Lavtryk over Doggerbanke og højtryk på grøn omstilling
Bæredygtighed er ikke strategi. Det er et vilkår, og derfor kan vi lære af ejerledede virksomheder og deres tilgang til ansvarlighed. Bæredygtighed skal indlejres i virksomhedens DNA, så det ikke forbliver tågesnak eller sættes på pause, fordi tiderne er vanskelige.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Som ung teenager mindes jeg, hvor irriterende det var, når farvandsudsigten afbrød transistorradioens normale sendeflade for at melde om ”lavtryk over Fladen Grund, Tyske Bugt og Doggerbanke”. I min optik var vejrmeldingen kun interessant for fiskerierhvervet.
Sidenhen har vi alle noteret et markant vejrskifte, og i overført betydning taget farvandsudsigten til os. I kølvandet på energikrisen har vindhastigheder og grøn elproduktion fra vindmøller i stigende grad tiltrukket sig opmærksomhed fra den brede befolkning. Endda i en sådan grad, at selv små bevægelser i høj- og lavtryk er ophøjet til en plads i TV-stationernes daglige vejrudsigter. Bæredygtighed er gået fra at interessere de få udvalgte og til at udgøre en strategisk og integreret del af dagsorden og debat i virksomheder og samfund.
Derfor er det næppe heller en nyhed, der rydder forsider, at 8 ud af 10 ejerledede virksomheder har arbejdet struktureret med bæredygtighed i mere end tre år, som PWC tidligere har påvist. Mere interessant er det, at hver fjerde ejerledede virksomhed ifølge samme analyse har arbejdet med bæredygtighed i mere end ti år.
Længe før bæredygtighed og ESG blev allemandseje og fast samtaleemne over middagsbordet har ejerledere haft fokus på miljø, sociale forhold og god selskabsledelse. I dag oplever to ud af tre ejerledere ifølge PWC, at medarbejderne simpelthen forventer at lederen tager aktiv stilling til samfundsspørgsmål.
Naturligt ansvar
Det er måske at tillægge ejerledere for ædle motiver at påstå, at de bevidst har været frontløbere på bæredygtighedsdagsordenen. Efter min bedste overbevisning er det dog hævet over enhver tvivl, at det er naturligt for ejerledere at tage ansvar for deres medarbejdere og lokalmiljøet. Ligesom fiskeskipperen, der skal bringe både fangst og mandskab sikkert hjem fra Doggerbanke, står ejerledere selv på broen og skal navigere skuden gennem oprørt hav og sikkert i havn. Det forpligter at have ansvar for andre menneskers liv og indkomstgrundlag.
Med en ofte historisk og dyb forankring i lokalmiljøet ved ejerledere, at det er afgørende at opføre sig ordentligt. Fra den første faktura blev sendt, har ejerlederen vidst, at et godt omdømme er afgørende for, at virksomheden kan udvikle sig. I takt med, at virksomheden er vokset og har spredt sig både nationalt og internationalt, har ejerledere gennem tiderne vist, at de er gode til at fastholde og indlejre ordentlighed i virksomhedens DNA. Det er ganske enkelt både naturligt og meningsfyldt for ejerledere at agere ansvarligt.
Det gælder ikke mindst i en tid, da inflation får forbrugerne til at ændre adfærd, geopolitik ændrer verdenskort og samhandel, og hvor både den mikro- og makroøkonomiske vejrudsigt betyder, at virksomhedsledere skal navigere i mere tåget vejr. I en tid med dårlig sigtbarhed er det vigtigt at huske på, at bæredygtighed ikke er strategi men et vilkår. Det er når det stormen raser, at ledere skal vise, om bæredygtighed ligger i DNA´et eller blot er tågesnak ved et middagsselskab.
