Fortsæt til indhold

Ordbog for Nordea-ansatte, der fik forbud mod at bruge ordet ”krig”

Nordeas kommunikationsafdeling har givet bankens eksperter forbud mod at bruge ordet krig. Det var selvfølgelig en fejl. Altså at sagen endte i Børsen.

Debat
Anders Heide Mortensen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Anders Heide Mortensen, kommentator og kommunikationsrådgiver

Nogen har i denne uge videresendt en mail til Børsen, hvor Nordeas kommunikationsafdeling forbyder økonomer og eksperter i banken at bruge ordet ”krig”, når de udtaler sig om dét, der foregår i Ukraine.

Det er meget beklageligt. Det burde ikke være nødvendigt med sådan en mail. Nordeas talspersoner burde kunne sige sig selv, at Nordea ikke bruger et meningsladet ord som ”krig”. Nordea har ikke nogen mening. Nordea har billån og opsparingskonti.

Men en medarbejder har altså alligevel tænkt, at en instruks var på sin plads. Vi ved ikke præcis, hvad der er blevet tænkt, men tanken kunne være, at medierne og politikerne kunne påvirke Nordeas ansatte til at tage fejl. De ansatte kunne tro, at når alle andre i den vestlige verden bruger ordet krig om begivenhederne i Ukraine, så kunne de også bruge ordet krig.

Men Nordea er ikke på den måde en del af den vestlige verden. Mens den vestlige verden har travlt med at følge de russiske troppers fremrykning i Ukraine, har en medarbejder i Nordeas kommunikationsafdeling travlt med at finde på et ord for fremrykning, der ikke er ”krig”. Og fortælle Nordeas talspersoner, at de i stedet skal skrive ”krig”, men ”invasion”. For eksempel: ”Invasionen i Ukraine skaber udsving på aktiemarkederne”, som banken skriver til sine erhvervskunder. Ikke krig.

Invasion lyder hen ad, at nu var der ikke andre udveje. Storebror var simpelthen nødt til at gå ind på lillebrors værelse og rydde op, for der var blevet meget rodet. Lillebror råbte ”gå ud!” og”la’ vær’”, og så blev storebror jo nødt til at give ham tæsk og ødelægge hans computer. Der var ikke andre udveje. Der var blevet meget uordentligt på lillebrors værelse, og nu indfører storebror orden. Ved at invadere.

Desværre – og det er tragedien i denne sag – sendte nogen den mail til Børsen, som kun var tiltænkt ansatte, der udtaler sig på bankens vegne. Så går det, som den slags går: Børsen spørger ind til instruksen, så Frank Vang-Jensen, Nordeas danske direktør, må sige rundstyk, og sådan var mailen ikke ment, og her er nogle penge til nødhjælp.

Det hele er meget beklageligt. De ansatte i Nordea er nu efterladt med en meget tynd ordbog, og der kan stadig være meget af det tilbage, som verden kalder krig, og som Nordea-instruksen kalder ”situationen i Ukraine” og i hvert fald ikke krig.

Hvad skal Nordea for eksempel skrive til sine kunder, hvis Putin til sidst opgiver at erobre landet, han har sendt tropper ind i? Eller som den vestlige verden, men ikke Nordea vil kalde det: Rusland taber krigen?

Mit forslag er, at det skal være noget om parret Viktoriya Sinitsina/Nikita Katsalapov og deres flotte sølvmedalje i isdans ved OL i Beijing. ”Stor sejr for russisk isdans” kan overskriften være, og så skal der være et billede af en skøjte. ”Sejr” er på mange måder et meget bedre ord for at blive nummer to efter vinderen end ”nederlag”. Både i forhold til isdans og krig.

Nordeas økonomer og eksperter er tilsyneladende lykkedes med at tilpasse sig kommunikationsafdelingens forbud. Det er gode nyheder for Nordea, hvis kommunikationsafdelingen ringer i næste uge efter at have tænkt over tingene. Nogen i afdelingen kunne for eksempel have bestemt, at i forhold til salget af billån og opsparingskonti passer det bedst, hvis Nordeas økonomer og eksperter ikke bruger ordet ”masseødelæggelser”, men ordet renoveringsbehov, kalder ”flugt” for midlertidig kødannelse og omdøber ordet ”heltemod” til adfærd, der ikke er reguleret i overenskomsten med Finansforbundet.

Altså bare lidt sproglige justeringer. Småtteras. Ordene betyder jo nærmest det samme. Ikke?

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Artiklens emner
Nordea
Anders Heide Mortensen