Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Hvis du ikke skal lave noget i ferien, så besøg Feggesundvej 53

Årets mode i ferie er at lave ingenting. Sådan en ferie kræver opvarmning.

Moden inden for ferie er i år ikke at lave noget.

I år skal man reflektere, kigge ud over vandet, slippe tiden, samle inspiration og lade tankerne fare. For eksempel ved havet eller i en landsby, hvor folk sover middagssøvn.

Sådan er årets mode inden for ferie. Når erhvervsfolk fortæller, hvad de i år skal bruge ferien på, så er den korte version, at de ikke skal lave noget.

Ikke noget er ikke ret meget.

Jeg mødte engang i Sydfrankrig en direktør for et byggemarked, der havde kørt 1.700 kilometer for at lave ikke noget. Han var kørt fra Midtjylland til Sydfrankrig for at sidde på terrassen foran sit kampestenshus og tænke sig om. Langsomt og grundigt. Vedrørende fremtiden. Fordi han lige var blevet fyret som byggemarkedsdirektør.

Der sad han på terrassen og tænkte sig som, mens hans kone skænkede vin og sørgede for, at de fire sammenbragte børn ikke forstyrrede.

»Nu handler det om at tænke sig om. Det gør det,« sagde han eftertænksomt, mens vi en aften sad på hans terrasse. »Ja,« tilføjede hans kone efter en tænkepause, »nu er det vigtigt at få tænkt sig om.«

Jeg tænkte, at Svend Brinkmann sikkert ville have fundet på noget klogt at sige her, men jeg er ikke Svend Brinkmann.

Årets mode inden for ferie lyder besnærende, men er ikke uden problemer. Ligesom moden for nogle år siden.

Dengang skulle man sige, at man læste bøger i sin ferie. Bøger om ledelse, årets store skønlitterære bøger, den slags. Man skulle leve op til en forestilling om, at når man endelig var nået til Banyuls-sur-Mer eller Tisvildeleje, og endelig havde ferie, og de andre råbte »vi går til stranden!«, så fordybede man sig i fem kilo medbragt litteratur. Men det gør ingen jo, der ikke læser bøger til daglig.

Efter min erfaring er det med at sætte sig ned og tænke sig om heller ikke noget, man lige skal fare ud i. Det kræver opvarmning. En bekendt i ejendomsbranchen, der pludselig mistede en del penge, satte sig ned og tænkte sig om uden at varme op. Han endte med den bundlinje, at hans fremtid muligvis lå som forfatter, muligvis som ishockeykommentator.

Kan du se, hvor jeg vil hen? Det er ikke uden risiko at arbejde 70 timer om ugen og så pludselig sætte sig ned og lave ikke noget. Nogle af de erhvervsledere, der kommer hjem fra ferie om nogle uger, har på ingen måde varmet op. Til ikke at lave noget. Til at sidde stille og tænke. Det har de ikke.

De har arbejdet fra morgen til aften – og så sætter de sig på en sten og tænker over stoisk livsførelse. For eksempel. For stoicisme, bæredygtigt dit og dat og klimakrisen er jo det, alle i tiden er enige om, at man bør tænke over.

Og så sker skaden. Som når mænd i et sommerhus har drukket en masse vin og finder en fodbold. Bang. Fuldemandstacklinger og overrevne korsbånd. Bare oven i hovedet. Efter en time på stenen er stoicismen for nogle blevet svaret på alle livets spørgsmål – for andre en filosofi for tabere og skvatnavler. Der bliver tyret igennem. Videre.

Hvis du ikke skal lave noget i ferien i år – og vil undgå overrevne korsbånd i hovedet – har jeg et forslag. Forslaget hedder Feggesundvej 53, 7900 Nykøbing Mors. Undersøg gerne selv, hvad der sker på adressen. Nogle vil sige: Ikke meget.

På Feggesundvej 53 går man fra p-pladsen gennem vognporten og kigger over Thisted Bredning mod Thy. Kæmpemøllerne i Østerild er som tændstikker set fra vognporten. Alt – a-l-t – er småt set fra udsigtspunktet. Undtagen himlen, Limfjorden og bakkerne.

Hvis man vil varme op til at lave ikke noget i sin ferie, er Feggesundvej 53 blandt andet velegnet, fordi man ikke rigtig kan noget. Man kan glo og betages, mens eventuelle børn tager ture på tovbanen. Engang kunne man købe kaffe. Det er også slut. Nærmeste forfriskning er stegt ål ad libitum 10 minutter derfra i bil.

Sådan passer Feggesundvej 53 ualmindeligt godt til årets mode i ferie. Til ikke at lave noget. Som mange andre steder i Danmark. Hvor man kan varme op til at tænke, fordi man ikke kan lave noget. Her er ingen kaffe i 12 varianter og ingen hummerhotdogs med trøffelfritter til at bryde rytmen. Her er faktisk kun hav og himmel.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.