Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Kan Elon Musk løse den gordiske knude (igen)? 

Med købet af Twitter har Elon Musk endnu engang sat sig for at løse en udfordring, som ingen anden er lykkedes med før ham. Men gaber han denne gang over mere, end selv han kan klare? 

Natasha Friis Saxberg er direktør for IT-Branchen.

Da Elon Musk i 2004 investerede i Tesla, var der ikke mange, der troede på hans projekt.

Siden 1890, hvor de første elektriske biler kom på gaden i USA, var der ikke sket den store teknologiske udvikling. Elbilen var stort set gået i glemmebogen, og der var ikke mange, der troede på, at en ukendt mand – uden erfaring fra bilbranchen, kunne gøre noget ved dette over 100 år efter de første biler blev forsøgt solgt.

Men kritikerne tog fejl. Elon Musk lykkedes med sit projekt og fik resten af den internationale bilbranche til at smide, hvad de havde i hænderne for også at blive elbilproducenter.

Hans andet store projekt Space X blev også kritiseret. For hvordan kunne man få en kommerciel forretning op at stå omkring transport i rummet? Noget ingen andre var lykkedes med tidligere.

Også her er det lykkedes ham at vende en hel branche på hovedet, så der nu nærmest er kamp om at være først og bedst til at levere transport og privatrejser til de helt fjerne stjernestrøg.

Nu har han så igen meldt sig på banen med et storstilet projekt. Denne gang vil han med købet af Twitter genskabe den reelle frie og demokratiske debat på sociale medier. Og igen har tvivlerne ikke været sene til at skyde hans vision ned.



Spørgsmålet er, om kritikkerne har ret denne gang?

Hans vision for Twitter, er der nok mange, der kan støtte op om. At skabe et globalt socialt medie med reel fri tale, hvor fremtidens essentielle og demokratiske diskussioner skal foregå ligeværdigt mellem mennesker.
Bortset fra i enkelte undertrykkende regimer vil den ambition nok lyde som sød musik for de fleste.

Udfordringen i dag er desværre, at SoMe-debatterne ofte styres af spambots og troldehære, ligesom misinformation og hadtale trives i stor stil. Faktisk i en sådan grad, at 68 pct. af alle danskere holder sig fra at deltage i debat på SoMe, fordi de synes, at tonen er for barsk.

Så vi står altså overfor et reelt demokratisk problem.

Det første spørgsmål man må stille sig er, om det grundlæggende er forkert, at verdens rigeste mand køber en af verdens største kommunikationsplatforme.

Ja, det er det!

Men skulle det være en rigmand, så er det trods alt godt, at det er Elon Musk, som har bevist, at han kan løse svære teknologiske udfordringer, gennemføre sine visioner og samtidig skabe forretning.

Musk er en af de mest fremsynede folk i vor tid og er kendt for ikke at tage hensyn til vanetænkning, gængse processer og åbenlyse forhindringer. Og netop derfor er han gang på gang lykkedes med de (for os andre at se) håbløse visioner.

Måske kan han være den, der rent faktisk lykkes med at skabe transparente open-source algoritmer og verificering af brugere, så det er reelle mennesker, der er på platformen, og ikke spambots.

Med crypto-aspekterne kunne han skabe nye forretningsmodeller - og hvem ved måske bane vejen for brugerløn, hvor dem, der skaber reel værdi på platformen, også kunne få andel af den forretningsværdi, de er med til at generere.

Verdens rigeste mand er dog ikke den eneste, der er blevet træt af misinformation, hadske ytringer og ulovligt indhold på sociale medier.

Både i EU og på Christiansborg arbejder man lige nu på at regulere området, da man ser et behov for at beskytte demokratiet og borgerne med et ønske om at skabe et tryggere internet.

Helt forståeligt og meget nødvendigt.

Men at moderere brugerdrevet indhold er ikke nogen triviel opgave. Det er let at sige, men ikke let at gøre.

Udfordringerne er især, at mængden af indhold er helt enorm, og det er brugerne der skaber det og lægger det direkte op – uden nogen form for filter eller kontrol. Samtidig er det ikke altid så enkelt at afgøre, om noget er ulovligt f.eks. i forhold til injurier og misinformation.

Endelig er det teknisk svært, effektivt at skulle fjerne indhold, der har været delt. Få ændringer betyder, at samme indhold kommer til at virke som nyt indhold og derfor kan dukke op igen og igen.

Så på trods af, at platformene de seneste år har skruet massivt op for deres indsats for at sikre den gode tone, så er der stadig ulovligt indhold på de sociale medier.

Med Digital Services Act (DSA) forsøger EU derfor at regulere området, og de stiller store krav til platformene om at fjerne ulovligt indhold, og med store bøder på op til 6 pct. af deres omsætning, hvis de ikke gør det hurtigt nok.

Incitamenterne til at fjerne indhold bliver derfor meget store. Måske så store, at man hellere fjerner for meget end for lidt. Det der er kontroversielt, provokerende og har kant. Men dermed også er det, der kan være med til at rykke den demokratiske debat.

Det er en svær balancegang, der skal rammes, så vi gør internettet og sociale medier til et tryggere og bedre sted – uden samtidig at skade ytrings- og informationsfriheden.

Om det bliver Elon Musk eller politikerne, der viser sig bedst til at ramme den balance, må fremtiden vise.

Jeg er ikke i tvivl om, at Elon Musk igen kan løse en gordisk knude, men jeg tror, at han denne gang vil få god gavn af at gøre det i et samspil med EU. For denne gang er det ikke "bare" en teknologi eller en branche, han vil ændre, men den globale digitale demokratiske proces.

NATASHA FRIIS SAXBERG

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.