Lad os udfordre parforholdets nulsumsspil i diversitetens navn

Jeg deltog for nylig i en debat, hvor manglen på diversitet i toplederstillinger og bestyrelser blev diskuteret. En del af diskussionen gik på udfordringen ved de såkaldte ’dual careers’, hvor statistikker viser, at kvinder i krævende karrierejobs ofte er i forhold med mænd med lignende karrierer, mens mænd i større udstrækning har partnere i stillinger med færre arbejdstimer.

Samtidig viser statistikker fra f.eks. European Institute for Gender Equality, at kvinder med fast arbejde fortsat bruger mere tid på arbejde i hjemmet end deres mandlige partnere. I 2021 gennemsnitligt 3,9 timer pr dag mod mændenes 2,6, altså svarende til næsten 1,5 times ekstra arbejde i hjemmet pr. dag.

Udfordringen ved disse fakta er selvsagt, at vi alle kun har 24 timer i døgnet til rådighed. Karriererejsen bliver dermed mere udfordrende for mange kvinder, da de statistisk allokerer flere timer til hjemmefronten kombineret med, at de har mindre fleksible partnere at dele arbejdet med.

Hverdagen er således et nulsumsspil, selvom vi sjældent har lyst til at italesætte det på denne vis.

Diskussionen om dette havde et interessant element, som gav stof til eftertanke. Flere af de mandlige deltagere konkluderede nemlig, at dette blot illustrerede, at livet er et valg.

Ethvert valg er som bekendt også et fravalg, og den skæve kønsbalance i toppen af de tungere erhvervsposter er blot et udtryk for, at kvinder vælger at prioritere andre ting end karrieren, mente de. Konklusionen var, at det naturligvis er beklageligt set ud fra et samfunds- og talentperspektiv, men et resultat af det frie valg, som der ikke kan gøres det store ved.

Samtidig var der også en erkendelse af, at man(d) som karrieremenneske på tilsvarende vis havde truffet bevidste valg – og som følge deraf ’tabt’ på den del af spillet, som handler om familielivet især i børnenes yngre år. Ikke desto mindre gik nulsumsspillet op, som parterne selv havde ønsket at spille det.

Logikken her kan synes indlysende, selvom jeg endnu har tilgode at møde nogen i min egen omgangskreds omtale ansvaret for tøjvask eller forældreintra som et win. Men mest af alt fik det mig til at tænke på, om tiden er inde til, at vi – mænd og kvinder i fællesskab – tager et opgør med, hvordan vi angriber hverdagens nulsumsspil.

For det første er førnævnte logik baseret på det enkelte individs eget nulsumsspil; at man vælger at prioritere sine egne 24 timer, som man vil. Men med en familiehverdag og to karrierer er det jo netop det fælles nulsumsspil, der spilles. Og parterne er således påvirkede af den andens valg.

For det andet er der behov for et opgør med forestillingen om, at spillet reelt spilles som alle helst vil det. For kan vi se os selv i øjnene og fastholde, at det er det, de yngre kvindelige talenter ønsker? Ønsker de reelt den ekstra 1,5 times husarbejde i døgnet og at hoppe af karrieresporet, lige når det begynder at tage fart?

Med fare for at starte en shitstorm for at blande mig i privatlivets fred, tror jeg, at vi som arbejdsgivere kan skabe meget værdi ved at hjælpe ikke kun de yngre kvindelige talenter, men også deres mandlige medspillere i at turde italesætte nulsumsspillet og tænke nye måder at adressere det på. For faktum er, at den enes valg har en effekt på den andens muligheder.

På samme måde må vi tænke nye strukturer og ikke mindst tage et opgør med, hvordan vejen til toppen – både for mænd og kvinder - ser ud i vores organisationer.

Jeg tror på færre lukkede middage for kvindeligt talent og mere på samarbejde på tværs af kønnene i diversitetens navn. Jeg tror, at begge køn må og skal udfordre præmissen om, at den ene part er nødt til at agere vandbærer og i stedet sammen insistere på, at fremtidens karrierespil måske bliver lidt sværere og tager lidt længere for den ene part end tidligere, men at det er at foretrække for at begge til gengæld når i mål.

Og når jeg ser mig omkring i vores gruppe af yngre talenter, bliver jeg håbefuld. Jeg tror, at de uagtet køn vil være enige med min generation i, at Forældreintra både er tidskrævende og til tider træls – men at de vil sætte en ære i begge at kende adgangskoden.