikke er flere fisk tilbage i havet. Ikke noget nyt problem, men det bliver værre år for år – og det gælder ikke kun i Nordsøen, men også i de indre danske farvande.

Der er stort set ingen torsk tilbage i østlige del af Østersøen, og torskefiskeriet er næsten lukket ned i den vestlige del i 2022. Vores marine-økosystemer er ved at kollapse på grund af årtier med omfattende råstofudvinding, overfiskeri, ødelæggende bundslæbende redskaber og iltsvind på grund af massive udledninger af næringsstoffer fra landbruget.

Danmark halter bagud

Den gode nyhed er, at det faktisk kan lade sig gøre at kombinere udvinding af mad fra havet med en aktiv indsats for at genskabe balancen i vores marine økosystemer. Det hedder ”regenerativ havkultivering”, og en af den disciplins forkæmpere er den amerikanske organisation Green Wave.

Med udgangspunkt i dyrkning af østers, tang og muslinger i mindre dyrkningsanlæg langs den amerikanske østkyst er Green Wave i gang med at transformere vores forståelse af spiselige ressourcer fra havet. Samtidig skaber organisationen nye værdikæder med stærk, lokal forankring og arbejdspladser i forarbejdning og forædling.

I Danmark er der høstet meget lidt reel erfaring med regenerativ havkultivering. Der er gjort små forsøg hist og her med tangdyrkning, men ikke noget, der er i nærheden af at være økonomisk rentabelt. Stillehavsøsters bliver betragtet som ”invasive”, så dem må man slet ikke dyrke herhjemme – dette til trods for, at de kunne udgøre en værdifuld bioressource.

Blåmuslinger er meget mere end figenblad

Blåmuslinger bliver dyrket på line, men det meste er enten konsummuslinger til eksport eller såkaldte ”miljømuslinger”, der alene dyrkes for at kompensere for den massive tilførsel til havet af næringsstoffer fra landbruget.

Et figenblad, hvor muslingerne bliver taget til gidsel af interesser, der helst ikke ser landbruget tage de nødvendige strukturelle konsekvenser af dets rolle som sorteper i klimakampen. Miljømuslingerne kan i bedste fald bruges som foder til de husdyr, som vi dybest set burde eliminere fra vores tallerkener.

Muslinger bør være menneskemad, og heldigvis slog Concito tidligere på året fast, at blåmuslinger rangerer blandt vores absolut mest klimavenlige fødevarer med et klimaaftryk på mindre end 0,22 CO2 per kilo fødevare. Det er mindre end et kilo gulerødder, og muslingernes næringsmæssige profil er i en helt anden liga end gulerødder med et højt proteinindhold, masser af gavnlige omega3-fedtsyrer og mineraler.

Muslingerne er en nøgleingrediens i klimakøkkenet.

Dyrkningsfællesskaber viser vejen

Selvom vi herhjemme ikke er ret langt med den regenerative havdyrkning, så er en foreningsbaseret udgave af Green Wave vokset frem langs de danske kyster. Mere end 20 lokale foreninger dyrker i dag regenerative hav-afgrøder i lille skala til medlemmernes eget forbrug. Disse foreninger viser vejen frem og gør sig vigtige erfaringer, som fremtidens kommercielle aktører kan få glæde af.

Den regenerative havbonde dyrker flere forskellige arter på samme sted, og hun dyrker kun arter, der ikke kræver nogen form for tilsætning. Ingen gødning, ingen foder, ingen kemi til at slippe af med ukrudt og skadedyr.

Afgrøderne skal ikke engang vandes. Og de bruger ikke plads på land, hvilket giver mere plads til vild natur. Mens afgrøderne vokser, tilbyder undervandsmarken endda et nyt og hårdt tiltrængt tilflugtssted for havets hjemløse arter, og er på den måde med til at øge biodiversiteten.

Størrelse betyder noget

Små, lokalt ejede havmarker med dyrkning af afgrøder til menneskemad er på alle måder langt at foretrække frem for enorme, anonyme dyrkningsanlæg, der i sidste ende kun tjener til at opretholde den status quo, vi skal væk fra, og hvor eksempelvis skyggekastning og drop af fækalier fra havmarken opkoncentreres.

De ting kan vi undgå ved at lægge havmarkerne de rigtige steder og ved ikke at lade os forføre af stordriftsfordele, blind effektivisering og monokultur – de ting, der skabte mange af vores nuværende problemer.

Vi må lære at tænke som naturen og fremme flere forskellige afgrøders sameksistens i et tredimensionelt undervandsrum.

Fremtidens blå klimabønder kræver politisk velvilje

Men hvorfor er vi så ikke i fuld gang med det her? Vi kan starte med at efterlyse noget politisk vilje, for der er strukturelle udfordringer, som skal fjernes. Det er nødt til at være lettere og mere overskueligt for eksempelvis en fisker, der gerne vil afprøve regenerativ havdyrkning, at få de nødvendige tilladelser.

Der er også økonomiske byrder i forbindelse med sikkerhedsstillelse og udtagning af obligatoriske høstprøver, som myndighederne – som det sker andre steder i Europa – kunne påtage sig i en indkøringsperiode.

Der er masser af knapper, man fra politisk side kunne skrue på, og det er oplagt at kickstarte overgangen fra et blodrødt til et blåt hav med at tilbyde fiskerne tilskud til at etablere havmarker i stedet for at lade deres fartøjer ophugge.

Det er en oplagt bold at gribe for de fiskere, der stadig har lyst til at have et aktivt og lønsomt liv på havet. Dem, der ikke bare glæder sig til at blive pensioneret ud af al den elendighed, som tilværelsen som erhvervsfisker har budt på i de seneste årtier.

Dem, der ikke hænger fast i en stærk, urokkelig og gennem generationer nedarvet identitet som jæger. Dem, der kan se fidusen i at sprede deres aktiviteter på flere forskellige indtjeningskilder og dermed få en mere robust forretning. Kystfiskerne kunne sagtens blive fremtidens blå klimabønder og levere råstoffet til danskernes nye planetvenlige måltider fra havet.

En kombination af kystfiskeri med regenerative havmarker ville kunne sikre fiskeriet en rolle som det erhverv, der også i fremtiden skal stå for at skaffe os mad fra havet.

En ny fortælling om det, at være fisker – en fortælling om et erhverv, der gennem sin praksis er med til at opbygge i stedet for at udhule naturressourcer. Mon ikke også det er noget, der ville kunne tiltrække unge mennesker til erhvervet? Det er tiltrængt.

Enhver krise rummer muligheden for en ny start – også denne.

Læs også