Vores allesammens SAS har brug for en genstart uden fortid

SAS, som vi kender det, flyver på sidste vers. Om nogle kvartaler er det mest sandsynlige, at der efter det nuværende kommer et nyt, anderledes, mindre og mindre komplekst SAS. Alternativet er formentlig dansk nationalisering.

SAS og piloterne kunne ikke enes, og derfor er en ny strejke aktuel, som det senest skete i 2019. Piloterne og SAS’ ledelse slås om tallene, som alle vi andre betaler til via statens medejerskab. Her om nu handler det ikke kun om at have ret. Det handler også om at få retten til i offentligheden at hævde, at modparten er urimelig. 

Piloterne vil naturligvis forsøge at vinde sympati eller i hvert fald at undgå det modsatte, når vi står med det ene ben i vandkanten og kan mærke Middelhavets varme efter flyveturen, mens det andet ben ikke kan genkende den fornemmelse og er i fare for at blive væk i sommerforvirringen i Københavns Lufthavn.

Ledelsen er ny, men problemerne er de samme. Det er reelt her, ledelsen er udfordret. Den har ikke fået gjort rent bord. Den har i dag ikke i praksis ledelsesretten på samme måde, som den ikke har haft det med de andre uoverensstemmelser, som enten har betydet kortere arbejdsnedlæggelser og/eller strejker.

Piloterne kæmper for den skandinaviske model. Det er helt naturligt. Selv om sympatien kan være på deres side, er det langsigtet tæt på en umulig kamp. I en verden præget af fuldkommen konkurrence gælder internationalt de globale spilleregler. Man kan altså ikke sige velkommen til og åbne sig mod verden, og samtidig kun tale dansk/skandinavisk. Med mindre altså den danske stat er ved at nationalisere SAS og vil betale for den forretningsmodel, som bevisligt ikke virker. Verden har flyttet sig meget og bevæger sig stadig.

Norge og Sverige har sagt nej tak til at skyde flere penge i SAS. For dem er SAS ikke kritisk infrastruktur og nødvendig for at kunne komme fra Trondheim eller Gøteborg til Mallorca med selskabet. Tilbage er nu Danmark samt andre ”majoritetsaktionærer” som i fremtiden i fællesskab skal rekapitalisere SAS, som der står i de danske politikeres aftale af 10. juni.

Her og nu skændes parterne højlydt om, hvor meget den anden har sagt nej til i pilotkonflikten. Det flyver med tal om 400/600 mio. og helt op til 800 mio., alt imens vi ikke ved, hvad der er op og ned. Vi kender ikke det/de rigtige tal. Vi ved kun, at det er skyttegravstal.

SAS’ problem er reelt, at modellen snarere er færdig med at flyve, end flyvefærdig. Ved hver større krise er det desværre ved at være kutyme, at SAS har brug for endnu en økonomisk redningsplan og tilførsel af flere penge. De private er sammen med den svenske Wallenberg-familie alt for mange gange blevet hypnotiseret til at tro, at ”denne gang er det anderledes” og en god ide at ”investere” sammen med staterne.

Økonomien i SAS er ikke holdbar. Der er ingen nødbremse og kun gyldne faldskærme til ledelsen. Når den næste krise rammer, er det kun indtægterne der kan give sige. Ingen autopilot, som sikrer, at forholdet mellem indtægter og udgifter ikke løber skævt af hinanden. Og ingen nødbremse og reserveskærm til økonomichefen.

SAS’ økonomi er blevet som de professionelle fodboldklubbers. Eller skulle jeg snarere sige som økonomien i klubberne var, før de blev klogere og indhentet af virkeligheden. Tæring efter næring har gjort, at man ikke hovedkulds kan købe ind til den kommende sæson uden hensyn til økonomichefens budgetteringshumør.

Vores allesammens SAS har ingen fremtid i den nuværende form. Udgifterne skal have en ”x-1” autopilot, hvor ”x” er indtægterne. Den giver den fleksibilitet, skal tilpasse sig den virkelighed og være den finansielle bagstopper, som ikke har indfundet sig for ledelse/medarbejdere i forsvaret for den skandinaviske model. Alternativt er dansk nationalisering.