Obligationsrenterne har formentlig toppet
Der er nu et begrundet håb om, at vi vil se en stabilisering af de lange obligationsrenter omkring de aktuelle niveauer.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
I det finansielle nyhedsbillede får aktiemarkederne normalt langt større fokus end obligationsmarkederne. Det skyldes – lidt ligesom med børn – at aktiemarkedet ofte ”larmer” langt mere end obligationsmarkedet. Men det har ikke været tilfældet i år: Obligationer med lange løbetider er faldet omtrentligt lige så meget i kurs som det brede aktiemarked.
På hvilke renteniveauer obligationerne topper, har ikke kun betydning for obligationsinvestorer. Det har også stor betydning for udsigterne for aktiemarkedet. En betydelig del af det aktiekursfald, vi har set siden slutningen af 2021, skyldes netop de stigende obligationsrenter: Det risikofrie alternativ til aktier er simpelthen blevet mere attraktivt.
En stabilisering af obligationsrenterne er simpelthen en nødvendig forudsætning for, at man kan se mere vedvarende stigninger i aktiemarkedet. Andre forhold spiller naturligvis også en betydelig rolle, men renternes betydning har været historisk gennem den seneste periode.
Hvis man hejser sig op i helikopterperspektivet, har der reelt set kun været to-tre markante bevægelser i obligationsrenterne:
- Fra 1960 til 1981 steg den 10-årige amerikanske rente fra 4 til 16 pct. I denne periode blev inflationen presset op af ”de brølende 60’ere” samt oliekriser og løn-pris spiraler.
- Efter omlægningen af pengepolitikken i begyndelsen af 1980’erne, er obligationsrenten sidenhen faldet fra 16 til 4 pct. Ud over omlægningen af pengepolitikken, er inflationen i denne periode blevet presset ned af IT-revolution og globalisering.
- Undervejs har vi haft en usædvanlig periode fra 2008 til 2022, hvor obligationsrenterne var væsentligt lavere, end det økonomisk vækst og inflation tilsiger. Forklaringen er naturligvis, at globale centralbanker slog ind på en helt ekstraordinær økonomisk politik under finanskrisen, og pressede obligationsrenterne kunstigt langt ned, for at stimulere den økonomiske aktivitet og presse den vedvarende (for) lave inflation op. Dette skete ikke mindst med inspiration fra Japan, hvor den daværende præsident for Federal Reserve, Ben Bernanke, seks år før finanskrisen havde skrevet en artikel, hvor han argumenter for, hvordan man kan lære af de japanske erfaringer fra begyndelsen af 1990’erne.
Men finanskrisen er lagt bag os, og centralbankerne har længe haft et ønske om, at normalisere pengepolitikken. I obligationsmarkederne har denne ”normalisering” nu fundet sted, således at lange realrenter nu befinder sig i nabolaget af det realøkonomiske vækstpotentiale. Derfor er der også nu et begrundet håb om, at man vil se en stabilisering af de lange obligationsrenter omkring de aktuelle niveauer.
Lige nu er det væsentligt mere kortsigtede faktorer for aktier og obligationer, som bliver diskuteret: Hvor hurtigt kommer inflationen ned? Hvor meget skal centralbankerne hæve renterne? Men de langsigtede inflationsforventninger er tilbage på niveauer, som er konsistente med centralbankerne prisstabilitetsmålsætninger.
Så der er fortsat betydelig usikkerhed på kort sigt, omend først og fremmest for de korte renter. For de lange obligationsrenter vil det være afgørende, om forventningerne skifter, så man begynder at se inflation, der mere vedvarende ligger over 2 pct.? Det er imidlertid ikke vurderingen/forventningen lige nu, og derfor kommer de rædselsfulde første ni måneder af 2022 for obligationsmarkedet ikke til at gentage sig.
2022 har gjort ondt – også på obligationsinvestorer, men sandsynligheden for at det kommer til at gentage sig er overordentlig lav. Det er også positivt nyt for aktieinvestorer.
