Fortsæt til indhold

Kina redder ikke global økonomi, mens Vesten svækkes

Kina er klemt mellem kortsigtede vækstbekymringer og langsigtede holdbarhedsbetragtninger. Imens står præsident Xi foran genudpegelse, og corona spøger stadig. Det bliver ikke Kina, som holder global vækst i hopla, mens Vesten svækkes.

Debat
Frederik EngholmChefstrateg i Nykredit

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Frederik Engholm

I Kina kæmper myndighederne for at få væksten op. Men de forsøger at gøre det uden fuldstændig at underminere deres indsats for at sikre en mere holdbar økonomisk vækst på længere sigt.

Det er ikke nemt, da der er mange hensyn at pleje. Det forekommer derfor mest sandsynligt, at en større nedtur undgås, men at væksten desværre forbliver lunken. Og Kina bliver derfor næppe den motor, der holder verdensøkonomien i et højt gear, hvis væksten glider ind i økonomisk recession.

Hvor både vi i Europa og amerikanerne sætter renten op og strammer pengepolitikken, gør Kina det modsatte.
Frederik Engholm

I udgangspunktet har Kina større fleksibilitet end Europa og USA. For Kina står modsat Vesten ikke med et alvorligt inflationsproblem, som skal bekæmpes. Indtil nu er inflationen lav, og tegnene fra arbejdsmarkedet peger langt fra på overophedning. Kina har ikke gode nøgletal for arbejdsmarkedet, men det synes klart, at langt flere unge end normalt står uden job. Nogle tal peger på op imod 20 pct. De unge mistede fodfæste i coronakrisens første fase. Sidenhen har skrappere regulering af bygge– og ejendomsbranchen sat den tunge sektor tilbage, mens forårets nedlukninger af millionbyer gav endnu et skub til arbejdsløsheden.

Det er normalt noget, der får myndighederne til at reagere, da et stort antal arbejdsløse kan være kimen til social uro. Så hvor både vi i Europa og amerikanerne sætter renten op og strammer pengepolitikken, gør Kina det modsatte – dog med måde, da man nødig vil genantænde den spekulative iver i ejendomsmarkedet.

Men Kina står i øjeblikket med en ganske svag økonomi. I andet kvartal 2022 oplevede Kina negativ vækst for kun anden gang i 30 år – første gang var i første kvartal 2020 under den første nedlukning. Og selvom økonomien er vendt tilbage til vækst, er det ikke med de brag, man plejer at se i Kina. For godt nok giver genåbning et vækstløft, når folk – der endelig er sluppet ud af lejlighederne efter månedlang indespærring – får mulighed for igen at gå på restaurant, shoppe og tage på arbejde. Men en underdrejet ejendomssektor under stor forvandling, hvor flere giganter står på randen af konkurs, giver tung modvind.

Det er ellers en sektor, som har stået for det byggeboom, der har haft solid andel i Kinas væksteventyr og skabt stor aktivitet og job i massevis. Men en oprydning i ejendomssektoren var voldsomt tiltrængt. Og slækker man for meget på penge- og kreditpolitikken for at hjælpe økonomien på sporet hurtigt, risikerer man at sætte den oprydning over styr. Få er uenige i, at ejendomssektoren havde vokset sig for stor. At dens fortsatte opbygning af gældsforpligtelser en dag kunne vælte Kinas finansielle system og rive økonomien med i faldet. Et indgreb var nødvendigt.

Så Kina stimulerer væksten med måde. Men corona driller stadig, og indtil nu er den hårdhændede nedlukningsstrategi opretholdt. Måske fordi den betragtes som den mest effektive strategi, måske fordi mange ældre stadig ikke er vaccineret, eller måske fordi Xi ikke vil tabe ansigt? Uanset hvad besværliggør det Kinas mulighed for at vende tilbage til en mere almindelig økonomisk dynamik. Gentagne nedlukninger skaber konstante forstyrrelser og usikkerhed for erhvervslivet og lægger en dæmper på væksten.

Og det er tilsyneladende ikke slut med restriktionerne. Ikke mindst omkring Beijing viser Oxford University Stringency Index (som måler restriktioners hårdhed), at restriktionerne igen strammes. Det skyldes muligvis, at man forsøger at sikre sig bedst muligt imod coronaudbrud i forbindelse med genudpegelsen af Xi som øverste leder. Det er tredje gang, han udpeges, hvilket som bekendt bryder med traditionen i nyere tid og sikrer ham en plads blandt Kinas allermest prominente ledere i historien. Det skal nødigt spoleres.

Netop genudpegelse er da også et argument for, at væksten må stimuleres, og at det finansielle system må skærmes mod ejendomssektorens problemer. Måske endda med en sidste runde af bailouts for at holde systemet kørende. Alt for at undgå en nedtur, indtil Xi har fået kronen på.

Ovenstående viser, at Kina har mange hensyn at tage i forsøget på at få enderne til at mødes, så man i sidste ende sikrer, at der er vækst, samtidig med at man stimulerer med måde. Udfaldet bliver sandsynligvis en blød mellemvare, som selvfølgelig er bedre end ingenting, men som ikke er den stødpude, man kunne håbe på, når Vestens økonomier snubler.

Artiklens emner
Amerikansk økonomi
Kinesisk økonomi