Nye smæk fra centralbankerne: Nu forsvinder pengene

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Centralbankerne sov godt og grundigt i timen i 2020, da de lod inflationen løbe løbsk. Det råder de i øjeblikket bod på ved at stramme pengepolitikken gevaldigt. Det kan efterhånden også aflæses i inflationen, som falder markant. Det er blandt andet renteforhøjelserne, der har medvirket til den udvikling, men det er ikke det eneste i centralbankernes værktøjskasse.

Sideløbende med renteforhøjelserne strammer centralbankerne i vores del af verden nemlig også pengepolitikken ved at suge likviditet ud af finansmarkederne og økonomien. Det har stået på i adskillige kvartaler, men er blevet overskygget af en række faktorer, så likviditeten stadig har været ganske solid.

Det ser dog ud til at ændre sig markant hen over sommeren. Bl.a. fordi aftalen om gældsloftet betyder, at amerikanerne igen kan udstede obligationer. Det vil betyde, at det amerikanske finansministerium nu udsteder obligationer og på den måde suger penge ud af finansmarkederne, for igen at fylde statens konto.

Samtidig fortsætter Federal Reserve (Fed) og Den Europæiske Centralbank (ECB) med at mindske deres beholdninger af obligationer med samme virkning. Derudover skal bankerne i eurozonen senere i juni tilbagebetale lån for næsten 500 mia. euro. Det betyder, at der henover sommeren og efteråret nu for alvor vil være tale om en opstramning af likviditeten.

Det bør man holde sig for øje som investor, da centralbankerne primært trækker sig fra sikre investeringer som eksempelvis statsobligationer. Når andre investorer i stedet skal købe det, sælger de ofte noget mere risikabelt først. Centralbankerne haler altså groft sagt investorerne ind ad risikokurven, og det kan gå ud over mere risikable aktiver som aktier, kreditobligationer og sydeuropæiske statsobligationer.

Over de seneste år har vi da også set en tendens til, at perioder med fald i likviditeten også har givet røde tal i mange depoter. Det kan også gøre ondt på bankerne i Europa, der skal tilbagebetale de store lån sidst i juni. Mange af pengene er lånt af italienske banker, og her kan de mindre banker ende ud med at være tvunget til både at sælge ud af deres italienske statsobligationer og begrænse deres udlån for at finde pengene.

På den måde kan opstramningen altså både ramme økonomien og de finansielle markeder direkte. Erfaringen viser, at italiensk økonomi qua den store gæld og den eklatante mangel på økonomisk vækst kan blive ramt. Det kan sende de italienske renter langt højere op end i resten af eurozonen og i sidste ende tvinge ECB til at indstille pengeudsugningen. Inden da kan det dog også have haft en stor effekt på andre dele af finansmarkederne.

For hvor der i stigende grad er en forventning om, at centralbankerne i løbet af sommeren stopper med at hæve renten, er det noget andet, når det kommer til pengeudsugningen. Her får vi ikke samme signaler, og lige nu tyder det på, at den vil stå på, indtil inflationen er helt under kontrol. Eller andre uheldige følgevirkninger er dukket op til overfladen.

Der er altså ingen tvivl om, at sommeren og efteråret bliver en test for både økonomien og finansmarkederne, Heldigvis er der et stort men eller to. Det bliver afgørende, hvordan amerikanerne vælger at fylde statskassen. Statspapirer med kort løbetid vil eksempelvis være nemmere at fordøje for markederne end lange obligationer.

Samtidig viser en lidt mere dybdegående statistisk analyse, at likviditetsændringer i sig selv kun kan forklare ganske få procent af udsvingene i eksempelvis amerikanske aktier.

Der er altså også mange andre faktorer på spil. Heldigvis. Ellers ville det jo næsten være for nemt.