Debat

Bankerne afviser coronaramte erhvervskunder

Hos Finans kunne man forleden læse bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, gentage budskabet om, at bankerne under coronakrisen er klar til at strække sig langt for at hjælpe levedygtige virksomheder.

Selskaber går ned på stribe: Kun få konkurstruede virksomheder bliver reddet af rekonstruktion - FINANS

Det klinger desværre hult, når vi i SMVdanmark løbende har fået henvendelser fra mindre erhvervsdrivende, der er blevet mødt med et afslag eller høje renter, når de har bedt om likviditet fra banken til at klare sig igennem coronakrisen.

Det er særligt uheldigt, fordi krisen, restriktioner og nedlukninger har betydet, at ellers sunde virksomheder har haft brug for at trække på deres bank. I en del tilfælde for første gang i virksomhedens historie.

Det illustreres måske bedst gennem nogle af de eksempler, som vores medlemmer har berettet om.

I foråret 2020 da Danmark lukkede ned, bad ejeren sin bank om et kortvarigt lån på godt 50.000 kr. til at klare sig økonomisk gennem de næste tre måneder. Der er tale om en af Danmarks største banker, hvor han har været kunde gennem 15 år.

Han fik besked på, at han højst kunne få 10.000 kr. og et skriftligt svar om, at ”krisen ikke har ændret noget”. Vi har svaret på e-mail. I øvrigt opfordrede banken ham til at sælge huset for at have penge til at klare krisen.

Et andet og desværre meget typisk eksempel er en veldrevet frisør med positiv bundlinje, der blev tvangslukket og måtte sende medarbejderne hjem med fuld løn.

De bad banken – også en af Danmarks største - om hjælp til at sikre likviditeten, men på trods af at banken sort på hvidt kunne se, at der var kompensation på vej, forlangte bankrådgiveren alligevel en skyhøj rente, og at frisørmesterens ægtefælle skulle flytte sin konto til banken.

Der er givetvis eksempler på, at nogle bankansatte handler i strid med bankens politik. Men landets største banker har dog for vane at have en enslydende politik på tværs af hele koncernen.

Uanset hvad, så bør dette og andre eksempler få bankernes lobbyister til at holde igen med budskabet om, at bankerne har strukket sig langt under coronakrisen. Det er desværre ikke den oplevelse, som mange selvstændige sidder tilbage med.

Læs også
Top job