Bankuro tilbage i USA - Europa går fri
At usikkerheden om banksektoren ikke er ovre står klart med et nyt kollaps i USA. First Republics fald skabte igen uro blandt især mellemstore banker i USA. Europa synes at gå fri af stormen – det er ingen tilfældighed.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
First Republic bukkede i weekenden under for det pres på banksystemet, der opstod efter Silicon Valley Banks (SVB) kollaps i marts. Siden SVB’s problemer kom op til overfladen, har der været et massivt pres på regionalbanker og i særdeleshed banker, der deler karakteristika med SVB.
Sådan en var First Republic – først og fremmest hvad angik indskydernes størrelse (store).
Efter et regnskab sidst i april, der afslørede en næsten halvering af de samlede indskud i First Republic, voksede investorernes tvivl, kurserne drattede, og hen over sidste weekend blev myndighederne enige med USA’s største bank, JP Morgan, om en overtagelse af den pressede regionalbank.
First Republics fald er bekymrende. Ikke fordi det er et stort problem, at den nu er overtaget af JP Morgan, som i det store og hele kan videreføre engagementerne som før. Men fordi det vidner om, at det er svært at slukke den ængstelse, der har sneget sig ind på de regionale banker i USA.
Jo flere der falder, jo svagere er argumentet om, at problemerne er idiosynkratiske og ikke generelle. Aktiekursfald kan medvirke til at forstærke signalet til store indskydere, som trækker uforsikrede indskud ud for en sikkerheds skyld.
Det bliver nemt selvforstærkende, når forsigtige kunder trækker sig – anatomien i et ”bank-run”. Dagen efter annonceringen af JP Morgans overtagelse af First Republic var der netop store kursfald i regionale banker. Ekstraordinært hårdt ramte det Los Angeles-baserede Pacwest og Western Alliance, som drattede 25% på få timer.
For hvert nyt offer risikerer de tilbageværende regionalbanker at blive genstand for øget usikkerhed, der som minimum betyder stigende finansieringsomkostninger. Flere indskud risikerer at blive trukket ud, mens bekymringer om eksponering mod det kommercielle ejendomsmarked også tynger.
Det er velkendt, at tab i dette marked er et risikoelement for særligt regionale banker i USA. Den seneste uro har også skabt et politisk pres for strammere regulering af de mellemstore banker. Regulatorisk usikkerhed er en ny risiko for investorerne.
Samtidig giver højere renter i Federal Reserve ikke bare uforsikrede, men også forsikrede indskydere anledning til at trække penge ud af banker og i stedet placere dem i såkaldte Money Market Funds. Det er investeringsfonde, som placerer penge i helt korte statsobligationer eller udstedelser fra meget solide store virksomheder.
Løsningen til at bremse den bevægelse er højere indskudsrenter. Det vil sænke bankernes rentemarginal, som lige nu medfører store overskud efter år med nulrenter.
Bankerne i USA har været langsommere end normalt til at lade indskudsrenterne følge med op, mens den amerikanske centralbank har hævet renten – men der er fint rum til at hæve indskudsrenterne uden at underminere indtjeningen. Og trods den nye bølge af uro, så er presset på bankerne ifølge Federal Reserve stadig mindre intenst end i marts.
Europa har ikke umiddelbart set nogen større afsmitning i denne næste bølge af bankuro i USA. Siden ”redningen” af Credit Suisse er situationen bedret, selvom en vis afsmitning på europæiske banker, når bølgerne igen går højt i USA, er uundgåelig.
En frisk udlånsundersøgelse fra ECB viser, at bankerne i Europa fortsætter med at stramme kreditvilkårene for kunder, men faktisk ikke i accelererende grad i forhold til inden bankuroen.
Et par forhold hjælper i Europa. For det første har vi ikke Money Market Funds som i USA, så kunder, der ønsker højere renter, end en almindelig bankkonto tilbyder, vil typisk placere i aftaleindskud, f.eks. med en bindingsperiode på et år.
Dermed bliver pengene i banksystemet. For det andet er reguleringen som bekendt mere striks, og det medvirker tilsyneladende til, at selv store indskydere ikke har samme bekymring over risikoen ved at have uforsikrede indskud stående i banker. Europa ser altså ikke det samme pres på indskud som USA.
Ovenstående giver forskellige udgangspunkter for centralbankerne i de to regioner. I USA leder uroen blandt bankerne til en opstramning af kreditvilkårene for kunder, som er betydelig. I Europa er effekten mere beskeden. Resultatet er, at Federal Reserve kan være mere tilbageholdende med renteforhøjelserne, mens ECB kan agere lidt mere, som havde vi været bankuroen foruden.
