Grønne obligationer tester investorerne og lovgivningen
Hvis de grønne obligationer er lovlige, bør de forpligte staten til at øge både de grønne og sociale ambitioner.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Onsdag den 19. januar afholdtes den første auktion for grønne statsobligationer i Danmark. Staten – i skikkelse af Nationalbanken – udstedte gæld for 5 mia. kr. øremærket til grønne tiltag. Interessen var til at tage og føle på – samlet set havde pensionskasser og andre institutionelle investorer lagt bud for samlet set 23 mia. kr.
Den store efterspørgsel betød, at staten fik en god kurs for den udstedte gæld. Faktisk en bedre kurs og dermed et bedre provenu, end hvis staten havde ladet sig finansiere med traditionelle statsobligationer.
Investorerne fik til gengæld en lavere rente. Og det siger noget om investorernes appetit på det grønne, når der “up front” synes at være villighed til at gå på kompromis med investeringens afkast.
Det har investorerne helt sikkert tænkt længe og grundigt over. Dels fordi det er, hvad porteføljeforvalterne gør – grubler over selv de mindste marginaler – dels fordi de ved, at Finanstilsynet kigger med.
Finanstilsynet har gjort det klart, at der er forskel på samfundets risiko og pensionskundernes risiko. Kundernes finansielle risiko – og afkast – er ifølge Finanstilsynet pensionsselskabernes obligatoriske pensum. Det er samfundets grønne omstilling derimod ikke, og selskaberne må altså ikke bare bruge kundernes opsparing på forgodtbefindende, heller ikke den grønne omstilling.
Det er kun godt, at tilsynet holder lidt øje med pensionsbranchen, der til dato har kommunikeret et ønske om at investere 350 mia. kr. i den grønne omstilling. Ingen forventer, at Finanstilsynet vil acceptere slinger i valsen, men dog nok efterlade et fortolkningsrum, hvor samfundshensyn og afkasthensyn kan mødes. Og de danske grønne obligationer tester dette rum.
De grønne obligationer rejser imidlertid andre interessante spørgsmål. Hvis staten kan finansiere den grønne omstilling billigere med målrettede, grønne obligationer, bør den så ikke være forpligtet til altid at afprøve denne finansieringsform i højere grad? Alt andet vil tilsvarende være at gå på kompromis med borgernes penge, hvis man rent faktisk kan finansiere sig billigere end ved traditionelle statsobligationer.
Et andet spørgsmål er, om den offentlige sektors ambitioner også bør bredes ud til at omfatte f.eks. sociale obligationer som bedre finansiering af social bæredygtighed i samfundet?
Vejen er måske kortere end som så. De tekniske principper, der ligger til grund for statens grønne obligationer, eksisterer også for sociale obligationer. Pensionsselskaberne efterspørger generelt flere bæredygtige investeringer - ikke kun grønne obligationer. Og de sociale obligationer ligger i endnu højere grad tættere på selskabernes oprindelige formål og forretningsmodeller for f.eks. mental sundhed og reduktion af stress. Med andre ord: Hvilket pensionsselskab ville ikke have lyst til at investere i rehabilitering eller en bedre dansk psykiatri?
