Jeg arbejder gratis. Sommetider. Men tænk, før du spørger

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

En 63-årig politiker og teatermand, der skriver til en 19-årig pige, at »du har det smukkeste ansigt og den lækreste krop« er noget andet end en 20-årig gut, der skriver sådan til en 19-årig pige.

Er vi enige?

Den andens forlegenhed ved at skulle sige fra og »du kan jo bare sige nej«, er et kort, som den stærke part kan spille – ikke den svage eller uerfarne part i en relation.

Det gælder i kærlighed i dens forskellige varianter. Og det gælder i forretning. Derfor en opfordring:

Tænk lidt, før I spiller »du kan jo bare sige nej«-kortet – jer, der kontakter mindre selvstændige med tilbud om at levere arbejde og tid uden betaling. Hvis I er den stærke part.

I denne måned er det blevet til fem tilbud om at levere ubetalt tid og arbejde, og måneden er ikke slut endnu.

Jeg har kommenteret to bogmanuskripter og givet en startup et skub fremad. En virksomhed, der udvikler vedvarende energi, syntes, at en slags kommunikationsstrategi ville være en hjælp, og den kunne jeg måske hjælpe med con amore, og en finansvirksomhed ville gerne have et par friske øjne, uhonoreret, på dets pr-bureaus planer og idéer. Svar: nej. Og nej.

Til jer, der er den stærke og velkonsoliderede part i den slags tilbud:

Jeg kender ingen mindre selvstændige, der ikke får den type henvendelser. De er en del af gamet. Nogle gange er forespørgslen pakket ind i glitrende cellofan, andre gange i et kontant: »Det er op til dig. Du kan bare sige nej«. Til at give et råd, en second opinion, et indspil, en paneldeltagelse, et tekstforslag, en gennemlæsning, et oplæg for en håndfuld medarbejdere.

Det kan være en fornøjelse at give nogle råd og et skub fremad, når forholdet mellem den, der spørger, og den, der giver, er som forholdet mellem en gut på 20 år og en pige på 19 år.

Men når forholdet er som mellem en 63-årig mand og en 19-årig pige, er det anderledes. Hun er muligvis lidt forført af, at en kendt teatermand og stor kanon vil diskutere politik med hende, og på et tidspunkt lugter ulven kød og tager sit spring fremad. Væk fra politikken og hen mod kroppen. Den lækreste.

Men vi er altså i 2023. I 2023 forventes 63-årige mænd at vide, at 19-årige piger ikke vil lege Rødhætte og ulven med dem. Punktum. Det er ikke i orden at spille dum og lade som om, at forholdet er symmetrisk – så det er Rødhætte, der har ansvaret for at sige fra, når ulven prøver at overskride grænser. Kommer med tilbud, som ingen med almindelig sund dømmekraft vil kalde rimelige og anstændige.

Men i 2023 er det stadig i orden, at veletablerede virksomheder spørger små selvstændige, om de vil levere tid og arbejde uden at få betaling.

Det er faktisk så meget i orden, at der gælder en slags omvendt bevisbyrde. Udgangspunktet er, at den veletablerede part kan spørge om hvad som helst uden at overskride nogen grænser. Hele arbejdsdage, hele strategioplæg, hele rådgivningspakker. Den anden part kan jo bare sige nej.

Hvis noget i tilbuddet er åbenlyst urimeligt, er det den lille selvstændige, der skal bearbejde, at sådan er det bare. Han/hun kan jo bare sige nej. Der er jo ingen, der tvinger vedkommende til at levere et bud på, hvor en kommunikationsstrategi kan skærpes, eller en præsentation kan strammes op. Til at køre på tværs af landet og deltage i en paneldebat. Til at læse 300 sider tekst igennem og komme med kommentarer. Man kan jo bare sige nej.

Nemli’.

Men ligesom 19-årige piger ikke længere skal gøre rede for det sære og urimelige i, at 63-årige mænd spørger dem, om de vil lege Rødhætte og ulven, burde der ske noget på gratis arbejde-området. Forstået: Man kan bare sige nej. Men det er jo spørgsmålet, der er problemet. At det er acceptabelt at spørge små selvstændige om arbejde uden honorar. Med henvisning til, at de jo bare kan sige nej.

Det er en kultur, der ikke er sund. Der mangler respekt for grænser. Selv vil jeg gerne arbejde gratis. Sommetider. I udvalgte tilfælde. Nogle fortjener et skub fremad. Men dem, der spørger, skal tænke først.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes via www.andersheide.dk