Serier
BREAKING

Jeg var ikke inviteret til bankernes årsmøde. Men her får de talen alligevel

Kære erhvervsminister, hr. nationalbankdirektør, ærede bankdirektører, gode medarbejdere i Finans Danmark samlet til årsmøde.

Corona rammer verden

Tak for, at jeg ikke er inviteret i dag. Det er både en ære og en glæde. Jeg ville på min side nok kede mig en smule, og I ville på jeres side tænke, om det næste bliver, at man inviterer børn med. Bare rolig. Det er de voksnes dag i dag. Så fuldt og helt.

Nu børn. Det får mig til at tænke på et opslag på LinkedIn, som en bank, der bor i et hus, der ligner en isterning, lagde op i sidste uge.

Her viste banken, at den har en slags medarbejderkonkurrence om, hvem der har en grim julesweater. Inden for samme uge havde banken et opslag om, at det er svært at være ordblind og svært at sidde i kørestol. En medarbejder havde sat sig i en kørestol og kunne ikke nå op til en frokostbuffet, og hun smilede over hele femøren, og de havde også stavet et skilt forkert med vilje. Så det. Jeg kan selv huske ”Sådan er det at sidde i kørestol” fra 5. klasse og grim julesweater-uge fra 1. g.

Mon de voksne i banken, der har domicil i en isterning, tænker over, at andre voksne ikke leger grim julesweater-leg på LinkedIn? Eller ikke leger fra-en-kørestol-kan-jeg-ikke-nå-salatbuffeten-leg på sociale medier? Det er gode lege, bestemt. Men. I den delikate proces, der hedder danskernes meningsdannelse om erhvervslivet, ved enhver skolebladsredaktør, at de sider, der har overskriften ”Sjov og spas”, fortæller lige så meget om skolen som siderne ”Nyt fra bestyrelsen og ledelsen”.

Nå. I skal jo debattere to emner i dag: ”Den aktuelle situation i dansk økonomi” og ”Digitalisering”. Det er gode emner. At jeg ikke er inviteret, kommer virkelig til sin ret her. Jeg ville nok sidde på række 23 og hviske til en underdirektør i Sydbank, at det lyder lige så spændende som Danmark mod Congo. I har så frisket sagen op med en ordstyrer fra fjernsynet, og så havde vi haft dét at hviske om, indtil jeg havde spurgt underdirektøren, om han tilfældigvis går på jagt, og så havde vi haft dét at hviske om frem til frokosten.

Det er de voksnes dag, og oppe på scenen spørger ordstyreren fra fjernsynet, om nogen i panelet vil sætte ord på, hvilken rolle banksektoren har spillet under coronaen. Det er der. Arrangementet foregår trods alt i Skuespilhuset. Rasmus Bjerg opfinder jo heller ikke pludselig en replik i ”Medea”, så Signe Egholm og Jens Jørn Spottag kigger desorienterede ned i gulvet. Forberedelse er alt. Og så skal der samtidig være dette twist af improvisation og kontakt med salen, så os, der sidder og hvisker om skudafstande til gæs og haglstørrelser, pludselig fornemmer, at der er blevet sagt noget vigtigt. Deroppe. På scenen.

En ret kort overgang var jeg på gennemtræk i en slægt, hvor der havde været lidt samarbejde med tyskerne under besættelsen. Ikke som sådan det vilde – en position i en organisation, som alle bagefter havde været åh, så kloge på at slå i hartkorn med den rene vare, og noget handel med landbrugsprodukter til fælles gavn og glæde. Den slags. Som de mennesker dog ikke talte om Anden Verdenskrig. Eller hvad der skete på egnen under den tyske besættelse, eller opgøret bagefter, med al dens retfærdighed og uretfærdighed, eller hvorfor nogen i slægten var flyttet kort efter befrielsen og derefter havde levet et liv så lavmælt som små grå mus.

Ind i mellem fornemmer jeg, at I anser slaget for tabt. At I har opgivet troen på at kunne vinde danskernes tillid - som sektor – men at nogle af jer stadig tror på tilliden som enkeltbanker.

Anders Heide Mortensen

Om dette ene emne var der tavshed i en kaskade af munter samtale og fest. Slægten havde så at sige opdraget sig selv til at være voksen på en særlig måde. Man kunne tale og pjatte og grine af alt, inklusive ting, som børneører i min tid først hørte bag skolernes toiletter. Men ikke dette ene emne.

Kære erhvervsminister, hr. nationalbankdirektør, ærede bankdirektører, gode medarbejdere i Finans Danmark. Tak for at jeg ikke er inviteret i dag. Derfor et det mit privilegium at spørge, hvorfor emnet for dagens debat ikke er tilliden mellem banksektoren og danskerne. Dette ene emne, som al samtale så ofte kredser om, når I taler om de politikere, som danskerne har valgt, og når danskerne og politikerne taler om banksektoren.

Ind i mellem fornemmer jeg, at I anser slaget for tabt. At I har opgivet troen på at kunne vinde danskernes tillid - som sektor – men at nogle af jer stadig tror på tilliden som enkeltbanker. Det er faktisk skidt. Frustrationen lyser ud af jer – som sektor – når de politikere, som danskerne har valgt, tromler en milliardregning hen over jer som den delvise finansiering af Arne-pensionen. Ingen tager for alvor bankerne i forsvar.

Er det ikke emnet til næste års årsmøde i Finans Danmark? At hyre en fra fjernsynet til at styre en debat om elefanten i rummet?

Og for at sætte dén sag på plads: Som i år vil det både være mig en glæde og en ære ikke at være inviteret. Tak for ordet.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også
Top job