Debat

Et spritnyt realkreditinstitut vil åbne kontor i Udkantsdanmark: Staten

102 medlemmer af folketinget vil hjælpe boligejere i Udkantsdanmark med at få et lån. Realkreditsektoren er oppe mod at skulle forklare markedsmekanismen.

Interessant:

Er realkreditsektoren i realiteten en bil uden motor i de dele af Danmark, der klinger af affolkning, overførselsindkomst og nedlagte skoler?

Eller er et flertal i folketinget ved at opfinde løsningen på et problem, der ikke findes?

Dét er den korte version af et langt spørgsmål, som blæser i vinden over Slotsholmen og omegn, efter at en statsgaranti til boligejere i Udkantsdanmark i denne uge rykkede et skridt nærmere.

Et flertal i folketinget har nu tilsluttet sig, at staten skal træde til som kautionist i dele af Danmark, hvor realkreditbelåning i praksis er umulig eller i hvert fald meget svær at få. Sådan vil Finans Danmark givet ikke formulere problemet. Men i hvert fald støtter Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og løsgængeren Bent Bøgsted ifølge mediet FinansWatch, at staten etablerer en garantiordning, så boligejere i pressede dele af Danmark, kan få statsgaranti for den del af boliglånet, der ligger mellem 60 pct. og 90 pct. af ejendommens værdi.

Realkreditsektoren kan ikke se behovet for en statsgaranti. Ifølge Finans Danmark låner realkreditinstitutterne penge ud til boligejere i alle dele af Danmark. Og når der gives afslag, skyldes det ejerens økonomi – ikke at sektoren har givet bestemte postnumre, egne og landsdele et dødskryds, sådan som den underliggende tone er i forslaget, der støttes af 102 medlemmer i folketinget ud af 179.

Finans Danmark kritiserer herudover forslaget for at være både teknisk kompliceret og dyr at implementere for realkreditinstitutterne. De skal nu yde lån til boligejere, som de ikke selv har godkendt, fordi et flertal i folketinget overtager rattet.

Og netop her ligger jordskælvet: Hvis de 102 medlemmer af folketinget fører deres forslag igennem, vil staten i praksis træde ind i markedet som nyt realkreditinstitut. Staten skubber med garantien et led ind i processen, der nulstiller realkreditsektorens kreditvurderingssystemer i stille egne af landet. Hvis man også i de dele af Danmark, der har lange liggetider og beskedne indkomster, skal have et marked med prissætning og salg af huse, så lokalsamfundet ikke stivner, må staten ind i billedet.

Samme tankegods lå bag Venstres udflytning af statslige arbejdspladser i 2015-16: At staten må gribe ind, hvor markedet – forstået som koncentrationen af højt uddannet arbejdskraft i universitetsbyerne – har forvredet placeringen af statslige arbejdspladser. Ved at staten sørger for mobilitet og spredning kan de dele af Danmark, der ellers ikke har statslige institutioner, få en fair og rimelig del af puljen.

Hvis realkreditten ikke kan hjælpe Udkantsdanmark, er det en fair og rimelig sag. Nu sørger 102 medlemmer af folketinget for, at spørgsmålet står og blæser i vinden.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også
Top job