Debat

Gas og kernekraft er bæredygtigt - og det er godt

EU giver med ny afgrænsning af kernekraft og gas som grøn energi et tiltrængt skub bagi til kapitalen og bæredygtigheden.

Det vakte bestyrtelse i bæredygtigheds-kredse, da EU ved årsskiftet annoncerede, at gas og kernekraft med ret stor sikkerhed bliver kategoriseret som grønne energiformer.

Kritikkerne fandt, at EU begik en eklatant fejl ved at gøre det muligt for pensionskasser og andre tunge investorer at investere i gas og kernekraft og markedsføre det som bæredygtigt. Det var EU-godkendt ’greenwashing’, lød kritikken.

EU’s nye regler, den såkaldte taksonomi, kommer til at indeholde, hvad der videnskabeligt understøtter EU’s grønne omstilling; men den indeholder også gas og kernekraft. Ifølge kritikken en uskøn sammenblanding af videnskab og (misforstået) hensyn til den nuværende energisammensætning. For mange er gas, der udleder CO2, og kernekraft, der skaber radioaktivt affald, videnskabeligt og ideologisk svært at forene med den grønne omstilling.

Man kan argumentere for, at denne måske uskønne sammenblanding af videnskab og nødvendighed netop er den mest bæredygtige vej for at undgå klimaforandringernes dystre udsigter.

Thomas H. Kjærgaard

Virkeligheden er dog, at begge typer er nødvendige. Tyskland er voldsomt afhængig af (bl.a. russisk) gas, nu da kernekraft udfases, og brunkul ikke just er et relevant alternativ. Frankrig er nærmest stolte af egne evner indenfor kernekraft. Det virker upåklageligt og udleder intet CO2. Og selv i Finland tages endnu en ny reaktor i brug sidst på måneden.

I afgrænsningen af EU’s taksonomi vandt hensynet til forsyningssikkerhed, stabile energipriser og rå konkurrencekraft over den ’rene’, videnskabelige afgrænsning.

Men er det nu så skidt endda? Man kan argumentere for, at denne måske uskønne sammenblanding af videnskab og nødvendighed netop er den mest bæredygtige vej for at undgå klimaforandringernes dystre udsigter.

For det første kan gas og kernekraft paradoksalt nok netop være de elementer, der skaber forbindelsen mellem nutidens nødvendighed og videnskabens renhed, og dermed gør taksonomien mere spiselig for et langt større europæisk publikum.

For det andet kan det styrke momentet i den grønne omstilling at have erklærede bæredygtige og institutionelle investorer med ombord som aktive ejere i gas- og kernekraftsselskaberne. De kan sikre, at den nødvendige bagtrop i den grønne omstilling ikke sakker for langt bagud.

EU’s taksonomi giver os grund til at være optimistiske

Læg dertil, at taksonomien blot er et af mange politiske virkemidler, der skal til for at finansiere den grønne omstilling. Institutionelle investorer stod allerede inden taksonomien i kø for at finansiere bl.a. de store energiprojekter. Pengene skal nok finde vejen, og EU giver dem med taksonomien – gas og kernekraft til trods – et tiltrængt skub bagi.

Blandt de multinationale virksomheder, der skal få omstillingen til at ske globalt, synes der at være en appetit på hele tiden at øge ambitionsniveauet. For dem er den europæiske taksonomi faktisk ikke så afgørende og da slet ikke en begrænsning.

Endeligt, og måske vigtigst, rydder taksonomien op i dagens bazar af hjemmestrikkede bæredygtighedsbegreber, og forhindrer ikke at hverken forbrugerne eller udbyderne af investeringsprodukter lægger yderligere krav på.

Læs også
Top job