Skal vi virkelig aldrig lære noget om risiko igen?

Marts har været en uropræget måned i de finansielle markeder på grund af frygten for, at en eskalerende bankkrise kan udvikle sig til en decideret finanskrise som for 15 år siden. 

Heldigvis tyder alt på, at en nedsmeltning af det finansielle system ikke står for døren, som det gjorde tilbage i 2008/2009, da investeringsbanken Lehman Brothers krakkede, og myndighederne lod falde, fordi Lehman ikke kunne stå.

Denne gang var det først et par mindre amerikanske banker som Silicon Valley Bank og Signature Bank, der kom i uføre og blev lukket ned, mens nogle andre amerikanske og ligeledes mindre banker også kom på glatis. Her trådte de amerikanske storbanker så til med en frelsende hånd, der hjalp både de små banker og ikke mindst de store selv. 

Men også et mere velkendt navn som Credit Suisse har blandet sig i legen, og selv om det i sig selv ikke var så overraskende, da banken længe har befundet sig i en kriselignende situation, er det straks mere kritisk, for i tilfældet Credit Suisse har vi med en globalt systemisk vigtig bank at gøre. Når sådan en kommer i problemer, har vi balladen.

Til at starte med forsikrede Schweiz’ nationalbank og landets finanstilsyn, at Credit Suisse levede op til alle krav, men der gik ikke mange timer fra den udmelding til, at Credit Suisse havde trukket på en lånefacilitet fra selvsamme nationalbank på 50 mia. schweizerfranc for at styrke bankens likviditet. Siden måtte vi ude i den helt store statsstøttede redning, der gjorde, at ærkerivalen UBS kunne overtage Credit Suisse på nogle spiselige og måske endda fordelagtige vilkår.

Læren efter Lehman og 2008 er, at nogle banker og finansielle institutioner blevet så store, at de ikke må gå ned – og derfor bliver de betegnet som systemisk vigtige, og der er siden dengang derfor også blevet stillet større krav til de største bankers polstring og likviditet.

Fuld garanti er en risikabel retning

Men når vi har lært den lektie, kan det måske være fint nok lige at stoppe op et øjeblik og overveje, hvad vi egentlig har gang i, når myndigheder instinktivt og tilsyneladende uden nærmere overvejelser yder fuld indskudsgaranti over for alle kunder i f.eks. Silicon Valley Bank, uanset hvor mange penge de har indskudt. Det er naturligvis godt, at myndighederne formår at reagere lynhurtigt og stoppe potentielle blødninger, men vi må også sige til os selv, at hvis det altid er fremgangsmåden, får vi aldrig lært nogen som helst noget som helst om det at løbe risiko.

I et lidt større perspektiv må man tænke over, om det altid er godt, at myndighederne tager så meget af skraldet efter bankkrak. I det mindste kunne man finjustere lidt på de mekanismer, fordi det ser ud til, at de eksisterende mekanismer ganske enkelt animerer til at løbe for store risici. 

I Europa har vi en grænse på 750.000 kr. for bankkunders indskud, og i USA er det tilsvarende beløb 250.000 dollar, men hvis de grænser er ligegyldige, og staten sikrer indeståender uanset størrelse, risikerer vi en situation, hvor risikovurderinger ender med at være ligegyldige. 

Så kan du i princippet sætte alle dine penge ind i den mest usikre bank velvidende, at staten nok skal hjælpe dig ud af dyndet, hvis behovet opstår.

Det er en usund tilgang og en uskik, hvis staten altid kommer rendende, når det brænder på – selv om der naturligvis er gode kortsigtede argumenter for, at stormløb på bankerne ikke må sprede sig. Men det er ikke ubetinget en god ting, at man får dækket hver en krone, hvis man har været for uforsigtig og sat pengene i en bank uden at foretage den nødvendige risikovurdering. At få dækket 100 pct. af sit indskud gør det risikofrit at sætte sine penge i enhver bank, uanset hvordan den drives, og hvor kreditværdig den er. Er det den rigtige vej at betræde? 

Risikobetaling kunne være et skridt på vejen

Som minimum burde myndighederne overveje en eller anden form for risikopræmie på f.eks. 5 pct., så der trods er en eller anden form for bod for at have været for uforsigtig, da man placerede sine penge. Vi bør med andre ord vende tilbage til, at man godt kan lide tab, hvis man løber for store risici. 5 pct. er en tabsstørrelse, som alle i hvert fald kan overkomme, samtidig med at det også kan mærkes. Det kunne måske have en opdragende effekt og få folk til at tænke sig bedre om.

Der er ingen tvivl om, at tilliden til banksystemet er uhyre vigtig, og at man skal tage drastiske midler i brug for at undgå et nyt Lehman-moment, hvor snebolden risikerer at rulle. 

Når vi får den nuværende bankkrise, som formentlig og forhåbentlig er midlertidig og isoleret til nogle dårligt drevne banker, lidt på afstand, bør vi overveje, om vi også i fremtiden vil eliminere enhver risiko og kaste redningskransen ud hver evig eneste gang.

Man kan selvfølgelig sige, at de pågældende banker nu er fortid, og at deres respektive aktionærer har tabt deres investering, men hvis vi skal have en bedre og bredere forståelse af begrebet risiko – som desværre alt for ofte bliver overset af både private og professionelle – så skal det have en pris, når man er for uforsigtig. Risiko er et begreb, som mange med fordel kunne tage mere til sig, men desværre er det alt for få, der gør det. Det gælder både, når man vælger sin bank, hvordan man placerer sine investeringer og generelt i alle livets forhold.