Investorerne er fanget mellem hykleri, røgslør og grønne løfter

På overfladen er det rent, næsten politisk korrekt og topmoderne forretning, når de store pensionsinvestorer pudser den grønne profil. Men bag facaden hober dilemmaerne sig op – og foreløbig er håndteringen af dem ikke just overbevisende.

ESG-investering er det nok hurtigst voksende marked i verden og ventes inden for tre-fire år at udgøre mere end en femtedel af alle kapitalforvaltningsindustriens globale investeringer. Vi taler om en af historiens kraftigste pengestrømme fra ét område til et andet. Det er formentlig også forklaringen på, at fænomenet er havnet i en besynderlig ”Bermudatrekant” af værdi- og magtkampe ad libitum mellem finansindustrien, højtråbende NGO’er og konservative, politiske kredse. 

Midt i det hele står de institutionelle investorer – også dit eget pensionsselskab - med den store magt til at rykke dagsordenen, men en tydelig forvirring om, hvad de egentlig kan og vil bruge denne magt til. 

Foreløbig bliver den brugt til at drapere et ganske tykt røgslør ud over det, der foregår bag finanssektorens grønne facader. Ikke fordi aktørerne nødvendigvis har gedulgte motiver. Snarere fordi både politikere og marked er fejlet på den store klinge i at enes om, hvad bæredygtighed er: Grønne aktieindeks viser sig ved nærmere øjekast at være sorte. Internationale traktater for grøn energi ”kom til” at promovere investering i kulsorte energikilder. Og virksomheder skal stå til ansvar for officielle ESG-rapporter, der bl.a. bygger på underleverandør-data, som alle involverede parter ved er forkerte, og som ingen derfor kontrollerer. 

Så længe forkerte tal er bedre end ingen tal, er grundlaget for ESG-investering alvorligt kompromitteret. Det har investorerne behov for at tale om.

En række danske, institutionelle investorer har valgt at pleje den grønne profil som medlemmer af den internationale alliance Net Zero Asset Owner Alliance (NZAOA). Det er ved nærmere øjekast en interessant repræsentant for ESG-investeringens store dilemmaer. 

I NZAOA er investorerne pålagt at arbejde med offentligt tilgængelige målsætninger for bl.a. deres investeringers klimaaftryk. Så det gør de danske medlemmer AkademikerPension, PensionDanmark, PFA, Danica, PKA Pension og Lægernes Pension også, og deres ambitioner ligger nogenlunde på linje med de ca. 80 øvrige medlemmers. 

Hvilket tilfældigvis synes lige præcis at matche minimumsambitionen for at kunne blive godkendt til den højeste ESG-standard i EU-systemet. Men som systematisk kun fortæller om f.eks. klimabelastning fra en – ofte mindre – del af pensionsforvalternes samlede investeringsportefølje.

Det fremgår af en ny undersøgelse af NZAOA, som forskere fra universitetet i Edinburgh og svenske SDG Labs har gennemført. 

Forskerne konkluderer, at knap tre fjerdedele af alliancens medlemmer trods løfter om transparens i 2022 ikke offentliggjorde, hvor store udledninger af drivhusgasser deres samlede porteføljer stod for. 

Kun godt en tredjedel fortalte om deres stemmeafgivning i klimarelaterede spørgsmål på generalforsamlinger i børsnoterede virksomheder i 2022. Og de, der gjorde, var mindre tilbøjelige til at stemme for klimaforslagene end sammenlignelige investorer uden for den grønne alliance. Fem danske pensionsforvaltere indgår i undersøgelsen. De stemte i gennemsnit for mindre end halvdelen af de klimarelaterede forslag, de blev mødt med. Til sammenligning stemte svenske pensionsfonde i samme periode for samtlige klimaforslag. 

Endelig indikerer forskerne, at det står skidt til med det aktive ejerskab fra de institutionelle investorer. Selvom investorernes argumenter i reglen lyder, at man bedre påvirker sorte virksomheder i en grøn retning indefra end udefra, stod NZAOA-medlemmerne kun bag 0,4 pct. af de klimarelaterede forslag på generalforsamlingerne. 

Jeg vil påstå, at pensionsforvalternes ESG-vaklen ikke er udtryk for grønvask, som er et meget brugt og ofte misbrugt begreb i bemeldte Bermudatrekants magtpositionering. Men den illustrerer, at finansbranchen er væsentlig længere fra at indfri skåltalernes store ord om aktiv ESG-investerings velsignelser, end dens ledere har lyst til at vedstå sig. Dét ligner i dette samfundsansvarets årti begyndelsen på en tillidskrise mellem finansforetagenderne og en stor del af de opsparingskunder, hvis penge de er sat til at tage ansvaret for.