Den offensive industripolitik er genopstået
Klimakrise, krig og kanonhård konkurrence har fået en række stater til at gribe ned i den erhvervspolitiske og økonomiske værktøjskasse og bruge industripolitikken offensivt gennem bl.a. statsstøtte.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Corona, krig i Ukraine, grøn omstilling, demografisk modvind, usikre forsyningskæder og kamp om bl.a. sjældne jordarter og metaller er udfordringer på den globale dagsorden. Hvordan holder man balancen i en verden, hvor konkurrencen intensiveres og usikkerheden vokser?
Kina har i mange år haft en klar strategi. Stærke alliancer skal sikre adgang til relevante råstoffer, åbne markeder og sikre import og udvikling af teknologier. Alt sammen noget, der skal give vækst i den kinesiske økonomi. Selvom der er bump på vejen, må det udefra betragtet betegnes som en succesrig strategi. Men kineserne er naturligvis ikke i mål, selvom de i meget høj grad har bragt statskassens mange midler i spil.
Amerikanerne har også taget fat og forsøger nu at løse den grønne omstilling ved at tiltrække teknologi og investeringer gennem subsidier i form af massive skattefradrag. Her er sigtet at understøtte den amerikanske konkurrencekraft og gøre det attraktivt for udenlandske virksomheder – herunder europæiske – at lægge deres investeringer i USA. Også USA har således spillet hårdt ud, og bruger statskassen i den globale konkurrence.
Danmark er en lille åben økonomi, som gennem snilde, udvikling, innovation og stærk konkurrencekraft har nydt rigtig godt af et globalt system, hvor handlen var – nogenlunde – fri og regelbaseret, og hvor landene ikke snød. I hvert fald ikke alt for meget ved at give statsstøtte til deres industrier. Det ville vi egentlig nok helst fortsætte med, men når de store økonomier lægger kursen om, er det ikke noget, vi kan bestemme.
Når statskassens størrelse bliver et væsentligt parameter i den globale konkurrence, kan Danmark ikke stå alene. Godt nok er økonomien solid, men den er også lille. Så det er afgørende, at vi samarbejder med resten af EU. Men hvordan findes der fælles fodslag?
Risikoen er, at vi ender i situationer, hvor EU-landene kommer i indbyrdes stridigheder. Hvordan løses det? Pick the winners kan blive en strategi, men hvordan håndterer EU-landene det indbyrdes, når ’vinderne’ skal udpeges?
Hvordan findes finansieringen til en fælles europæisk industripolitik? Hvad skal industripolitikken konkret have fokus på? Er det ressourceknaphed, teknologiudvikling eller arbejdskraftmangel? Og hvordan sikrer vi, at samfundet får afkast af de offentlige midler, der skal kastes ind i en aktiv industripolitik?
Danmark og EU skal finde modsvar til de handsker, som USA og Kina har kastet. Valget står dog ikke mellem gode og dårlige alternativer. Vi står snarere med en række dilemmaer, hvor svarene skal findes ret hurtigt. Her må Danmark skubbe på, for det er i vores egen interesse, at der findes afklaring nu.
