Debat

Hvem skal stå for at levere vores velfærd?

Når kvaliteten i det offentlige velfærdssamfund ikke lever op til borgernes forventninger, åbner der sig hurtigt et marked for private aktører. Men skal privatmarkedet være et supplement eller et alternativ til de offentlige services? Svaret er ikke enkelt. Første skridt er, at vi som samfund tager fat på samtalen.

Hvem skal stå for at levere serviceydelser til borgerne i det danske velfærdssamfund – det offentlige, det private eller begge?

Det spørgsmål trænger sig på hos mig, når medierne fyldes med historier om uheldige borgere, der kommer i klemme i vores offentlige velfærdssamfund. Som nu, hvor kombinationen af en fjerde coronabølge og et i forvejen presset sundhedsvæsen gør, at mange planlagte operationer udskydes endnu engang.

I efteråret var der borgere, der ikke kunne komme igennem til alarmcentralen, og vi kender også alle eksemplerne med ventetidsgarantier, der ikke overholdes, kræftpatienter der ikke får stillet den rette diagnose, og førstegangsforældre der sendes hjem få timer efter fødslen.

Vi bliver skuffede, når en forventning ikke bliver mødt. Derfor er ’forventning’ også et helt centralt nøgleord, når vi diskuterer ydelser i fremtidens velfærdssamfund. 

Det er allesammen kerneydelser, som vi har en grundlæggende forventning om, at vores offentlige sundhedssektor kan levere til os. Når det ikke sker, er det kritisk. Det er kritisk for den enkelte i situationen, men også kritisk for borgernes tillid og opbakning generelt til den danske velfærdsmodel, der – når den fungerer – ikke findes bedre noget sted i verden.

Når velfærdssamfundet ikke leverer de kerneydelser, vi som borgere mener, vi er blevet stillet i udsigt, skaber det skuffelse. Det sker for så vidt i alle de relationer, vi indgår i. Vi bliver skuffede, når en forventning ikke bliver mødt. Derfor er ’forventning’ også et helt centralt nøgleord, når vi diskuterer ydelser i fremtidens velfærdssamfund.

Som jeg ser det, er der brug for en langt tydeligere fælles forventningsafstemning om, hvilke velfærdsydelser vi som borgere kan regne med at modtage fra det samfund, vi er en del af. De offentlige ressourcer er ikke ubegrænsede. Alene udgifter til ældreplejen forventes at stige til 79 milliarder kroner om året fra 2050, fordi vi bliver flere ældre, og vi lever længere.

Med begrænsede midler er det nødvendigt at prioritere. Alt kan ikke være en prioritet. For hvis alt er lige vigtigt, er intet vigtigt. Den prioritering sker også hver eneste dag i private virksomheder, hvor man heller ikke kan levere alt. Derfor savner jeg en mere åben diskussion i befolkningen om, hvad vi prioriterer, at vores velfærdssamfund skal levere og i så fald i hvilket omfang og hvilken kvalitet.

Når først den forventningsafstemning er på plads, er det også lettere at tage stilling til, hvad det offentlige velfærdssamfund ikke skal levere. Og dermed om vi som samfund ønsker, at private aktører skal byde ind med services på frie markedsvilkår.

Det er en vigtig strukturel problemstilling i vores samfund, som vi er nødt til at tage stilling til for at sikre, at vi også i fremtiden får så meget velfærd for pengene som muligt. I dag kan skillelinjen mellem det offentlige og private let synes udvisket og til tider helt usynlig. Det ses måske allertydeligst inden for private sundhedsforsikringer, hvor nu omkring 1,9 mio. danskere har adgang til hjælp, de ikke kan få i det offentlige sundhedsvæsen.

Vi mærker også selv som forsikringsselskab en stigende interesse hos danske lønmodtagere for privat lønsikring, som giver ledige en højere månedlig udbetaling end de satser, det offentlige dagpengesystem kan tilbyde. Begge er eksempler, hvor private aktører tager over, hvor det offentlige hører op. Men der findes også mange eksempler på et privatmarked, der direkte konkurrerer om løsninger, som traditionelt hører det offentlige til.

I forsikringsbranchen ser vi for eksempel i øjeblikket, at udbydere af digitale lægeydelser, som rådgiver borgerne via upload af billeder, vinder frem som et alternativ til de praktiserende læger i det offentlige sundhedsvæsen. Om det er en farbar vej eller ej, vil jeg ikke gøre mig til dommer over her.

Som direktør for et privat forsikringsselskab kan jeg let øjne nye potentielle forretningsmuligheder som konkurrerende alternativ til det offentlige. Men betyder det, at vi som privat aktør nødvendigvis skal gå ad den vej? Jeg savner en åben debat i vores samfund, hvor vi – på tværs af alder, geografi og ophav – tager en fælles samtale om, hvilket samfund vi ønsker. Det er en demokratisk samtale, der rækker langt ud over aktuelle finanslovsforhandlinger eller den næste fireårige valgperiode.

Målet må altid være at sikre den bedste velfærd til borgerne. Spørgsmålet er, om midlet er privatmarkedet som et supplement eller alternativ til det offentlige velfærdssystem.

Læs også
Top job