Fortsæt til indhold

Det gik lige så godt… men to gamle travere truer nu hjemmekontoret

Der skal blødes op på de fastlåste principper, der risikerer at modarbejde den fleksible arbejdsmodel. Det indebærer bl.a. at erkende, at det succesfulde kollektive kompromis ikke eksisterer.

Debat
Louise Hørdum

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Louise Hørdum, koncerndirektør for HR & Kommunikation i Topdanmark

Grænserne for, hvad det vil sige at arbejde fleksibelt, har rykket sig mere de seneste to år, end de har de seneste to årtier. Især hos os i Topdanmark, der er et landets største forsikringsselskaber.

Vi har erkendt, at fleksibilitet ser forskellig ud fra funktion til funktion, og vi er ved at lave ”manifester” for, hvordan man arbejder bedst i hver eneste afdeling. Hvis man vil behandle alle lige, skal man behandle dem forskelligt. Nogle trives med to dage på kontoret, andre med én, tre, fire eller fem dage.

Vi har også erkendt, at vi skal aflive fordomme om, at hjemmearbejde påvirker trivslen og forretningsresultaterne negativt.

Når jeg kigger på data for de seneste to år, hvor et miks af kontor og hjemmekontor har været hverdag, er konklusionen svær at være uenig med: Andelen af medarbejdere i Topdanmark, som ofte føler sig stresset, er faldet fra 18 pct. til 10 pct., scoren i trivselsmålingen er rekordhøj på 80, Topdanmarks indtægter og kundetilgang er fortsat med at vokse omkring 4 pct., og måske vigtigst af alt: Kundetilfredsheden er gået frem. En disciplin, der normalt er vanskelig at forbedre på så kort tid.

Resultaterne kommer ikke bag på mig. Heller ikke, at tre ud af fire arbejdspladser ifølge Finans regner med at øge mængden af hjemmearbejde i fremtiden.

Skal det lykkes, må vi dog sammen gøre op med to gamle travere, der ikke har rykket sig meget de seneste to år. Eller de to seneste årtier for den sags skyld.

Den vigtigste erkendelse i Topdanmark er nemlig, at de truer mulighederne for at skabe den bedst mulige arbejdsdag for den enkelte og begrænser fleksibiliteten. De to travere? Bureaukratiet og princippet om, at alle skal behandles ens.

Flertallet af vores medarbejdere ønsker fleksibilitet, men i forskellige former, og jeg kan være bekymret for, at vi glemmer det, der er vigtigst, nemlig fokusset på at skabe de bedst mulige vilkår, fremfor at vi kvæler ambitionen i bureaukrati og snak, hvor alle skal følge samme model.

I Topdanmark har vi i flere år hyldet det, vi kalder #meredig. Vi tror grundlæggende på, at hvis medarbejdere kan være den absolut bedste udgave af sig selv, så skaber man også de bedste resultater.

Vi skal turde se på, hvad der er godt for den enkelte medarbejder og ikke lande i laveste fællesnævner i et forsøg på at tilgodese alles behov i én kollektiv kompromisløsning. Det succesfulde kompromis eksisterer ikke. Vi kan ikke lave en “one size fits all”, da der er vidt forskellige ønsker, behov og krav til funktioner.

Og så skal vi også turde tage en debat om substansen fremfor at diskutere tilskud på 18 kroner til elregningen eller kaffen på hjemmekontoret. Der er ikke tale om en spareøvelse. Og arbejdsmiljøet skal naturligvis være i orden, det må der aldrig være tvivl om, men jeg vil hellere investere midlerne der, hvor de skaber mest værdi, fremfor i mere personale, der skal administrere en jungle af forskellige tilskud på lønchecken.