Reformer løser ikke akut mangel på arbejdskraft

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Vi hører det igen og igen. Danmark mangler akut arbejdskraft. Nogle taler endda om en arbejdskraftkrise. Derfor må vi gennemføre reformer, som øger arbejdsudbuddet, lyder parolen hos politikerne og arbejdsgiverorganisationerne. Og i det nye regeringsgrundlag er der også en klar ambition om at øge arbejdsudbuddet markant.

Umiddelbart lyder det måske logisk, at man skal gennemføre arbejdsmarkedsreformer for at skaffe mere arbejdskraft, men i virkeligheden er det ikke så simpelt.

For det første tager det typisk tid, før arbejdsmarkedsreformer virker og slår igennem med øget arbejdsudbud og beskæftigelse til følge. For det andet er det langt fra givet, at de reformer, erhvervslivet efterspørger, giver øget arbejdskraft med de kvalifikationer, der er brug for.

Kort sagt: Klassiske udbudsreformer løser ikke akut mangel på arbejdskraft, og de har måske heller ikke den ønskede virkning.

Udover udbudsreformer ynder arbejdsgiverne også at pege på udenlandsk arbejdskraft som en mulighed, men faktisk er der allerede i dag rig mulighed for at hente arbejdskraft fra udlandet. EU-borgere kan frit rejse til Danmark og arbejde, og der er desuden positivlister, så man kan hente arbejdskraft fra tredjeverdenslande i brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft.

Sidstnævnte kræver dog, at løn- og arbejdsvilkårene svarer til normen inden for faget, og man kan jo spørge sig selv, om det er det dér, skoen trykker, når der i dag ikke er flere virksomheder, der gør brug af denne mulighed.

Den akutte mangel på arbejdskraft omtales også som en trussel mod økonomien. Rekrutteringsudfordringer skal naturligvis ikke negligeres, men mange glemmer, at der faktisk også er positive sider af, at der er kamp om arbejdskraften.

Kampen om arbejdskraftens gunst betyder, at lønmodtagerne ender med at arbejde i mere produktive virksomheder, hvor der er råd til bedre løn- og arbejdsvilkår. Og nok så vigtigt har manglen på arbejdskraft efter coronakrisen også medført, at arbejdsgiverne er blevet tvunget til at kigge i alle hjørner af arbejdsmarkedet for at finde arbejdskraft.

Som konsekvens er der mange mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, som er kommet i arbejde. Derfor er langtidsledigheden og antallet af kontanthjælpsmodtagere historisk lav og andelen af ikke-vestlige indvandrere i arbejde historisk høj. Det er et gigantisk socialpolitisk fremskridt, som er værd at tage med.

Nu, da konjunkturerne er ved at vende, burde politikerne i stedet fokusere på, hvordan vi får fastholdt de mange nye, som er kommet ind på arbejdsmarkedet, så de ikke mister tilknytningen igen. Hvis vi lykkes med det, har vi fået flere mere permanent ind i arbejdsfællesskabet end før til gavn for den enkelte og samfundsøkonomien.