Debat

Det er Viola eller kaos. Stem!

Kommunalbestyrelsen er den menneskelige komponent i en nyserviceret Audi. På godt og ondt. Stem!

Der, hvor jeg går på jagt, hænger Viola i en lygtepæl. Viola ser ud som om, at det kunne hun egentlig godt have undværet. Men det fulgte med. Måske var det heller ikke Violas idé at fortælle om turene med Bella og Nougat. Men det fulgte også med. Det med hundene. Hun er opstillet som nummer 14.

Stem! Viola har erhvervslivet og ældrepleje som sine mærkesager, og hun udstråler arbejdsom ordentlighed. Ovenover Viola hænger Anders. Han er glad. Han ligner en, der holder af god mad og en god snak. Med alle slags mennesker. Anders er borgmester. I hvert fald til i morgen.

Stem! Ellers bliver der kaos. Kaos på den måde, at kommunerne og regionerne givetvis kan køre som nyservicerede Audier uden politikere, men det bliver ikke det samme. Det er folk som Viola og Anders, der er den menneskelige komponent. Det er Viola og Anders, der kan slå koteletten i bordet og sænke skatten, renovere skolen og give tilladelsen, der ellers kunne simre uendeligt i gryden af hensyn. Det er også Viola og Anders, der kan ophøje en padde til part i en lokalplan eller opfinde en by, hvor ingen har brug for at parkere.

De 9.000 kandidater, der er stillet op til kommunalvalget, er den menneskelige komponent. De er ikke et spejl af danskerne, som de er flest, for danskerne vil have hygge, forudsigelighed og billig Amarone, og kandidaterne vil mere. De vil noget med samfundet. Ændre noget eller bevare noget. Kaos opstår, hvis man tager den menneskelige komponent ud. Man kan simpelthen ikke bruge ”Spørg Siri” eller den kommunale administration til at få et svar på, om borgerne i Lilleby har mest brug for en lavere grundskyldspromille eller en ny, flot sportshal.

Nyservicerede Audier kan alt, bortset fra at bestemme om borgerne har mest brug for en lavere grundskyld eller en ny sportshal. Her rækker algoritmer og AI ikke. Det er folkestyrets natur og mysterium, at en ”Viola” med sikkerhed kan fastslå, at Lilleby har brug for lavere skatter, og 100 meter derfra kan en ”Anders” sige, at det tværtimod er højere skatter, der vil gavne Lilleby. Man kan ikke spørge Siri, hvem af dem, der har ret – uanset hvor skråsikkert de hver især måtte gøre deres standpunkt til simpel strimmelregning. Dét er den menneskelige komponent.

Den menneskelige komponent er også, at de 9.000 kandidater ligner os, og at vi ikke bryder os om påmindelsen. Det gør vi ikke.

I nogle måneder har medier fået diskrete, insisterende tip om, at kandidat Jensen, Hansen og Nielsen opfører sig som os andre. Det vil sige delvist som man i-k-k-e bør og skal. Eksempelvis har en kandidat fra en kommune nord for København opført en garage, som ifølge en bygningssagkyndig kun kan bruges til sit formål, hvis man har en bil, der kan parkeres sidelæns. Til gengæld viser billeder en teenagedatter bo i garagen. Ejeren er politikommissær. Og menneske. Hvem af os kender ikke nogen, der har indrettet et værelse bag en garageport eller lagt varme ind i en uopvarmet udestue? Hva’?

Og de får småpenge for arbejdet. Ved du det? De kandidater, der kommer gennem nåleøjet og bliver valgt, får så beskedent et beløb for deres indsats, at mange ikke gør sig forestillinger om det.

Jeg kender en. Da hun til et middagsselskab fortalte om sit engagement i politik, var der ikke andet end nysgerrighed og verbale klap på skulderen – til en kvinde spurgte ind til honoraret. Derfra skiftede stemningen. Respekten fordampede. Kvinden regnede elskværdigt ud for hende, hvor lav timesatsen var for at være den menneskelige komponent i en nyserviceret Audi. Så vidste hun da dét. Hvad en bestyrelsespost i en privat virksomhed kunne indbringe til sammenligning, og hvor naragtigt det jo så var at sidde i bestyrelsen for A/S Lilleby Kommune.

Stem! Kommunalpolitik er også en disciplin, hvor man møder mestre. Så kan man være politisk uenig med dem, lidt eller meget, men mestre er de. Borgmestre med et sprogspil. Jeg mødte ved en fuldstændig tilfældighed en af mestrene dagen før kommunalvalget i 2017.

På vej til den restaurant, hvor jeg havde en aftale med en ven, så jeg mesteren over alt. Kommunens lygtepæle var simpelthen tapetseret med hanstofthanstofthanstofthanstofthanstofthanstofthanstoft.

Nå. Vi sidder på restauranten med et glas vin, da … Hans Toft træder ind. Vist for at blive fotograferet med nogle sejlere. Alle i lokalet nikker til Hans Toft, og Hans Toft nikker tilbage til alle. For han kender alle i lokalet. Undtagen mig. Så han styrer hen til mit bord og rækker hånden frem: »Goddag. Jeg hedder Hans Toft«.

Sådan gør en mester. Stem på Viola. Eller en anden. Ellers bliver der kaos.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også
Top job