Nyt studie fra IMF nedtoner risikoen for en løn-pris-spiral

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Overenskomstaftalerne på det private arbejdsmarked er nu stemt hjem. De gøder jorden for de kraftigste lønstigninger i 35 år, og det er nødvendigt, hvis købekraften skal genoprettes indenfor de næste 2-3 år.

Automatreaktionen hos nogle er dog, at det kommer til at puste til inflationen og kan føre til en mere vedvarende løn-pris-spiral, hvor lønninger og priser bliver ved med at presse hinanden op. De historiske erfaringer tyder dog på, at der er gode chancer for at undgå en vedvarende løn-pris-spiral.

Det viser et nyt studie fra Den Internationale Valutafond, IMF.

IMF har på baggrund af historiske data, som går tilbage til 1960, identificeret 22 episoder i verdensøkonomien, som minder om den situation, vi har været igennem efter pandemien.

Konkret har IMF set på episoder, hvor man i tre ud af fire på hinanden følgende kvartaler har set stigende inflation, stigende lønninger, faldende realløn og uændret eller faldende ledighed. Studiet viser, at man efter disse episoder typisk har set kraftigere lønstigninger, men inflationen har efterfølgende haft en faldende tendens.

Derfor har man ofte set, at reallønstabet er blevet indhentet igen. Lønstigningerne har efterfølgende også stabiliseret sig. Studiet fra IMF konkluderer derfor, at de kraftigere lønstigninger i kølvandet på inflationskrisen ikke nødvendigvis vil føre til en vedvarende løn-pris-spiral.

Men hvad er det egentlig for mekanismer, som er med til at sikre, at der ikke opstår en løn-pris-spiral?

Det vigtigste er forventningerne til den fremtidige inflation. Trods de voldsomme stigninger i inflationen sidste år, er forventningerne til inflationen forsat velforankrede omkring 2 pct. Hvis forventningerne til inflationen på lidt længere sigt begynder at skride, bliver kravene til lønstigningerne selvfølgelig også øget mere permanent.

Derfor er det vigtigt, at centralbankerne ikke ryster på hånden, og at de fører en stram pengepolitik for at sikre en stabil inflation på omkring 2 pct.

Man skal også huske på, at lønforhandlingerne på det private arbejdsmarked i Danmark i høj grad tager højde for den økonomiske situation.

Forhandlerne vender ikke det blinde øje til verdensøkonomien eller virksomhedernes økonomiske situation – heller ikke på lønmodtagersiden. Tværtimod. Minimallønssystemet, hvor størstedelen af lønforhandlingerne sker på den enkelte virksomhed, sikrer, at der er mulighed for at holde igen med lønstigningerne, hvis virksomheden er presset på bundlinjen, og ordrebogen er tom.

Omvendt skal de ansatte selvfølgelig også mærke det, når produktiviteten og overskuddet øges. Så længe det er udgangspunktet for løndannelsen, er der grænser for, hvor voldsom løn-og prisudviklingen bliver.

Samtidig er vores konkurrenceevne ikke i fare. I udlandet er lønstigningerne nemlig også taget til, og Danmark har i flere år haft en højere produktivitetsvækst end i udlandet.

Derfor er der plads til højere lønstigninger.