Må EU’s grønne ambitioner koste på miljøet?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I den forgangne uge landede USA og Japan en handelsaftale, der vil smidiggøre handlen med en række mineraler, som er afgørende i bl.a. fremstilling af batterier til elbiler. Under annonceringen af aftalen fastslog præsident Joe Bidens toprådgiver på grøn teknologi, John Podesta, at USA på dette område var havnet i en afhængighed til Kina, som måtte ændres.

Aftalen lander mindre end to uger efter, at EU-kommissionen annoncerede sin ”Critical Raw Materials Act”. En plan, der som navnet antyder, har fokus på Europas forsyning af afgørende råvarer. Og hvad kan være mere afgørende for Europa i den fase, vi nu står i, end at sikre sig adgangen til de mineraler, som den grønne omstilling står og falder med.

Baggrunden er helt den samme, som den USA og Japan handlede på. Nemlig en dominans af Kina i nogen grad i udvindingen, men i særdeleshed forarbejdningen af en bunke mineraler, som er afgørende for alt fra produktionen af batterier til elbiler, solceller, vindturbiner og til Power to X. Og hvorfor den pludselige opståede frygt for afhængigheden af Kina, som på ingen måde er ny?

”Pludselige” er måske en overdrivelse, for ængstelsen er gradvist vokset over de seneste år. Men der hersker ingen tvivl om, at krigen i Ukraine har accelereret bekymringerne markant. Krigen opløftede geo- og sikkerhedspolitik til toppen af prioriteringslisten.

Den udkrystalliserede også udfordringerne ved Europas enorme afhængighed af Rusland og satte en tyk streg under Kinas værdimæssige afstand til Vesten. Alt sammen bidrog til et ønske om at nedbringe afhængigheden af konkurrenter/modstandere og i stedet dreje fokus mod samarbejdspartnere enten i gamle alliancer eller i form af værdimæssigt ligesindede.

Kinas dominans gælder som sagt i særdeleshed i forarbejdningen af de råvarer, som er afgørende input i grøn energifremstilling, energilagring og grøn transport. Ser man på kobolt og litium, så færdigforarbejdes 60-70 pct. af den globale forsyning af mineralerne i Kina. Taler vi sjældne jordarter, står Kina både for 60 pct. af udvindingen og 85 pct. af de færdigforarbejdede produkter.

For en type af særlige magneter, som er baseret på nogle af disse mineraler, og som bl.a. er en nøglekomponent i vindmøller, så forarbejder Kina 92 pct. af det samlede globale marked. EU’s afhængighed er særligt stor. 99 pct. af vores forbrug af sjældne jordarter hentes fra Kina.

Man kunne derfor tro, at processen med at sætte skub i både alternative forsyningskilder og egen produktion ville foregå i stor hast i Europa. Vi har en helt særlig interesse i ikke at falde i hænderne på Kina, mens vi nedbringer afhængigheden af Ruslands gas. Men sådan kommer det næppe til at gå.

Store forekomster af en række mineraler – bl.a. de såkaldte sjældne jordarter – er ikke den eneste grund til, at Kina er den altdominerende producent. Det handler også om andre forhold – det gælder arbejdsforhold og i særdeleshed miljøregler.

I årtier har særligt miljøbeskyttelseshensyn og regler for arbejdsforhold været medvirkende i at hindre europæisk produktion, mens Kina har sat økonomisk hensyn øverst. Bretagne i det østlige Frankrig har en større reserve af det litium, som elbilernes batterier er gjort af. Reserven udgør 70 pct. af verdens årlige forbrug. Men forekomsten ligger i et miljømæssigt storslået område med rigt dyreliv. Samme problematik er til stede med forekomster af sjældne jordarter – f.eks. i Grønland. Så hvad er vigtigst?

Mineselskaber i Europa beklager sig desuden over, at EU’s vandmiljøregler, som stiller krav om absolut nuludslip til omgivende vandreserver, i praksis er umulige at imødegå. Samtidig fremhæves argumentet, at minedrift i udviklingslande typisk foregår med langt større miljø- eller klimamæssige konsekvenser.

EU kan, hvis man ser alarmerende risiko i forsyningssikkerheden, klassificere hensynet som værende af ”overordnet offentlig interesse”. Det kan give forrang over andre regler – f.eks. i relation til miljøet. En tilgang, mange naturbeskyttelsesforkæmpere frygter, men som omvendt vinder indpas hos nogle liberale i EU-Parlamentet.

Overstående er et fremragende eksempel på, at den transition, som samfundet undergår, skaber vanskelige dilemmaer. Geopolitik og sikkerhed for forsyninger til klimakampen kan kompromittere miljøhensyn. Kinas dominans er ikke kommet af tilfældigheder.