Farvel til globaliseringen: Pandemi og krig baner vejen for en ny verdensorden
Efter at vi har brugt næsten 70 år på at vikle vores økonomier ind i hinanden og skabe varig fred gennem samhandel og økonomisk afhængighed, ser vi nu en bevægelse i modsat retning.
Bedst som vi troede, at 2022 vil blive året, hvor tingenes tilstand for alvor kunne vende tilbage til normalen, fordi corona-pandemien ville blive endemisk, har Ruslands krig mod Ukraine kastet os ud i en politisk turbulens, som vil få vidtrækkende og langvarige konsekvenser for den globale økonomi.
Mens vi siden Anden Verdenskrig har brugt næsten 70 år på at vinkle vores økonomier ind i hinanden og skabe varig fred gennem øget samhandel og økonomisk afhængighed, ser vi nu en bevægelse i modsat retning. Nu gælder det om strategisk selvforsyning og uafhængighed. Det var en bevægelse, som allerede begyndte under corona-pandemien, og som har taget yderligere fart med bestræbelserne på at afkoble især Europa fra afhængigheden af russisk olie og gas efter Putins invasion af Ukraine.
Ser vi på den nye situation med makroøkonomiske briller, er der ingen tvivl om, at den vil få vidtrækkende konsekvenser. Rusland er verdens største eksportør af korn og Ukraine den femte største, ligesom Rusland står for 30 procent af Europas forsyning af olie- og gas. Derfor ser vi også, at olie- og gaspriserne samt hvedepriser er steget til himmels siden krigens start. Det afspejler sig igen i en inflation på 5,8 pct. i Europa og 7,9 pct. i USA – et niveau vi ikke har set siden 1980’erne.
Selvom sanktionerne er rettet mod Rusland, er der derfor ingen tvivl om, at de heller ikke er gratis for resten af verden. Hårdest vil det gå i verdens fattigste lande, som ikke har råd til at betale de stigende priser, og hvor vi i værste tilfælde kan stå foran en periode med akut fødevaremangel, og hvor der kan være lagt i ovnen til politisk uro med flygtningestrømme som konsekvens. For vi skal ikke glemme, at krigen i f.eks. Syrien i stor udstrækning var forårsaget af manglen på korn og andre basale fødevarer.
Dyrt at være fattig
Hvor meget hjælp, de skal forvente fra Europa og USA, er ligeledes usikkert. For selvom strategisk selvforsyning og suverænitet virker tillokkende, er det som sagt ikke gratis. Globaliseringen har nu i årtier gjort det muligt at skabe en international arbejdsdeling og specialisering, så vi kan få varer produceret der, hvor de er billigst.
Hvis vi vender denne udvikling om, må vi forvente, at det generelt bliver dyrere at være forbruger, også selvom teknologi har skabt muligheder for at automatisere og hjemtage produktion, som vi ikke tidligere har haft. På den måde kommer omstillingen utvivlsom til at koste på både stats- og husholdningsbudgettet, og det kan, som vi allerede har set, gå ud over bistanden til verdens fattigste.
Ud over omstilling af produktion og energiforsyning indebærer den nye verdensorden også en betragtelig militær oprustning. Vi har allerede set at flere europæiske lande har besluttet sig for at øge forsvarsbudgettet til Nato-målsætningen om at anvende 2 pct. af BNP. Alene i Danmark betyder det, at der skal findes 18 mia. kr. for at komme i mål med målsætningen. Regeringen har dog vedtaget en lang indfasning, men det ændrer ikke på, at det offentlige forbrug er stigende og nogen over tid skal betale regningen, hvad enten det bliver i form af mindre velfærd eller højere skatter.
Selvom den nærmeste fremtid tegner mere dyster end for blot få måneder siden, kan forandringerne på sigt være til det bedre.
Opsummeret er vi i fuld gang med en omstilling med fokus på forsyningsuafhængighed, øget regionalisme og nationalisme, hvilket giver anledning til højere offentligt forbrug (Keynes længe leve!), øget investeringer i forsvar og ikke mindst i klimaomstillingen. Sammenkoges disse politiske tendenser til en maggi-terning med økonomi som flavour, smager det som nævnt af nedadgående pres på vækstpotentialet og opadgående inflationspres.
Hvor stor prisen for frihed og øget uafhængighed ender med at blive, er dog langt fra givet på forhånd. For med nye udfordringer, kommer også nye løsninger. I perioden efter Anden Verdenskrig skabte vi nye institutioner, som stadig viser deres værd i dag. Det gælder både EU og ikke mindst NATO, som Macron for blot få år siden beskrev som ’hjernedød’.
Vi så også en voldsom bølge af innovation, som vi stadig nyder godt af i dag. Selvom den nærmeste fremtid tegner mere dyster end for blot få måneder siden, kan forandringerne på sigt være til det bedre. Ikke mindst kan de være med til at skabe en mere robust fred og verdensorden, hvor krigsherrer tænker sig en ekstra gang, inden de rasler med sablen.
Tine Choi