Nordkorea har fået en slags filial i Aarhus. Den bor på Tangen 29
Hvad er det nu, man gør, hvis man har en dårlig sag? Jo. Man låser sig inde på toilettet.
Nordkoreas leder frem til 2011, Kim Jong Il, var kendt for sine utrolige egenskaber.
På tre år skrev han for eksempel 1.500 bøger. Ved siden af at læse på universitet. Og i en alder af otte uger begyndte han at tale.
Nogen vil nok sige: Kan det passe? Kan det virkelig passe, at Kim Jong-Il engang slog hole-in-one på 11 ud af 18 huller på en golfbane? Og havde lært at gå i en alder af tre uger? Svaret er: Ja. Nordkorea har jo selv sagt det, og så taler vi ikke mere om den sag.
Jeg kom til at tænke på Nordkorea, da jeg læste om en dansk virksomhed i Aarhus. Her sker der også utrolige ting. Vi kan kalde firmaet Lille Nordkorea. Det kalder sig selv Energi Danmark, og ejerne lægger stor vægt på, at de er demokratiske og til for alles bedste og en bedre fremtid og så videre og så videre og den vej rundt. Altså ligesom Store Nordkorea.
I Lille Nordkorea sker der som sagt utrolige ting. Medarbejdere står til at få meget høje bonusser. For at handle med el. To af dem har tilsammen udsigt til en halv milliard kroner. For at handle med el i den periode, hvor Lille Nordkoreas ejere solgte el til høje priser til cirka 600.000 danskere.
Kim Jong Il havde en forkærlighed for Hennessey-cognac til 4.500 kroner flasken. Det er i omegnen af en nordkoreansk families årsindtægt. Små mennesker, der blander æbler og pærer sammen og ikke forstår sig på folkedemokrati og ikke er Nordkoreas venner, syntes, at noget ikke hang sammen. Eller i hvert fald krævede de en forklaring.
Nu står Lille Nordkorea gudhjælpemig med det samme problem. Eller rettere: Lille Nordkoreas ejere, de andelsejede energiselskaber Andel og Nrgi, står med det samme problem.
Små mennesker, der blander æbler og pærer sammen og ikke forstår sig på andelsdemokrati, synes at noget kræver en forklaring:
Hvordan kan man i den ene ende af en andelsejet virksomhed opkræve store ekstra beløb af sine kunder – andelshaverne – fordi elpriserne er røget op gennem loftet, og i den anden ende af virksomheden udbetale bonusser på to- og trecifrede millionbeløb til medarbejdere, fordi elpriserne er røget op gennem loftet?
Det er her, Lille Nordkoreas ejere fortjener ros. Som svar på forlydenderne om de store bonusser og ønsket om en forklaring har ledelsen i Energi Danmark, ledelsen i Andel og ledelsen i Nrgi låst sig inde på toilettet. Der har de siddet siden 9. marts. De vil ikke ud, og de vil ikke sige noget.
Men noget bliver man jo nødt til at gøre, når folk inde i virksomhederne begynde at fortælle offentligheden om sagen. Så i onsdags fik medarbejderne indskærpet af den konstituerede direktør for Energi Danmark, at de ikke måtte udtale sig til pressen.
Og 9. marts rykkede Andels kommunikationsdirektør ud med en pressemeddelelse om, at selskabet ikke ønskede at kommentere på bonusordningernes størrelse, fordi ”Andels årsregnskab og vederlagsoplysninger” endnu ikke forelå.
Man ser for sig kommunikationsdirektøren banke høfligt på toiletdøren og skubbe et ark papir med et bud på tavsheden ind under den.
Nu er der dog en slags udvikling i sagen. Andels kunder raser, og Andel gik mandag så langt som til at forklare, at det var den tidligere direktør for Energi Danmark, Jørgen Holm Westergaard, der indgik de gigantiske bonusordninger med medarbejderne.
Men Lille Nordkorea kan alligevel bære sit (nye) navn med stolthed. Her sker utrolige ting.
Da netop Jørgen Holm Westergaard fredag den 10. februar sidst på eftermiddagen forlod Energi Danmark efter 23 år som direktør for selskabet, skete det uden at give bare en antydning af begrundelse. Ikke ét ord. Også ved den lejlighed låste alle implicerede sig inde på toilettet og nægtede at komme ud.
At en stor andelsejet energikoncern vælger toilet-løsningen i stedet for at fortælle sin omverden, hvad der foregår inde i den, virker slående nordkoreansk.
Alt det her demokrati-tingeling og til alles bedste-lirumlarum skal i bund og grund kun bruges til én ting: Selvros og festtaler. Præcis som i Store Nordkorea.
Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk