Fortsæt til indhold

Kære politikere: Husk elnettet - ellers går den grønne omstilling i sort

Elnettets rammevilkår hænger fast i en tidslomme, hvor tv-programmet “Husk lige tandbørsten” stadig blev vist i bedste sendetid. Elnettet skal udbygges massivt. Det kræver tidssvarende rammevilkår. Så kære politikere: Husk lige elnettet, ellers går den grønne omstilling i sort.

Debat
Carsten Bryder ThejlsAdm. direktør i Netselskabet N1

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Carsten Bryder Thejls

Danmark står, ligesom resten af Europa, i to forbundne kriser i dag: En energikrise, som kræver, at produktionen af grøn strøm øges, og en klimakrise, som kræver, at vi bruger færre fossile brændsler. Billig strøm fra vindmøller og solceller er den mest effektive løsning for begge kriser. Det store politiske fokus på at øge produktion og forbrug af grøn strøm er derfor godt og helt nødvendigt. Det er bare ikke nok.

Politikerne mangler nemlig en vigtig brik i den grønne omstilling: Elnettet. Samfundet har de kommende år brug for, at vi netselskaber investerer massivt i at transportere alt den grønne strøm ud til danske hjem og virksomheder. Gør vi ikke det, vil elnettet blive en stopklods for at løse både energi- og klimakrisen. Det er lige meget, om der bliver produceret fem, ti eller 100 gange så meget sol- og vindenergi, hvis vi ikke kan transportere strømmen ud til forbrugerne. Den grønne omstilling går simpelthen i sort.

Rettidig omhu skal ikke straffes

Netselskabernes økonomi er underlagt rammer besluttet af politikerne. De rammer matcher desværre ikke den virkelighed, vi står midt i, hvor elektrificeringen buldrer derud af. Derfor er der akut behov for at ændre lovgivningen, så netselskaberne kan lave de nødvendige investeringer.

Som forbrugerejet selskab har vi i Netselskabet N1 en særlig forpligtelse over for vores ca. 800.000 kunder og andelsejere. Vi planlægger allerede at fordoble vores investeringer fra 650 mio. kr. i 2019 til ca. 1.300 mio. kr. i 2023. Desværre straffer lovgivningen os med effektiviseringskrav, når vi vil udvise rettidig omhu ved at hæve vores investeringsniveau i takt med elektrificeringen. Det kortsigtede fokus på effektivitet fjerner fokus fra det egentlige mål om at investere i fremtiden. Det risikerer at gå ud over såvel kunder som en effektiv grøn omstilling.

Lovgivningen står desværre også i vejen for, at vi kan skærme vores kunder imod de midlertidige prisstigninger, som rammer dem lige nu. Den økonomiske ramme til de næste års investeringer, som lovgivningen definerer for os, bliver ganske enkelt mindre, hvis vi udskyder eller udjævner regningen til kunderne. Det er ude af trit med virkeligheden og øvrige politiske initiativer for at bringe danskerne gennem energikrisen.

Hertil kommer, at der på trods af politiske aftaler fortsat er maksimal usikkerhed om den lovgivning, der skal sikre, at vores langsigtede økonomiske ramme matcher et elektrificeret samfunds investeringsbehov. Vi mangler en realistisk og fremsynet udmøntning af den politisk vedtagne ramme.

Vi skal investere modigt – ikke hovedløst

N1 skal være og er klar til at investere over 20 mia. kr. i elnettet over det næste årti. Ellers kan vi ikke møde danskernes behov for elbiler og varmepumper. Eller tilslutte al den sol og vind, vi har brug for.

Der er usikkerhed forbundet med at hæve investeringerne så meget, som der er brug for. Og selvom vi er grundige i både analyse og planlægning, kan usikkerheden ikke fuldstændig elimineres. Alligevel er det afgørende, at vi handler. Status quo er ganske enkelt ikke en mulighed, fordi vi ved, at de samfundsmæssige omkostninger ved ikke at gøre noget nu, vil være langt større på sigt.

Det må derfor være en bunden opgave for en ny regering at få opdateret lovgivningen, så elnettet bliver en løsning på den kritiske udfordring, vi står i. Elnettets rammer må ikke hænge fast i en tidslomme, hvor TV-programmet “Husk lige tandbørsten” stadig blev vist i bedste sendetid. Så: Husk lige elnettet.

Artiklens emner
Klimaforandringer
Energirenovering