Virksomhedernes sociale ansvarlighed skal favne bredt
Skal man tage samfundsansvar som virksomhed og få noget ud af sit CSR-arbejde, kan man ikke nøjes med blot at se på f.eks. klima. Ansvarlighed tælles i dag på flere parametre, så man står sig bedst og mest konkurrencedygtigt ved at arbejde med hele CSR-pladen.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Hvis klima og diversitet skulle spille sten-saks-papir i de store virksomheder, ville resultatet være uafgjort. For de to emner prioriteres faktisk lige højt. Det viser en medlemsanalyse fra Dansk Erhverv.
Vi kommer ikke uden om, at klimaet er den største udfordring for vores og den næste generation. Ekstremt vejr, store skovbrande og varmerekorder er forvarsler for konsekvenserne, hvis vi ikke handler. Den gode nyhed er, at det er vi i fuld gang med. Vi skal blive bedre, men arbejdet er i gang.
Den omtalte medlemsanalyse fra Dansk Erhverv viser således, at cirka halvdelen af virksomhederne er i sving på klimaområdet. Ser vi på de store virksomheder, dem med flere end 250 ansatte, er det faktisk 82 procent, der arbejder med klimatiltag.
Men selv om klimaet aktuelt er den første og største udfordring i virksomhedernes CSR-arbejde, skal det ikke overskygge arbejdet med eksempelvis diversitet. Det er både muligt og nødvendigt, at man som virksomhed har fokus på flere ting ad gangen. Det er der gode grunde til.
Vil man som virksomhed være konkurrencedygtig både i dag og fremover, er det nødvendigt med fokus på hele CSR-pladen. Manglen på arbejdskraft er en realitet, og med den demografiske udvikling i Europa og således også i Danmark, bliver jagten på dygtige medarbejdere kun stadigt mere krævende.
Skal man som virksomhed kunne hente medarbejdere på de øverste hylder, er fokus på blandt andet klima, miljø og diversitet væsentlige konkurrenceparametre. Samtidig er diversitet en forudsætning for, at vi kan få de bedste kompetencer i spil internt i virksomheden, øge innovationskraften, tænke nyt og udfordre status quo. Og det er der i dén grad behov for, hvis vi skal løse klimaudfordringen.
Hvor det måske engang næsten var nok at give en konkurrencedygtig løn, har fokus i dén grad rykket sig. Kommende medarbejdere ser på hele pakken, og slår man stærkt negativt ud på dele af den, kan man meget vel blive fravalgt.
Fokus på diversitet er naturligvis også en god investering, fordi det i sidste ende medfører mere arbejdsglæde og trivsel blandt de ansatte, hvilket i sidste ende medfører en mere lønsom forretning.


