Fortsæt til indhold

Kunstig intelligens er en potent vækstmotor for ansvarlige iværksættere

Iværksættere bør tænke kunstig intelligens (AI) ind i deres arbejdsgange, men de bør også kigge ind i markeder, hvor AI paradoksalt nok ikke har den umiddelbart store effekt.

Debat
Kasper Holst HansenDirektør i Flying BizKit

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Kasper Holst Hansen. Foto: Egon Gade

Det myldrede frem med initiativrige iværksættere, da internettet vandt udbredelse i 1990’erne. De så mulighederne og greb dem. Undervejs lærte de og vi andre, at teknologi rummer store muligheder for vækst og jobskabelse men også, at det kan betale sig at være på forkant med de problemer, som teknologi kan skabe.

I årtier har teknologien udviklet sig eksponentielt. Det spændende ved eksponentiel udvikling er, at man pludselig kan opleve et kvantespring. Det skyldes ofte, at en teknologi pludselig bliver tydelig for flere og ikke længere er et privilegie for de få.

Et sådant kvantespring synes kunstig intelligens at have potentialet til at være. Jeg har beskæftiget mig med algoritmer i næsten 20 år, så idéen er ikke helt fremmed for mig. Alligevel er det vanskeligt helt at rumme perspektiverne i udviklingen, muligheden og problemerne ved såkaldt AI.

Ikke overraskende oplever jeg mange iværksættere eksperimentere med den kunstige intelligens. Både, fordi mange af dem, af natur, er tilbøjelige til at teste nyt af. Men formentlig også, fordi de instinktivt ved, at det kan gemme på forretningsmæssige muligheder.

Specielt i det daglige arbejde kan iværksættere – men for den sags skyld også ganske almindelige mennesker – vinde meget ved AI. Eksempelvis er mine digitale søgninger blevet voldsomt mere effektive i dialogen med den kunstige intelligens. Det er dejligt at nå mere på kortere tid, og det er ganske balanceret og uskyldigt som udgangspunkt.

Noget vanskeligere er balancegangen, når man indarbejder kunstig intelligens i sine digitale produkter. For her rammer vi et etisk grænseland, vi ikke for alvor har betrådt før. Jeg tillader mig stilfærdigt at nævne hele GDPR-problematikken i skolesektoren i slutningen af 2010’erne, særligt fordi det er en ren ”barnemad” ved siden af mulighederne med den kunstige intelligens.

Min store interesse er de socialt ansvarlige iværksættere, og her er min påstand, at de paradoksalt nok vil kunne fortsætte uforstyrret i højere grad end mange andre typer af iværksættere. For jeg ser heldigvis ikke kunstig intelligens erstatte en skolelærer, en pædagog eller en socialrådgiver. Bevares, jeg ser mange muligheder for, at de får forstærkede muligheder i deres virke via den kunstige intelligens.

Og måske er den kunstige intelligens vores samfunds mulighed for at opnå flere og bedre digitalt støttede varme hænder – altså at løfte dem, der har direkte kontakt med borgerne, såsom lærere og sygeplejersker. Det kan være en mulighed for, at vi ved fælles hjælp kan øge kernevelfærden og bruger pengene klogere. Her er iværksætterne vigtige for det offentlige Danmark, fordi de på en let, smidig og hurtig måde kan gå på jagt efter de lavthængende frugter.

For en ny teknologi som den kunstige intelligens vil ofte trives godt i de nysgerriges hænder. I hænder, der ikke frygter for jobsikkerhedens iboende hæmsko. For lad mig dele en af de få ting, jeg er ganske sikker på, hvad angår den kunstige intelligens; den kommer til at rykke gevaldigt rundt på strukturen på arbejdsmarkedet. Måske ikke i år. Men allerede i 2030 vil vi se tilbage på 2023 som et skelsættende år, formentlig fra en helt anderledes jobmæssig position.

Jeg ser dog mange ting, der ikke vil ændre sig med ankomsten af den kunstige intelligens. Iværksættere skal fortsat kunne lægge en eksekvérbar strategi og holde styr på økonomi og fremdrift. Ja, min påstand er, at det vil fortsætte med at være vigtigere end den teknologi, man måtte benytte. Det er trods alt fortsat mennesker, der skaber produkter og sælger dem til andre mennesker.

Artiklens emner
Kunstig intelligens
Iværksætteri