Ansvarlige investeringer i krigstid

Danmarks største investorer har kritisk dialog med – og kan ekskludere – selskaber, der ikke respekterer menneskerettighederne. Omvendt tilstræber investorerne at investere i de selskaber, som efterlader det bedste aftryk på miljø og samfund. 

Det er essensen af pensionsselskabers og investeringsforeningers samfundsansvar, og er helt i tråd med FN’s principper for “do no harm” og “do good”. De danske investorer har med disse principper og moralske kompas ageret som det, man kan kalde gode ”FN-investorer”.

Krigen i Ukraine stresstester FN-investoren. Ruslands angreb på Ukraine betyder, at investeringer i russiske statsobligationer og statskontrollerede selskaber står i endnu skarpere modsætning til principperne om “do no harm” og “do good”. 

Og selvom nogle af investorerne de seneste dage har haft travlt med at sælge ud af deres russiske aktiver, har de fortsat betydelige investeringer med direkte eller indirekte berøring med Rusland, som skaber afkastmæssige og moralske hovedbrud.

EU’s målrettede sanktioner og forbud mod at investere i udvalgte russiske selskaber løser nogle af dem, men de giver ikke svaret på, hvad investorerne principielt skal stille op med investeringer i lande, der værdimæssigt ligger langt fra os. 

I dag må det dog stå klart, at fortidens ubekymrede investeringer i bl.a. Rusland endegyldigt er forbi; hvis ikke det stod klart nok beskrevet i den nye danske udenrigsstrategi. 

I samme strategi fremgår det også, at Kina, Vestens ”systemiske rival”, udgør en reel geopolitisk udfordring. Kinas adfærd i Hong Kong, overfor Taiwan og larmende tavshed overfor den russiske invasion er håndfaste eksempler på, at danske investeringer og samfundsansvar også her bliver udfordret. Og Kina har langt større betydning for dansk erhvervsliv og danske pensionsopsparinger end Rusland.

Ruslands angreb på Ukraine kan også få investorerne til at genoverveje deres eksklusion af forskellige våbenselskaber. I årevis har danske investorer udvist tilbageholdenhed overfor investeringer i våbenindustrien til NGO’ernes store tilfredshed. Men et scenarie med væbnet og åben konflikt mellem Vesten og Rusland kan bane vejen for, at FN-investorerne må træde i baggrunden, mens det man kan kalde ”NATO-investoren” træder et skridt frem. 

Det fremgår også i den danske udenrigsstrategi, at det trods alt er NATO, amerikansk lederskab - og våbenselskabernes produkter - som er garant for dansk sikkerhed.

Det er samfundsansvar vendt på hovedet, at investeringer i våbenselskaber måske fremover kan rapporteres som særlige “do good”-investeringer side om side med vindmøller. Men i krigstid er det desværre slet ikke utænkeligt. 

Hvem skal ellers redde vores demokrati, den grønne omstilling og FN-investoren?

Thomas H. Kjærgaard