Hvem har recession på ønskelisten?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Mange taler i øjeblikket om risikoen for en recession i både dansk og global økonomi. Det gælder også mig selv, som forventer, at en recession vil blive virkelighed mange steder i løbet af 2023.

I sådan en situation bliver der ofte talt om, hvordan vi undgår, at recessionen faktisk bliver til virkelighed. Eller som minimum, hvordan vi mildner effekten på økonomien.

Men denne gang er det anderledes. Nogle af dem, som typisk forsøger at styre os uden om recessionen, gør nu faktisk det stik modsatte. Det er selvfølgelig centralbankerne, jeg tænker på her.

I både den amerikanske forbundsbank (Fed) og Den Europæiske Centralbank (ECB) er al fokus i øjeblikket på at slå inflationen ned. Begge centralbanker har ytret, at det meget vel kan kræve en recession, før den mission lykkes.

Det bliver derfor ikke dem, der kommer til at afbøde eller styre os uden om recessionen. Derefter kan man vende fokus mod politikerne, som kunne bruge finanspolitikken for at modvirke effekterne af høj inflation og stigende renter.

Det er imidlertid heller ikke helt nemt. Spørg bare i Storbritannien, hvor den nyslåede premierminister Liz Truss forsøgte sig med det.

Det var ikke populært hos investorerne med mere brænde på bålet i en tid, hvor inflationen i forvejen er høj. De britiske renter piskede op, og det kom så vidt, at den finansielle stabilitet blev truet og den britiske nationalbank måtte træde til. I sidste ende kostede det både premierminister Liz Truss og finansminister Kwasi Kwarteng jobbet.

Der virker derfor som om, at der ikke er nogen vej udenom en recession. Eller som minimum en mærkbar opbremsning i økonomien.

Det kan vi også aflæse på de finansielle markeder, hvor dårlige nyheder faktisk af og til viser sig at være gode. Og omvendt. Et eksempel på en god nyhed, som ikke blev taget godt imod, var den seneste opgørelse over aktiviteten i den amerikanske servicesektor. Det såkaldte ISM-serviceindeks.

Tallene viste en overraskende solid aktivitet og planer om flere medarbejdere. Altså en god nyhed. Men alligevel trak investorerne følehornene til sig, og vi så aktiekursfald. Simpelthen fordi investorerne fokuserer på, at mere efterspørgsel og flere i beskæftigelse giver mere inflation og i sidste ende flere renteforhøjelser og mere aggressive centralbanker.

Det illustrerer, hvordan det er forventningen til centralbankerne, der styrer stemningen på markederne i øjeblikket. Derfor efterlader det os i en situation, hvor vi stik imod, hvad vi har været vant til, ikke skal håbe på alt for gode nøgletal. Vi skal snarere håbe på, at lidt svagere nøgletal er nok til at bremse inflationen.

Jeg frygter dog, at der skal lidt mere til, før vi når så langt. Hvis det bliver tilfældet, så kan vi hurtigt ende i en situation, hvor dårlige nyheder faktisk også er dårlige nyheder. Om det bliver i form af en markant økonomisk opbremsning eller en decideret recession er svært at sige.

Det ser dog ikke ud til, at vi undgår det, for dem som plejer at styre os udenom, har nu på det nærmeste en recession på ønskesedlen.