Simpel sammenligning af løn og overskud giver ikke mening

Stikker virksomhedernes overskud virkelig af fra lønningerne, som Politiken skrev i sidste uge? Det kommer helt an på, hvordan man opgør overskuddet, og særligt hvilke brancher man ser på. En sammenligning på tværs af hele den danske industrisektor er ganske enkelt ikke meningsfuld.

Den danske industri udgøres nemlig af meget forskelligartede virksomheder, der fremstiller alt fra relativt basale møtrikker til forskningstung medicin. Og særligt medicinen gør det umuligt at skære industrien over en kam. 

Vi har en usædvanlig stærk medicinalindustri i Danmark, der faktisk står for 30 pct. af værdiskabelsen i hele industrisektoren mod ca. 10 pct. af de ansatte. Forrest ligger selvfølgelig Novo Nordisk, der med en markedsværdi på knap 300 mia. amerikanske dollars ligger milevidt fra landets næstmest værdifulde børsnoterede virksomhed, Ørsted, med en værdi på ”kun” 40 mia. dollars.

Når enkelte industrivirksomheder stikker helt af fra andre, kan vi ikke bare sammenligne virksomhedernes overskud med lønnen for medarbejderne på tværs af industrien. For den forskningstunge medicinalindustri har en helt anden forretningsmodel end de mere lavpraktiske industrivirksomheder. Og derfor har de også nogle helt andre personer ansat.

I medicinalindustrien er produktiviteten rigtig nok steget langt mere end lønningerne (selvom jeg sjældent hører folk klage over lønnen i Novo Nordisk). Men det er misvisende, når Politiken viser en figur med udviklingen i produktivitet og løn for hele industrien i en artikel med en metalfabrik som case. I metalindustrien er udviklingen i produktivitet og løn nemlig limet op ad hinanden.

Billedet er broget, og nogle brancher ligner metalindustrien med meget tæt sammenhæng mellem løn og produktivitet, mens andre brancher har haft højere produktivitetsvækst end lønstigninger de seneste år. Men ofte kan dette skyldes enkeltstående kæmpesucceser som f.eks. Lego, der tjener styrtende med penge i udlandet, og dermed forvrider produktivitetsudviklingen i legetøjsindustrien.

For som der også bliver beskrevet i Politikens artikler, så gør selve globaliseringen det vanskeligt at sammenligne produktivitet og løn. 

Mange store danske virksomheder har lagt produktion i udlandet, og overskuddet herfra indgår i det danske moderselskabs overskud og produktivitetsmålingerne. Men det er jo ikke produceret af danske medarbejdere – omend der selvfølgelig kan stå danske udviklere, designere, salgsfolk mv. bag.

Dette fænomen kan desværre kun belyses for industrien samlet set, og derfor ved vi reelt ikke, hvilke typer industribrancher det gør en stor forskel i.

Vi skal ikke begræde, at danske industrisucceser lægger produktion i udlandet, for de frie kapitalbevægelser sikrer os velstand, der også kommer danske lønmodtagere til gode – og danske pensionsopsparere, der gennem pensionskasserne er medejere af mange af disse virksomheder.

Når vi står midt i de sværeste overenskomstforhandlinger i mange år, så er det altså vigtigt, at vi ikke sammenligner æbler og bananer.

Den buldrende inflation giver lønmodtagerne legitime forventninger om lønstigninger, men vi skal ikke sammenholde lønudviklingen med overskud på tværs af virksomheder, der ikke har noget med hinanden at gøre. Det kan give forventninger om lønstigninger i virksomheder, hvor konkurrenceevnen ikke kan holde til det.