Freden er på pause - nu skal vi værne om den globale samhandel

Samhandel med andre lande har bragt rigdom og velstand til mange vestlige lande som Danmark og gjort landene i stand til at specialisere sig i at producere det, de hver især er bedst til. Men de seneste år har lært os, at globale forsyningskæder kan være ustabile i krisetider.

Det giver et skub for at øge graden af selvforsyning. Senest har argumentet været i brug som rationale for, at Danmark skal købe flere danske varer til forsvaret. Men selvforsyning kommer med en pris. Det er derfor vigtigt at tænke nøje over casen hver eneste gang, man bruger selvforsyning som argument for at hjemtage produktion.

Danmark har i en årrække haft relativt lave forsvarsudgifter. Derfor har der været flere penge til velfærd og skattelettelser. De lave forsvarsudgifter er et eksempel på den såkaldte fredsdividende, som Danmark har nydt godt af siden afslutningen af den kolde krig. Men nu er fredsdividenden forsvundet sammen med freden i Europa. Som konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine har et flertal i folketinget vedtaget et nationalt kompromis, som indebærer, at Danmark fremover skal bruge 18 mia. kr. mere om året på forsvaret.

Danmark har i mange år også nydt godt af, hvad man kunne kalde globaliseringsdividenden. Vi har specialiseret os i at gøre mere af det, som vi er allerbedst til, og ladet andre lande om at producere resten. International handel lader verdens lande specialisere sig i det, de er bedst til, og dermed øges den samlede økonomiske velstand.

Prisen for øget samhandel og specialisering er en mindre grad af forsyningssikkerhed. Det så vi f.eks. under coronakrisen, hvor Danmark ikke havde egen produktion af værnemidler. Og Ruslands invasion af Ukraine udstiller svagheden ved den europæiske afhængighed af russisk gas. Det er desuden kommet frem, at det danske forsvar mangler ammunition, som ikke længere produceres i Danmark.

Der bliver i debatten argumenteret for, at en del af de ekstra forsvarsmilliarder skal sikre danske job og selvforsyning på kritiske forsvarsområder. Men begge dele kan gøre Danmark fattigere. Det mindsker globaliseringsdividenden, hvis staten begynder at blande sig i markedet ved at bestemme hvad der skal produceres hvor.

Politikerne skal derfor vælge sine kampe med omhu, og kun tvinge produktion til Danmark i de tilfælde, hvor det er absolut nødvendigt. I alle andre tilfælde gør man klogt i at købe den bedste kvalitet til prisen – uanset om varen så kommer fra Danmark eller udlandet. Mundbind og ammunition er eksempler på produkter med lang holdbarhed, og opbygning af lagre kan derfor være en bedre strategi end egen produktion.

Danmark har i årevis nydt godt af både en fredsdividende og en globaliseringsdividende. Nu er der krig i Europa, og fredsdividenden er forduftet. Globaliseringsdividenden er også truet. Men politikerne gør klogt i at værne om den, hvor det overhovedet er muligt. Det er vigtigt, at vi i Danmark fokuserer på at lave det, vi er bedst til og det, vi kan konkurrere internationalt om. Den tilgang til investering af de 18 milliarder vil i sidste ende også give os mest forsvar for pengene.

Ulrik Beck