TV 2's quiz-format skader den demokratiske samtale

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jeg havde forberedt mig på det sædvanlige i statsminister-duellen søndag aften på TV 2: Glatte ’politiker-svar’ og mekaniske stemmer, der ville gentage indøvede svar som en pladespiller, der sidder fast i en rille.

Men de tre kandidater brillerede retorisk og viste personligt format: De gik i flæsket i spørgsmålene og talte med hinanden.

Det var TV 2’s ’Hvem vil være millionær’-format med hyppige emneskift og quizagtige elementer, der gjorde, at jeg følte mig snydt for dybde i samtalen. Det føltes som om, vi bare skulle have et hurtigt, fladt svar og så helst videre. Vi kunne sagtens have undværet tv-quizelementerne, for trioens retoriske evner gjorde debatten både oplysende og underholdende af primært to grunde:

De går i flæsket på spørgsmålene

Både Frederiksen, Ellemann og Pape er gode til at gå i flæsket på de spørgsmål, de får. Det højner både deres troværdighed og kvaliteten af svarene. I sundhedsdebatten, da vært Cecilie Beck som en auktionarius leder efter højere bud på, hvor mange penge de hver især vil bruge på sundhedsvæsenet, påpeger Pape noget vigtigt: ”Skal det her handle om, hvem der kan bruge flest penge eller hvem der kan skabe mest kvalitet?”

I klima-sektionen begår Ellemann en genistreg, da han anholder spørgsmålets præmis om, at grønne løsninger gør det dyrere at være dansker. I stedet for at svare direkte ja eller nej til, om det må gøre livet dyrere at leve grønt, går han til bunds og spørger: ”Hvorfor skal det være dyrene at være grøn? Sådan behøver det ikke være.”

Når kandidaterne går til spørgsmålene på den her måde, kommer der lynhurtigt kvalitet i debatten, og de får en mulighed for at svare på et langt mere interessant niveau end hvem, der kan sige det højeste tal.

De anerkender fælles mål

Alle kandidaterne var gode til at spille på hinandens pointer og gøre det tydeligt, hvor de er enige og uenige. De bandt deres egne pointer sammen med det, de to andre havde peget på – og det er i høj grad noget, der gør, at vi som vælgere oplever en sammenhæng i selve debatten. Men vi kunne forstå, at det var frustrerende for værten, der leder efter ’klare forskelle’. Men stop lige: Konflikten og kontrasten er vigtige elementer i journalistik, men vil vi virkelig tvinge vores politikere til at være radikalt forskellige?

Er det ikke netop godt, at politikerne kan komme hinanden i møde retorisk – og dermed kan vi se, at de også kan komme hinanden i møde i det egentlige arbejde? Hvorfor skal der være store kløfter mellem kandidaterne? Kan det ikke gøre det med afgørende nuancer?

Selvfølgelig kan det være svært at finde ud af, hvem man skal stemme på, hvis det er nuancerne, der afgør sagen frem for drastiske forskelle. Men skal man tage debattens kvaliteter som udtryk for evne til at drive landet i samarbejde med andre, er de alle tre værdige til opgaven.

Debatten viste os tre kandidater med retorisk format – men også at mediers behov for konflikt og kontrast kan blive et problem for kvaliteten i debatter og politisk samarbejde.