1960’ernes måde at tænke digitalisering på er vejen frem i dag
Vi har brug for grundlæggende at gentænke måden, vi digitaliserer på i den vestlige verden. Ellers risikerer vi at sætte mere end fem årtiers positiv udvikling over styr.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Den 2. april 1968 er formentlig ikke en dato, der fylder noget særligt i mange danskernes hukommelse eller historiebøger. Men det burde den. Dagen spiller nemlig en helt særlig rolle i tilblivelsen af den danske velfærdsstat og den tiltagende digitalisering, som har gået hånd i hånd lige siden.
Jeg hentyder naturligvis til oprettelsen af Det Centrale Personregister – det, vi i dag kender som CPR-registeret. Da registeret så dagens lys for præcis 55 år og en dag siden, var der tale om et teknologisk og politisk nybrud, som har haft enorm betydning siden da. Her brugte man for første gang teknologi til at samle personoplysninger om de dengang knap 4,8 millioner danskere på ét centralt sted.
Manglende udvikling
Her mere end et halvt århundrede efter er CPR-registeret hyldet vidt og bredt som en ubestridt succeshistorie, som har gjort utallige arbejdsgange mere effektive, præcise og sikre. Desværre har denne succes også haft en pris, som vi dog først for nyligt for alvor er begyndt at mærke konsekvenserne af.
Særligt i de seneste 10-15 år er det gået stærkt, hvor vi med udviklingen af smartphones og senere oprettelsen af Digitaliseringsstyrelsen har set en lang række apps og services gøre deres indtog i alle aspekter af vores privatliv. For det meste uden større kritik eller debat om nødvendigheden af digitaliseringen, og hvad vi stiller op med de data, som den skaber.
En teknologi er altid legitimeret af det problem, den løser, mens de problemer, den skaber, først bliver opdaget i slipstrømmen på den. Og nu har flere og flere kritiske røster meldt sig i takt med, at den ene skandale om formålsløs anvendelse af nye teknologier og misbrug af data i både det private og offentlige afløser den anden.
Er vi gået for vidt?
For nyligt nåede jeg selv min egen personlige grænse i forbindelse med min deltagelse på en stor og verdenskendt konference i Barcelona. Her er det nemlig et krav at indsende en digital kopi af sit pas for at tilmelde sig i tillæg til betalingen. Det resulterede i hævede øjenbryn og debat i den delegation, jeg var en del af, for ingen af os kunne se, hvilken betydning pasoplysninger har for deltagelse på konferencen.
For selvfølgelig skal deling af data ikke være et adgangskrav for hverken at deltage i en konference eller gå til lægen i et andet EU-land, som der bliver lagt op til gennem ønsket om en fælles europæisk digital identitet.
I jagten på digitaliseringens frugter glemmer vi, at digitalisering af individet og vores personlige data skal ske på individets præmisser. Det skal altid være vores eget valg, hvem og hvad vi ønsker at oplyse om os selv. Det handler ikke om, hvorvidt man har noget at skjule. Man inviterer jo heller ikke bare alle og enhver inden for i sit private hjem.
Tilbage på egne hænder
Lad mig slå fast: Jeg er stor fortaler for digitalisering og de enorme mængder af muligheder, som brugen af nyere og avanceret teknologi åbner for. Men jeg mener, at virksomheder og organisationer skal være langt bedre i designet af løsningerne til at give brugerne fuld kontrol over deres data. For jo mere avanceret teknologi bliver, jo mere opmærksomme skal vi være på, hvor og i hvilke hænder data ender.
Det absolutte skræmmebillede er Kina, hvor overvågning både online og offline er et livsvilkår og handel med personlige data er velkendt. Selvom situationen formentlig aldrig bliver det samme i Danmark, bør vi øge vores opmærksomhed på, hvilke data der indsamles om os, om der er et klart defineret og proportionalt formål med det og ikke mindst, hvem der har adgang til data.
Derfor er der meget, vi kan lære af CPR-registret og 1960’ernes måde at tænke digitalisering på. CPR-registret er beskyttet af en lovgivning, der formår at balancere beskyttelsen af den enkelte borgers privatliv og integritet samtidig med, at vi kan sikre en effektiv kommunikation og integration over imod den offentlige administration.
